Spøgelset i maskinen

En metode til at afklare og udfinde, hvad der ligger bag de begreber, hvormed vi benævner og forklarer rent psykiske fænomener, er sprogfilosofien. Englænderen Gilbert Ryle har i bogen The Concept of Mind (hvorfra der citeres i det følgende) beskæftiget sig indgående med de mentale processer. Bogen er et opgør med den Cartesianske dualisme og de deraf afledte kategorifejltagelser, hvor Ryle hævder, at der sker en forveksling af sprogets grammatiske og logiske form. I sætninger som „Jens bor i et hus“ og „Jens bor til leje“ peger det første prædikat mod en fysisk ting, det andet mod et immaterielt forhold; grammatisk er de ens, logisk må de holdes adskilt. I sådanne forvekslinger mener Ryle, at grundlaget for megen begrebsforvirring skal findes og fremfører sin egen teori, logisk behaviourisme, hvor bevidstheds- eller sjælelivet forstås som dispositioner til adfærd og handlinger.

I et kapitel om viljen, forstået som et bevidst valg eller beslutning, fremføres, at den traditionelle deling af bevidsthedslivet i tre slags irreduktible bevidsthedsytringer: kognitive, emotionelle og konnotative, ikke blot mangler evidens; men at ’myten’ foranlediger et væld af forvirringer og falske sammenhænge og må opgives: „It should be treated as one of the curios of theory.“ (p. 61) Ryle håber at kunne afvise eksistensen af noget sådant som ’vilje’ og ’viljesakter’. Hovedargumentet er, at det kun giver mening at tale om frivillige og ufrivillige handlinger og at denne sondring også giver en bedre forståelse af, hvad der menes, når en person tilskrives en ’stærk’ eller ’svag vilje’.

„Volitions have been postulated as special acts, or operations, ’in the mind’, by means of which a mind gets its ideas translated into facts.“ (p. 62) Med et sådant postulat er opdelingen af verden i to adskilte sfærer ikke til at undgå. Viljen må opfattes som årsag til handlingen og det bliver problematisk at forklare, på hvilken måde de to sfærer berører hinanden: hvordan en mental årsag bliver til en fysisk virkning.

Ryles første indvending er, at ingen omtaler egen adfærd som resultat af en viljesakt. Vi siger ikke, at på det tidspunkt var vi optaget af at ’ville’ vores gøremål, men beskriver disse som konkrete situationer og handlinger. En anden indvending er, er vi aldrig kan iagttage en anden persons viljeakter, men slutter dertil fra en iagttagelse af dennes adfærd – og forudsætter, at adfærden ikke kan være udslag af en refleks eller betinget af vane. Heraf følger, at vi ikke kan rose eller dadle en person uden at det forbliver et kvalificeret gæt, om det overhovedet er en viljesakt, der ligger til grund for adfærden. For det tredje vil det være urimeligt ikke at vedgå, at forbindelsen mellem vilje og fysisk bevægelse må indrømmes at være et mysterium. Ikke af den art, der henligger til senere opklaring, som f.eks. kræftsygdommes helbredelse, men for altid: „Transactions between minds and bodies involve links where no links can be.“ (p. 65) For det fjerde, selv om ’mytens’ formål med begrebet vilje er at forklare, hvorfra kroppens bevægelser har deres udspring, indbærer argumentet, at nogle mentale begivenheder også er et resultat af viljesakter. Men hvad da med viljen selv, er den et udslag af en frivillig eller ufrivillig mental akt? Spørgsmålet fører til uendelig regres og Ryle afviser et forsvar gående på, at viljen ikke kan beskrives som frivillig eller ufrivillig: „If so, it would seem to follow, that it is also of the wrong type to accept such predicates as ’virtuous’ and ’wicked’, ’good’ and ’bad’, a conclusion which might embarrass those moralists who use volitions as the sheet-anchor of their systems.“ (p. 66)

Til brug for en distinktion mellem frivillig og ufrivillig anfører Ryle først, at der er en forskel mellem den brug, begreberne almindeligvis har blandt folk og den, som filosoffer giver dem. I dagligsproget bruges de med få undtagelser kun, når det diskuteres om en handling kan lægges en person til last: om det var hans skyld. Filosoffer tenderer mod at udvide brugen til at omfatte såvel forkastelige som fortjenstfulde handlinger. Men giver det mening at spørge, om en person kunne gøre for, at han var venlig mod et barn? Ryle mener, at løsningen på dette problem er enkel: „For making mistakes is not an exercise of competence, nor is the commission of making slips an exercise of knowledge how; it is a failure to exercise knowledge how.“ (p. 69) og konkluderer „The tangle of largely spurious problems, known as the problem of the Freedom of the Will, partly derives from this unconsciously stretched use of ’voluntary’ and these consequential misapplications of different senses of ’could’ and ’could have helped’. (p. 69)

De to betydninger af at ’kunne’ i dagligsprogets forstand, som Ryle hentyder til, kan forstås som det at kunne ét fremfor noget andet, hvor uforskyldte fejltagelser og tilfældigheder gør udslaget. Modsat det at kunne i kraft af evner og tilegnede færdigheder, hvor muligheden for at fejle eller undlade at gøre sig umage er tilstede. Kun i det sidste tilfælde kan der rejses bebrejdelser eller anklager mod en person. Og her kommer der et nyt aspekt til; spørgsmålet om viljestyrke, beslutsomhed: blev der handlet resolut? „Note that it is no part of the definition of resoluteness or of irresoluteness that a resolution should actually have been performed. A resolute man may firmly resist temptations to abandon or postpone his task, though he never went through a prefatory ritual-process of making up his mind to complete it.“ (p. 71) Beslutsomheden er ikke funderet i en forudgående mental proces, men den viljestærke har en tilbøjelighed til at holde fast i fortsætterne, hvor den viljesvage nemmere giver op og finder undskyldninger for at opgive eller udskyde sit forehavende. Viljestyrke er en konkret fremvisning af vedholdende at holde sig målet for øje. Og den manifesterer sig, når vanskelighederne ved et foretagende er store.

Det er Ryles pointe, at i dagligsprogets anvendelse af begreberne ’frivillig’, ’ufrivillig’ og ’ansvarlig’, anvendes de hele tiden ud fra en bedømmelse af, om en person har grunde eller mangler grunde for sine handlinger. I den omtalte filosofiske sammenhæng får de en udvidet betydning, hvor de anvendes om alle udfoldelser, der kan beskrives som gunstige eller ugunstige ud fra kriterier baseret på dygtighed og hvad det ellers er muligt at godtage i denne sammenhæng. En anvendelse, der grunder sig på et behov for et begrebsapparat, hvormed der kan skelnes mellem ånd og ren natur. Et behov, der er blev skærpet med videnskabernes kortlægning af mennesket og dets verden: „alarm at the Bogy of Mechanism.“ (p. 73)

Denne frygt for, at alle forhold i verden en dag kan forklares ved mekaniske love, deler Ryle ikke: „Physicists may one day have found all the answers to all physical questions, but not all questions are physical. The laws that they have found and will find may, in one sense of the metaphorical verb, govern everything that happens, but they do not ordain everything that happens. Indeed they do not ordain anything that happens. Laws of nature are not fiats.“ (p. 74) Synspunktet illustreres med en metafor, hvor en videnskabelig trænet tilskuer får lejlighed til at følge et spil skak således, at han kun ser skakbrættet efter hvert træk. Efterhånden vil han opdage, at der er forskellige typer af brikker med bestemte, lovbundne bevægemønstre. Tilsidst har han lært sig alle lovene for spillet og mener at kunne forudsige dets gang, da han får mulighed for at følge spillet i sin helhed: „Heartless necessity dictates the play, leaving no room for intelligence or purpose.“ (p. 75) Spillerne forklarer ham, at selv om hvert træk er regelbundet, er ikke et eneste forordnet eller dikteret. Trækkene kan ikke forklares ved spillets regler, men kun ved spillernes overvejelser og tilegnelse af taktiske principper. Uden reglerne var der intet spil! Spillet styres af to principper og det ene kan ikke reduceres til det andet. „Hence there derive two quite different sorts of ’explanations’ of the moves, neither of which is incompatible with the other. Indeed the explanation in terms of  tactical canons presupposes that in terms of the rules of chess, but it is not deducible from those rules.“ (p. 76)

Ryle drager ligeledes en parallel til sproget, hvor grammatikken giver reglerne for dets anvendelse, men deraf kan ikke udledes hvad, der bliver sagt. Omvendt kan man ikke sige stort uden kendskab til grammatikken. Til slut advarer han mod, hvad han finder er en hyppig fejltagelse: at naturen er undergivet mekaniske love frister nogle til at betragte den som ét stort konglomerat af maskiner. Men bortset fra de menneskeskabte, som f.eks. vindmøller og turbiner, findes der ikke i egentlig forstand maskiner i naturen. I solsystemerne kan vi finde noget, der minder om maskiner: selvopretholdende og stadigt gentagende de samme trin – som et ur. Ellers skal vi paradoksalt nok betragte de levende organismer for at finde analogier til maskinerne: „The movements of the heavenly bodies provided one kind of a ’clock’. It was the human pulse that provided the next.“ (p. 80)

Share