En dag i en redebyggers liv

Gærdesmutte, fotoEn af de gamle, tilgroede stenbroer i Østerådalen er det perfekte sted at bygge rede for en gærdesmutte. Det betroede den mig selv, da jeg i går forsøgte at slå en passiar af med den. Videre meddelsom var den nu ikke og syntes kun at beherske to gloser: »Tiden iler …« Dermed er nu også meget allerede sagt, og så gik den vævre lille fyr ellers i gang. Gesvindt for den frem og tilbage mellem broen og et træ, hvor det herligste mos groede ene og alene for, at dens unger skal have det lunt og godt i den kommende tid.

Mosset blev formelig flået af det arme træ og straks hjemført til reden. På vej ud derfra efter den næste mundfuld mos var den altid påpasselig og biede en kende: mon ser nogen mig og min hemmelighed, reden? Men ellers; nej, kaffepauser og sladder havde den ej stunder til.

Stillitsen kom til og fulgte tavst beundrende, hvordan dagens dont skred frem for vor lille ven. En musvit var ikke ganske fornøjet med denne eksotiske og farvestrålende fætter, skønt den hører naturligt hjemme i hele Europa, Nordafrika og langt over i det vestlige Sibirien. En rigtig verdensborger.

Mere løjerlig er da også skeanden at skue, men igen noget af en verdensborger, som er vant med, at folk og fæ studser over dens fremtoning. Mange spørger bekymret til dens velbefindende, for det kan næppe være rart at være så næbbet.

Værst var dog, at også en skovskade kom til og lurede lovlig agtsomt på, hvad gærdesmutten havde gang i. Altid rart at vide, hvor der kan blive en godbid at hente, tænkte den vel. For sådan er livet jo derude i naturen.

Kun nådesløsheden bliver helt mæt hver dag …

Flere fotos i albummet her.

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Dyr, Foto, Natur. Bogmærk permalinket.