Symbol og myte

– i Martin A. Hansens digtning

Martin A. Hansen debuterer 1935 med Nu opgiver han, en roman indenfor den socialrealistiske tradition, hvortil også næste værk, Kolonien, må henføres. Herefter skifter MAH spor: fra og med Jonathans rejse (1941) og frem, er alle hans skønlitterære værker kendetegnet ved at rumme mere fantasifulde elementer, end den strengt realistiske tradition kan befatte sig med. Indbrud, der bærer karakter af mytens, og den beslægtede genre, eventyrets, mere symbolske sprog.Med afsæt i tre læsninger af “Paaskeklokken” (Tornebusken 1946) og særlig interesse for symbolets og mytens prægnans, søger jeg i specialet at nå til større klarhed over, hvad det mere specifikt er, symbolet og myten kan – og derved bringer MAH samt bl.a. forfattere som Johannes V. Jensen, Selma Lagerlöf, Karen Blixen og Kerstin Ekman til at forlade det realistiske leje: »værge sig erkendende mod de Fordomme og Magter, som vil forkrøble Digtet, Symbolet, der er bærer af hans Viden.« (MAH i “Konvention og Formaand”, Mindeudgaven bd. 10, s. 112)

De tre læsninger, der snarere må betegnes faser i læsningen, skal tjene til at belyse, hvorfor denne tekst i min første og mere umiddelbare læsning kalder på en symbolsk læsning, og hvad der sker med teksten, når ploven sættes i jorden og lader det mytiske lag vælde op mod overfladen for at indgå i en symbiose med det åbenlyse og ekspliciterede.

Læs artiklen som PDF-fil her (åbner i nyt vindue).

– Speciale i Dansk, 10. semester, februar 2007