Bent Larsen – et portræt

Den danske skaklegende, Bent Larsen, døde i går aftes i sit hjem i Buenos Aires: torsdag den 9. september 2010. Det beretter danske medier i dag, fredag. Nedenstående portræt er baseret på et få uger gammelt telefoninterview.

Kun skakentusiaster og folk over 40 kender Bent Larsen i dag. I foråret fyldte han 75 år, hvilket blev fejret stort i de danske aviser. Bent Larsen havde sin teenageropvækst i Aalborg og afsluttede sin skolegang på Katedralskolen i 1952: student med udmærkelse. Den Kolde Krig omspændte alt i perioden 1948 til 1991, skræmmende nær ved at blive ’varm’ netop i de år, hvor Bent Larsen modnedes og skulle vælge sin fremtid. Her er fortællingen om manden, der satte alt på ét bræt – og trak tænder ud på den russiske bjørn.

Engang var verden kold. Meget kold. Vest frygtede Øst og omvendt. Ingen troede hinanden over en dørtærskel – begge parter kunne udslette hinanden adskillige gange. Missilerne pegede uafbrudt mod deres mål. Et tryk på en knap, og kloden ville ligge øde hen. Men foreløbig vrimlede verden med spioner og agenter fra hemmelige tjenester. Så hemmelige, at præsidenter og regeringsledere måske knap vidste besked med, hvad deres egne tjenester egentlig foretog sig?

Dette ved alle, der er opvokset efter 2. Verdenskrig og frem til Murens fald og Tysklands genforening.

Det var kampen mellem ideologierne – kommunismen mod kapitalismen. Det var Kennedy mod Khrusjtjov. Det var CIA mod KGB, og der var koder og checkpoints overalt. Det var i dét miljø, Vestens helt blev født. Navnet var Bond… James Bond. Et miljø af mistro og blå briller. En atmosfære tyk af skepsis og rygende pistoler og giftige paraplyer. Ned ad alle vægge drev den kolde angst. Angsten for den dag, hvor store paddehatteskyer ville dække himlen og slukke alt liv med deres brændende varme og efterglød af usynlig, dødbringende stråling.

Men det var også Bent Larsen mod en hærskare af russiske skakspillere.

Unge Larsen fra Nordjylland. Unge Larsen der tog sin studentereksamen på Katedralen i Aalborg.

En sjælden overraskelse

Bent Larsen er et usædvanligt menneske, og han har haft et liv som få. Allerede som 21-årig spillede han uafgjort – remis, som det hedder i skaksprog – mod verdens bedste skakspiller, en russer naturligvis. Navnet var Mihail Botvinnik, året var 1956 og scenen Den Røde Armés Teater i hjertet af Moskva. Den russiske verdensmester grublede tre kvarter over trækket. Publikum holdt vejret, da den unge dansker svarede igen og vendte Botvinniks selvtillid til forbløffet ængstelse.

En dyst, der selvfølgelig står mejslet i erindringen. Larsen beretter herom: ”Jeg oplevede det på den måde, at jeg blev overrasket. Det er den eneste gang, jeg har spillet bedre, end jeg troede, jeg kunne. Der var ikke noget i vejen med selvtilliden. Jeg var sikker på, at jeg nok skulle blive stormester for eksempel. Måske ville det tage endnu et par år – og så lige pludselig, så var jeg der. Jeg har flere gange spillet dårligere, end jeg troede muligt. Men at jeg spillede bedre, end jeg troede, jeg kunne – det er kun Moskva 1956!”

Nuvel, russeren klarede remisen hjem i denne OL-skakfinale, men Larsens samlede score var højere end verdensmesterens. Det blev den første helt store skalp i bæltet for den nordjyske bjørnetæmmer, Bent Larsen. Han blev kåret til stormester for en indsats, som duperede og begejstrede hele skakverdenen.

Magtens korridorer

Russerne – eller Sovjetunionen – havde straks efter 2. verdenskrig valgt skak som et af de vitale områder, hvor den ideologiske kamp mod Vesten og kapitalismen skulle udkæmpes. Millioner af talentfulde børn blev testet og de absolut fremmeste udvalgt. Deraf en overlegen dominans, hvor 9 ud af 10 af verdens bedste skakspillere kom fra Sovjet. De blev plejet og passet, nød særlige privilegier og behøvede ikke bekymre sig stort om andet end at spille skak på højeste plan: de var professionelle, de fik en stab af rådgivere tilknyttet.

Yderst få i Vesten, ingen i Danmark, kunne dengang håbe på en professionel skakkarriere. Slet ikke med blot tilnærmelsesvis samme opbakning og dermed lige odds mod de russiske suveræner. Hvordan lykkedes det den unge Larsen at kæmpe sig frem til en førende position i denne magtens arena?

Vi skal tilbage i tid for at forstå baggrunden.

Et vintereventyr

Bent Larsen kommer til verden i Thisted i 1935. Rammen er en ganske traditionel og borgerlig familie, hvor moderen går hjemme, passer hus og de i alt tre søskende. Faderen er postassistent og politisk engageret i Venstre. Under besættelsen var han udpeget til at overtage ledelsen af Venstre, ifald partiledelsen måtte gå under jorden. Efter de tidlige år i Thisted flytter familien i 1941 til Holstebro.

Vinteren 1942, besættelse og isvinter knuger landet. Vinden kommer fejende ind fra den russiske taiga, bidende kold. De danske farvande er lukkede overalt af et metertykt isdække, og årets to første måneder er ekstremt strenge. Det er den koldeste vinter i mands minde, men det kan unge Larsen ikke tale med om – endnu er han blot en purk på seks år.

”I januar 42 lå jeg i sengen det meste af tiden. Overgangen fra Tilsted Skole med 80 elever til Holstebro med 1500, der var presset sammen i den nye afdeling, der var beregnet til 600 – de ubudne gæster havde beslaglagt den gamle afdeling på den anden side af Danmarksgade – denne overgang var svær at tage, så jeg blev smittet med næsten alt undtagen skarlagensfeber,” skriver Bent Larsen i et tilbageblik. (kilde: Skakbladet)

Under det lange sygeleje banker kedsomheden på døren. Det gør heldigvis også en lidt ældre ven, Jørgen. Den betænksomme kammerat låner Bent et skakspil og bringer dermed noget nyt ind i hans liv: kendskabet til skak. Snart er spillet i gang, og Bent taber naturligvis. Det gør han også mod sine forældre, der begge har spillet som børn. For en kort stund, thi bogormen Bent finder hurtigt masser af viden og inspiration i bøger om skak. Hjemmets enlige bog om emnet bliver suppleret med bibliotekets samling, og der skal ikke gå lang tid før forældrene er eliminerede som modstandere. Bent melder sig ind i skakklubben, spiller korrespondanceskak og læser og læser. Om Kongegambit og andre farverige begreber som bare må omsættes og prøves af på brættet. Om strategi og taktik, om åbninger og positioner, om finurligheder og finesser…

Bare 12 år gammel er han kendt og frygtet for sin brug af overraskende åbninger og utraditionelle træk. En styrke, han med tiden skal perfektionere og gøre til sit kendetegn.

Årene i Aalborg

Faderen avancerer til postmester, og familien flytter derfor i 1950 til Aalborg. Fra den tid mindes Larsen især lærerne med taknemmelighed: ”De var fine mennesker og i overkanten af det niveau, man normalt regner med at finde på gymnasiet. Der var en matematiklærer, som jeg tænkte på for få dage siden, og han hed Arne Christensen. Han døde desværre for ret nylig, men han var en fin mand. Og der var William, som vi havde i fysik og som var fremragende – langt over hvad der er normalt gymnasieniveau. Mens vi havde ham, blev han doktor i noget atomteori, noget med atomare væsker. Og jeg husker også meget, meget glimrende den gamle Stemann. Det var ham, der var prorektor under besættelsen, da danskerne af tyskerne blev tvunget til at holde sig i baggrunden på grund af Churchill-klubben. Stemann, han var også virkelig en ualmindelig fin … et fremragende menneske.”

Der bliver også tid til skak, og den gode stad Aalborg med omegn bliver snart nedkæmpet, idet Larsen vinder både klub-, by- og amtsmesterskabet. Territoriet er under rivende ekspansion. Han bliver mesterspiller (Odense 1951) og landsholdsspiller (Herning 1952) – og han bliver udtaget til at spille junior-VM i Birmingham samme år. Sådan!

Natteravnen

Men det giver jo ikke brød på bordet. Med studenterhuen på snur flytter unge Larsen til København i 1952, melder sig ind i skakklubben dér – og på Polyteknisk Læreanstalt, som det hed dengang. Om det nu var i den rækkefølge eller ej, så blev det prioriteringen. Skakstudierne tager Larsens bedste tid: de sene nattetimer. ”Ja, her er der måske i det sidste år sket ændringer. Jeg påstod jo tidligere, at jeg var født på en planet, hvor døgnet havde mere end 24 timer. Så blev det jo senere og senere, jeg havde ingen lyst til at sove. Sådan er det ikke helt længere, og det har nok med helbredet at gøre,” fortæller Larsen.

Ved Påsketurneringen i Århus 1954 bliver det kun 19-årige talent danmarksmester for første gang, og med en høj score ved OL i Amsterdam samme år får han titel af international mester. Tempoet er højt, og deltagelse i talrige turneringer fører til mange og lange rejser kloden rundt. Larsen udvikler sig til en frygtløs verdensmand, der føler sig hjemme overalt.

Spionen, der kom ind fra vest

Da han 1956 møder verdensmesteren Botvinnik i Den Røde Armés Teater, har han både et omfattende studie af skakspillets teori med i bagagen, og han har allerede samlet sig solid erfaring med dets praksis og psykologi. Under store klapsalver og med verdenspressens bevågenhed kåres han til verdens tredjeyngste stormester – Danmarks første og på det tidspunkt eneste.

Hele den russiske lejr skal de kommende år få travlt med at analysere Larsens træk og spillestil. Den ukendte nordjyde med rødder i Thisted, Holstebro og Aalborg sætter Danmark på landkortet midt under Den Kolde Krig med dens mange fronter, hvor Vest og Øst rivaliserer i alle mulige og umulige sammenhænge og hævder henholdsvis kapitalismens og kommunismens overlegenhed, som politisk styreform og ideologi – i kort form: individ versus kollektiv. I James Bond filmen From Russia with Love (1963) tematiseret som en del af den dunkle verden, hvori agenter opererer – ene mod overmægtige kræfter.

Et vindende væsen

Larsen er som person netop individualist over en kam. Et menneske, hvor en stærk vilje og en formidabel selvtillid udgør rygraden. Et aggressivt og excentrisk geni med et i dobbelt forstand vindende væsen, kendt for kreativ brug af usædvanlige åbninger og atypiske positioner under spillet, hvor hans foretrukne metode er improvisation frem for system – med overraskelser som trumf.

En skarp psykolog, for hvem skak nok udspilles med 32 brikker på et bræt med 64 felter, men slaget står mellem to mennesker. Det gælder om at gøre modstanderen utilpas, så denne trættes og udmattes – og til sidst forglemmer sig i et afgørende moment.

Når skak bliver til kunst

Sport, videnskab eller kunst? Skak er i Larsens optik ikke kun logik og beregning. I teorien kan man beregne alle mulighederne, men ikke i praksis. Der må man på et tidspunkt forlade sig på intuitionen, fornemme og føle sig frem. Skak kan ofte minde om en matematikopgave, til andre tider snarere en dramatisk boksekamp – og i nogle få tilfælde: kunst! Larsen håber, at han har bidraget mest til den sidste kategori.

Som alle kunstnere er Larsen en éner og en outsider med kompromisløs hang til at sætte alt på ét bræt – frem for det sikre eller uafgjorte. Et remis er ham aldrig nok, og det koster formentlig VM-titlen trods tre forsøg: i 1965 mod Mikhail Tal, 1968 mod Boris Spasskij og 1971 mod Bobby Fischer.

Netop den dybe aversion mod at spille uafgjort – eller halvhjertet – har utvivlsomt også skaffet Larsen flere af hans største sejre. Tre gange vinder han interzoneturneringen – det uofficielle verdensmesterskab: 1964 i Amsterdam, 1967 i Sousse i Tunesien og 1976 i Biel i Schweiz. I perioden omkring 1969-1972 ligger han stabilt med en placering som nummer 3 på verdensranglisten, og han deltager to gange i den prestigefyldte holdmatch, USSR (Rusland) mod Resten af verden: i Beograd 1970 og i London 1984.

Forfatterskabet

Sideløbende med de mange dyster og rejser verden rundt begynder han et omfattende forfatterskab. Den første bog, Åbningsspillet i skak, udkommer 1957 og mange andre skal følge foruden talrige artikler og essays i såvel danske som internationale medier. Larsen bliver en kendt og agtet formidler af skakspillet på internationalt plan. Seneste udgivelse er fra i år og med den meget sigende titel: Alle brikker angriber!

Larsen er stadig et aktivt menneske og har trods sine 75 år ikke opgivet at gøre sig gældende i international sammenhæng. Tempoet er dog sat ned. Sukkersyge har tæret på kræfterne, og efter en kollaps ved Skak-DM i 2000 måtte han igennem to hjerneoperationer for en akut væskesamling i hjernen.

Men skakspillerens hovedstol, intellektet, er bevaret! Larsen følger livligt med i skakverdenens aktuelle begivenheder og foretager daglige og timelange analyser af skakspil i sit hjem i Martinez, en forstad til Buenos Aires i Argentina. Her har han boet siden 1984 med sin hustru, den argentinske advokat Laura Benedini. Allerede i 1974 søgte Larsen ud i verden og bosatte sig i første omgang på Gran Canaria. En kosmopolit, der taler ni sprog og føler sig hjemme overalt på kloden, hverken kan eller vil bruge sit liv på kontroverser med det danske skattevæsen.

Politisk engageret

Var det ikke blevet skak, så var det nok blevet noget med at skrive, i al fald ikke et liv som ingeniør. Politik kunne også have været en mulighed. Faderen lokkede engang med en sikker kreds hos Venstre, og Poul Hartling spurgte også et par gange, men Venstre var nu ikke Larsens parti. Han er radikal, dog uden at være medlem, og da de radikale spurgte i 1974, var fuglen fløjet og sad muntert kvidrende på Gran Canaria.

Larsen er fuldt bevidst om, at han som skakspiller selv blev en brik i et større og mere omfattende spil. Men han brød sig ikke om det politiske system i Sovjetunionen og nød derfor i særlig grad at vinde over sovjetspillerne.

Politik interesserer fortsat Larsen meget, men et liv som politiker? ”Nej, det har andre overvejet for mig, og det har jeg sagt nej til. Det besluttede jeg meget, meget tidligt, at jeg ikke ville. Og for så vidt også, at jeg ikke ville være præsident for verdensskakforbundet. Det tog jeg også stilling til meget tidligt. Senere har der et par gange været forsøg på at presse mig. En af dem, der forsøgte, var Kasparov. Han ringede og snakkede i 45 minutter, og han forstod altså lidt sent, at jeg var urokkelig. Der var ikke noget at gøre, jeg var jo en stædig rad.”

Mens legen er god

Stormesteren og koldkrigeren fortryder intet. Han har set og oplevet mere end de fleste. Han er og forbliver et legende menneske: Homo ludens! Et gammelt mundheld afviser han prompte med skarp og veltrænet logik. Det er noget vrøvl, at man skal stoppe, mens legen er god. Når den netop er god, hvorfor så stoppe?

Hvad vil Larsen gerne huskes for? ”Jeg véd, hvad jeg vil blive husket for, for jeg var den første der begyndte at vinde turneringer, som altid var blevet vundet af russerne de sidste mange år – og så begyndte jeg at gøre det.” Larsen mindes en artikel fra 15. august 1967 i sovjetavisen Pravda, hvor det kommer til udtryk, at: ”Russerne, de var altså dekadente og de skulle tage eksempler i Larsen. Det syntes jeg var glimrende, og af bare begejstring vandt jeg 4 turneringer i træk!”

Når musikken spiller

En anden af Larsens livslange passioner er musik. ”Jeg er ikke jazz fan, men jeg kan godt lide det meste New Orleans-jazz. Og jeg kan også godt lide Beethoven. Jaja! Og Bach, jojo. Og Mozart, jojo. Og Schubert… Schubert! En af mine venner plejede at sige: ’hvis der er et klaver i nærheden, og jeg vil forføre en pige, så sætter jeg mig bare til klaveret og spiller Schubert.’ Og det kan jeg for så vidt godt anerkende som en – hvad skal vi kalde det? – en sportslig løsning på det der forførelsesproblem.” Men Larsen spiller ikke selv klaver. Som barn blev han tvunget til det af sin mor, men han holdt op som 17-årig. ”Og siden har jeg ikke nogensinde rørt et piano med begge hænder.”

Efter alle årene i udlandet er passet stadig dansk, men der er ingen planer om at vende tilbage til Danmark. Kun når han drømmer eller skal tænke meget abstrakt, må det nødvendigvis foregå på dansk. Rødderne fornægter sig ikke trods et langt og omskifteligt liv. Som han selv siger om det danske sprog, han stadig taler perfekt: ”Jeg skriver det jo engang imellem, men taler det ret sjældent. Men det glemmes ikke!”

Fædrelandet har heller ikke glemt stormesteren, der har inspireret og støttet så mange danske skakentusiaster gennem årene. Bent Larsen fejres hele 2010 ud med skakarrangementer i stor skala. Læs nærmere herom og om Bent Larsen i Dansk Skak Unions særnummer i anledning af de 75 år – det kan hentes som PDF-fil på www.dsu.dk.

9 hurtige til Bent Larsen

  • Hvilken årstid holder du mest af? ”Det er jo afhængigt af, hvor på kloden jeg befinder mig. I Danmark vil jeg nok ikke som Bjørnson ’vælge mig april’. I Danmark, der vil jeg helst have sommeren. Men her vil jeg nok hellere have foråret eller efteråret. Sommeren, den kan godt være lidt for varm.”
  • Er du by- eller naturmenneske? ”Jeg er ikke særlig meget naturmenneske. Det er måske en af mine defekter.”
  • Har du husdyr? ”Det har jeg aldrig haft, og det er mere eller mindre et princip.”
  • Hvad laver du i din fritid? ”Jeg kan lide at læse en god bog. Jeg kan også lide at se et godt program i fjernsynet, men de er meget sjældne. Der er næsten ingen!”
  • Dit yndlingscitat? ”Der er mange, virkelig mange. Men der sker jo apropos!”
  • Din yndlingsforfatter? ”Dostojevskij, især de små romaner. Og Steinbeck – men han er vel glemt i vore dage.” Larsen mindes sin far, der introducerede ham for Steinbeck. Og titler som Rutebil på afveje. Og han nævner Hemingway og Louis Bromfield.
  • Din yndlingsfilm? ”Jeg har ikke tid til at se mange film. Men der er jo vidt forskellige genrer, og der kan jeg godt nævne, at jeg synes, at Dreyer er en stor, stor filmmager.”
  • Danser du tango? ”Nej, jeg danser ikke. Jeg danser slet ikke.” Larsen beretter om, hvordan han som lille dreng blev tvunget af forældrene til at danse folkedans. Det var under besættelsen og en national manifestation, men dansen kunne han slet ikke lide. ”Om det har medført, at jeg aldrig rigtigt begyndte at danse, det ved jeg ikke.”
  • Har du et motto, du lever du efter? ”Nej!”

Det vidste du ikke om Bent Larsen …

… Mogens Glistrup har engang foreslået Bent Larsen som Danmarks statsminister.

Tidslinie

1945:             FN dannes af 51 stater
1948:             FN vedtager ”Verdenserklæringen om Menneskerettighederne”
1948-1949:   Blokaden af Vestberlin – kan ses som begyndelsen på Den Kolde Krig
1949:             CIA oprettes
1950-1953:   Koreakrigen
1953:             Josef Stalin dør, Nikita Khrusjtjov tager over
1954:             Sovjets hemmelige statspoliti får navneforandring til KGB
1956:             Den ungarske opstand, Khrusjtjov fordømmer Stalin og alle hans gerninger
1959:             Khrusjtjov besøger som den første sovjetiske leder USA:
1959-1975:   Vietnamkrigen
1960:             FN’s hovedkvarter – den iltre Khrusjtjov knalder sin sko i talerstolen
1961:             Svinebugten og Berlinmuren
1962:             Cubakrisen – verden holder vejret, på randen af en altudslettende atomkrig
1963:             John F. Kennedy myrdes i Dallas
1964:             Khrusjtjov kuppes og efterfølges af Leonid Bresjnev
1968:             Foråret i Prag, Martin Luther King og Robert Kennedy myrdes
1979-1989:   Den afghansk-sovjetiske krig
1985:             Glasnost (åbenhed) og Perestrojka (omstrukturering) – Mikhail Gorbatjov fører an
1989:             Murens fald og udfasning af Den Kolde Krig
1991:             Sovjets opløsning og afslutningen på Den Kolde Krig – Boris Jeltsin skyller efter

Fakta om Bent Larsen

Født: 4. marts 1935 i Tilsted ved Thisted, fulde navn Jørgen Bent Larsen
Opvækst: Thisted 1935-1940, Holstebro 1941-1950, Aalborg 1950-1952
Uddannelse: student fra Aalborg Katedralskole 1952, stud.polyt. i København 1952- , fra midten af 1950’erne gradvist professionel skakspiller
Skakkarriere: landsholdsspiller 1952, international mester 1954, stormester 1956 med guld ved skak-OL, hædres 1967 som den første med Chess Oscar, tabte 1971 semifinalen til Bobby Fischer, opgav dog først 1989 definitivt at vinde et VM
Forfatterskab: Åbningsspillet i skak (1957), 50 Udvalgte partier (1969) samt andre bøger og talrige artikler om skak, oversat til alle hovedsprog
Civilstatus: gift med Laura Benedini, argentinsk født advokat
Bopæl: flyttede 1974 til Gran Canaria, men har siden 1982 en stor del af tiden opholdt sig i Martinez, en forstad til Buenos Aires i Argentina
Død: 9. september 2010 i sit hjem i Martinez

Share