En falkoner kommer til byen

Foto af ravneunger

Dette indlæg refererer til fotoalbummet her, klik for at åbne det i et nyt vindue.

I går var jeg i Sohngårdsholmparken, kun et kvarters tid væk på cykel, for at checke, om et rygte om en ravnerede havde hold på sig. Det havde det i dén grad, hvad nogle halvstore, forslugne unger hurtigt fik overbevist mig om med deres røde, opspilede gab. En af forældrene gav lidt flyveopvisning imens.

Så er der to ravnereder i komfortabel cykelafstand fra, hvor jeg bor. Den anden findes i Lundby Krat, hvor jeg kommer så ofte, men ikke har været omkring lige på det sidste. Har dog set ravnene på reden derude, så om alt er vel, har de forhåbentlig travlt med at skaffe føden til endnu en redefuld slugvorne gab.

Næsten hjemme fra Sohngårdsholmparken i går så jeg et glimt af en rødbrun rovfugl, der skarpt forfulgt af måger og krager søgte ly i toppen af et træ. Tænkte først rød glente, som jeg har set enkelte gange i mit nærområde, men inde i byen? Mere end overraskende! Prøvede at tage et par skud, da den fløj igen – lige hen til en mand, der tog mod den med stor handske langt op ad armen. Ham havde jeg slet ikke bemærket før da.

Foto af Preben Preben Schøpzinsky og harrishøgen Storm

Se, det er jo ikke hver dag, der kommer en falkoner til byen! Jeg fik en hyggelig snak med Preben Schøpzinsky, som han hedder. Og med fuglen, som viste sig at være en harrishøg, han. Det er den, du kan se på billederne her. Hunnen er noget større, som det stort set altid er tilfældet hos rovfugle.

Harrishøgen er naturligt udbredt i området fra det sydlige USA til et stykke ned i Sydamerika. Den er i modsætning til næsten alle andre rovfugle socialt anlagt, idet den lever og jager i familiegrupper på op til en snes individer. Måske netop derfor er den nem at arbejde sammen med og er en af de mest anvendte arter blandt falkonerer i Europa.

Preben er hyret af universitetet (AAU) til at gøre livet lidt surt for de mange råger, krager og især måger, som er noget af en plage her og i store dele af Aalborg. De laver et infernalsk spektakel og går ikke af vejen for at begynde koncerten klokken 3-4 stykker om morgenen, skider overalt og spreder store mængder affald og madrester fra de containere og affaldskurve, de frekventerer.

Han skal være her i al fald resten af ugen, så her i formiddags har jeg atter fulgt ham og fuglen rundt i området. Nu er han kørt, kommer igen i morgen ifølge med en anden falkoner, han samarbejder med. Pressen er inviteret til at møde kl. 9, og det agter jeg også at gøre. Lidt afhængigt af, om vejret vil arte sig.

Du kan læse mere op Preben og hans vingede venner på hjemmesiden her, hvor der også er link til hans FB-side.

OPDATERING
Flere billeder fra i dag, fredag den 28. april. Det er jo ikke hver dag, man kan komme så tæt på de smukke rovfugle.

Først et par billeder mere med Prebens harrishøg. Resten er Frank Skaarup med en lannerfalk.

Frank Skaarup med lannerfalken

Lannerfalken ligner til forveksling og er nært beslægtet med vandrefalken, men er dog en kende mindre. På billederne her er det en han, som igen er mindre end hunnen. Lannerfalken er naturligt forekommende i Nordafrika og Sydøsteuropa, hvor den foretrækker bjergrige områder med klipper, halvørkner og savanner.

Som den eneste kendte falk kan lannerfalken angribe fugle, der flyver stik imod dens egen retning. En evne, der kræver timing og koordination i særklasse!

Læs mere om Frank og hans lannerfalke på hjemmesiden her.

Preben, muligvis også Frank, vil være på AAU-campus i den kommende uge også, så bor du i eller kommer omkring Aalborg, kan nå at få et kig med. Bare find ind til AAU-kantinen på Fibigerstræde 15, 9220 Aalborg Øst. Dér, hvor mågerne gør mest ståhej, det er den retning,  du skal gå efter!

Share
Udgivet i Dyr, Foto, Historie, Natur | Skriv en kommentar

En dag i en redebyggers liv

Gærdesmutte, fotoEn af de gamle, tilgroede stenbroer i Østerådalen er det perfekte sted at bygge rede for en gærdesmutte. Det betroede den mig selv, da jeg i går forsøgte at slå en passiar af med den. Videre meddelsom var den nu ikke og syntes kun at beherske to gloser: »Tiden iler …« Dermed er nu også meget allerede sagt, og så gik den vævre lille fyr ellers i gang. Gesvindt for den frem og tilbage mellem broen og et træ, hvor det herligste mos groede ene og alene for, at dens unger skal have det lunt og godt i den kommende tid.

Mosset blev formelig flået af det arme træ og straks hjemført til reden. På vej ud derfra efter den næste mundfuld mos var den altid påpasselig og biede en kende: mon ser nogen mig og min hemmelighed, reden? Men ellers; nej, kaffepauser og sladder havde den ej stunder til.

Stillitsen kom til og fulgte tavst beundrende, hvordan dagens dont skred frem for vor lille ven. En musvit var ikke ganske fornøjet med denne eksotiske og farvestrålende fætter, skønt den hører naturligt hjemme i hele Europa, Nordafrika og langt over i det vestlige Sibirien. En rigtig verdensborger.

Mere løjerlig er da også skeanden at skue, men igen noget af en verdensborger, som er vant med, at folk og fæ studser over dens fremtoning. Mange spørger bekymret til dens velbefindende, for det kan næppe være rart at være så næbbet.

Værst var dog, at også en skovskade kom til og lurede lovlig agtsomt på, hvad gærdesmutten havde gang i. Altid rart at vide, hvor der kan blive en godbid at hente, tænkte den vel. For sådan er livet jo derude i naturen.

Kun nådesløsheden bliver helt mæt hver dag …

Flere fotos i albummet her.

Share
Udgivet i Dyr, Foto, Natur | Skriv en kommentar

Ugleset

Så såre man sætter det lange ben foran, opstår problemet: hvordan kommer man nu videre uden at sætte det korte ben forrest?

Share
Udgivet i Dyr, Filosofiske smuler, Vagabonderende tanker | Skriv en kommentar

De anede aner

Når man er født med et efternavn, der stort set altid skal staves, især hvis det gerne skal opfattes og gengives korrekt af andre, er man også på det nærmeste født med en vis interesse for slægtsforskning.

Tid tager det at støve kirkebøger af og søge en farbar vej i folketællingernes mange fejlbehæftede stavemåder, men gennem årene lykkedes det at finde meget. Ikke mindst takket være generøs hjælp fra mange erfarne mennesker i faget og hidtil ukendte slægtninge så fjerne steder som Australien. Det var tre af min mormors ældre søskende, som søgte dertil omkring år 1900 i håb om at finde en bedre fremtid. Mange andre drog ud, blandt andet til De Vestindiske Øer, Canada og Island, hvor jeg nok langt ude er i slægt med halvdelen af øens fåtallige skare. Og endnu flere søgte til Danmark længe før, indvandrere og flygtninge blev en fast del af den standende debats daglige repertoire. Huguenotter på min farmors spindeside i godt selskab med en italiensk tambourmajor, en spansk lejesoldat grundigt viklet ind i skørterne på min mormors side og især talrige ind- og udvandrere i Tyskland, Norge og Sverige. Alle efterlod de mig uden at blinke som en elendig 5.-6. generationsindvandrer uden dybere rødder i den danske muld.

Vær nu rare, nævn det aldrig for Støjberg!

Som kompensation voksede mine slægtssider på nettet efterhånden til knap 4.000 individer. Spændende! Især lærte jeg meget om, hvor livlig udvekslingen med udlandet har været i umindelige tider, hvor udbredt det har været at bruge giftermål som regulær pleje af netværk, i øvrigt med talrige fætter-kusine ægteskaber til følge. Særskilt huguenotterne var et eklatant eksempel på elendig integration, for de ville kun vide af hinanden, og alligevel blev påfaldende mange med tiden, hvad man må kalde prominente borgere.

Men ak, tidligt i 2015 lagde en serveropdatering til nyere PHP-version på mit webhotel hele den farverige fortid ned. Databasen var der nok, men den svarede ikke. Overhovedet ikke!

Min egen skyld, indrømmet, da jeg ikke havde sørget for hele tiden at opdatere det CMS, der ellers troligt holdt så nogenlunde styr på fortidens uregerlige gemytter. Opdateringerne kommer hyppigt, det tager hver gang en pokkers tid at sikkerhedskopiere og tilrette hist og pist, og siderne fungerede jo godt nok lige til hin usalige dag i 2015.

Faktisk havde jeg så småt opgivet at redde stumperne, men søgte i går over middag råd hos Finn Holbek, der er en erfaren slægtsforsker med talrige slægtssider på samvittigheden – foruden egen og meget omfattende hjemmeside i genren. For at det ikke skal være lyv, er han såmænd også min grandfætter i 8. led!

Og se, allerede inden dagen var gået til ende, havde Finn både fået reddet mine uheldige sider og lagt dem over på et andet domæne (dette, tidligere på Dialektika.dk), hvor de befinder sig bedre. Så nu vil jeg kåre Finn som dagens mand i skysovs og sige: af hjertet tak, fætter! Det var noget af et mesterstykke og en vennetjeneste, der tåler at blive luftet i videre kredse.

Og her er resultatet, hvor min tipoldefar holder for som eksempel på de mange timers arbejde, som nu igen venter forude; thi nyt kommer til stadighed til:

Johan Frederik Brahde

Share
Udgivet i Historie, Medier, Portrætter, Slægt | Skriv en kommentar

Vår

Skovens gode humør

En frisk hilsen fra ‘skovens gode humør’, som i stedet for det vanlige tjuk-tjuk pegede benovet ned mod skovbunden og fastslog:

»Se nu bare, anemonerne er begyndt at pible frem. Få og små endnu, javist, men inden længe har de bredt deres bløde tæppe ud, vederkvægende for den ensomme, saligt for de elskende!«

Og så løb den lille fyr fornøjet videre.

Skovens gode humør

Share
Udgivet i Dyr, Filosofiske smuler, Natur, Vagabonderende tanker | Skriv en kommentar

Blå toner

I dag for 50 år siden udkom Hey Joe i England. Præcist hvornår den ramte ’Mylles’ udsendelser på P3 og dermed fandt frem til min lille transistorradio, husker jeg ikke, i begyndelsen af ’67 vel, men den guitar gjorde noget ved mig. Noget med ’blå toner’, som jeg vel må have hørt før (Stones med flere), bare aldrig før med det forunderlige tvist, som går direkte i sjælens krinkelkroge og hjertets lønkamre og den dag i dag hen-rykker mig.

Efter Hey Joe, der havde Stone Free på B-siden, kom Manic Depression, Foxy Lady, Purple Haze, The Wind Cries Mary og så videre, hvor jeg blev mere og mere forbløffet over Hendrix’ evne til at skabe musik, der i så eminent grad understøttede de i øvrigt ofte gode tekster (en side af ham, som jeg finder meget underkendt). Siden kom LP’en Axis: Bold as Love, som var den første skive, jeg selv købte – få dage efter, at den nåede ud i butikkerne i Vejle. Vel hjemme med den tænkte jeg under de første aflytninger: Ah, det er sgu alligevel for syret! Men stille og roligt åbnede numrene sig et efter et, først den vidunderlige Little Wing og til sidst hele pladen. Siden har jeg været helt solgt.

Da jeg endnu gik i skole, og diskussionen med nogle skolekammerater nok en gang gik på Hendrix vs. Clapton, udbrød jeg på et tidspunkt: »Om tyve år hører jeg stadig Hendrix!« En af mine venner replicerede: »Jamen, Per – det er jo kun popmusik.« Vel, nu er der gået halvtreds år, og hans skiver snurrer stadig hyppigt på mit anlæg, helt uundværlige.

Share
Udgivet i Kunst, Musik, Portrætter | Skriv en kommentar

Grænsen er nået

En flue har søgt asyl i min stue. Det var i aftes, og jeg tog det ret roligt; vi kan nok begge være her. Men allerede her til morgen har den også søgt familiesammenføring, så i dag melder jeg mig ind i DF og undsiger Fluerettighedskonventionen.

Ikke mere flueknepperi her!

Share
Udgivet i Begreber, Dyr, Natur, Politik, Samfund, Vagabonderende tanker | Skriv en kommentar

Politikerlede

Det ser pauvert ud, når der efterhånden knap findes en politiker, som ikke ynder at anskue samfundet som et ’maskinrum’ med »mange håndtag, man kan tage fat i og dreje, uden at det behøver være kerneydelsen, selve undervisningen, det går ud over.«

Interviewet her med Ulla Tørnæs får mig til mindes min ungdom, hvor gode og velmenende lærere i skøn samdrægtighed med andre voksne og snusfornuftige mennesker rådede os unge til enten at blive lærer eller bankmand. Det var mulighederne par excellence! Så var fremtiden sikret og uden nævneværdig fare for at ende i arbejdsløshed. Lidet anede de åbenbart, hvordan store EDB-anlæg allerede i 60’erne var begyndt sende mangen en god bankassistent på jobjagt. En tendens, der kun skulle blive forstærket, da bankfusionerne indfandt sig på stribe op gennem 70’erne og 80’erne. Og i skolerne konstaterede man i de samme årtier undrende, at det svandt slemt i de store årgange fra de første efterkrigsår. Hvem kunne nu også have forudset det?

Så gode fru Tørnæs, langt ind på erhvervslivets bonede direktionsgange er man slemt i vildrede med, hvad der vil være behov for om bare fem år – den tid, det tager at tage en kandidatuddannelse! Hvordan skulle de unge så kunne forudse, om der er fremtidsperspektiver i deres valg af studieretning? Vælger de derimod i retning af, hvad lyst, interesser og talenter byder dem at gøre, så går det nok sjældent helt galt for dem.

Share
Udgivet i Historie, Medier, Politik, Samfund | Skriv en kommentar

Vintersolhverv

Den lysmilde blideTidligt i morges begyndte hun den lange vandring. Med sommernattens smil på læben og svaler i sit følge. Endnu en stund får vi bie og vente, sukke og længes. Men hun skal være så velkommen, den lysmilde blide.

Share
Udgivet i Natur, Vagabonderende tanker | Skriv en kommentar

Midt i en Fjæzztid

Midt i en Fjæzztid

Aldrig har så mange
troet, de var så ene
om at ha’ forstået det hele.

Share
Udgivet i Begreber, Medier, Vagabonderende tanker | Skriv en kommentar