Menneskets kår

Menneskets kår: „Navigare necesse est, vivere non”

I filosofien synes et evigt aktuelt spil at være i gang og det vil ikke finde en slutning. Det udfolder sig i spændingsfeltet mellem livsanskuelser og standpunkter, der begrunder sig på tanker om et determineret livsforløb contra et liv med muligheder, som det aktive og handlende individ selv kan bringe til udfoldelse. Den deterministiske holdning kan udspringe af fatalisme, religiøs tro eller begrundes i psykologiske og sociologiske fænomener eller udfra en historisk anskuelse. Også den naturvidenskabelige forståelse af menneskets kår kan have svært ved at hævde den frie vilje. Ikke des mindre føler vi os flest nok grundlæggende stillet frit og i besiddelse af mulighed for at vælge. Valget er ikke nødvendigvis behageligt, men det er vort! Og livet synes gang på gang at fordre et klart og personligt svar på de foreteelser, der møder os på vor vej.

Det frister til at stille spørgsmålet, om vi måske ser en modsætning, hvor det egentlig er en helhed, en syntese, der træder frem?

Kristendommens lære om prædestinationen er en af de mere barske formuleringer af et deterministisk  standpunkt. Tanken om fra al evighed at være udvalgt af Gud til evig salighed eller fortabelse, uanset hvordan det i timeligheden har forholdt sig med synderegisteret og de gode gerninger – den synes at fordre en stærk bekendelse og fast tro. Det er da heller ikke en lære, der tordner fra prædikestolen hver søndag og gennem tiderne er den blevet betonet mere eller mindre stærkt. Men den har rumsteret i kulisserne; fra Paulus og Augustin frem til Luther og Calvin og om den i dag springer mindre i øjnene, skyldes det måske mere et flygtigt forhold til kristendommen end en egentlig og officiel ændring af dennes indhold…

Men hvordan tager det sig nu ud for et nutidigt menneske, der søger svar ud fra en rationel tilgang til livet baseret på naturvidenskabelige kendsgerninger – herunder Darwins evolutionslære – og som i det højeste tager tanken om et liv efter døden for en mulighed, der ikke på forhånd kan afvises? Kort sagt, et menneske, der satser på Leibniz’ ord om „denne, den bedste af alle tænkelige verdener”, og ikke efter døden forventer andet end … græsset, der gror over graven. Må ikke også den indstilling fordre en styrke, der trodser alt? Og end ikke har en tro at stive sig af ved…

Næppe i det daglige; vi vide nok besked og formår at distancere ubehagelighederne et langt stykke ad vejen; men når døden rammer i den nærmeste kreds og omsider os selv, da er det jo også den evige fortabelse, der venter. Om vi ikke er så heldige at få tiden og evnen til at efterleve Karen Blixens ord:

„Vi maa præge Livet mens vi har Magt over det,
at det ikke skal lukke sig naar vi gaar ud af det, uden Spor.– ”

Og mærker vi, at dette lykkedes os, kan det vel også kaldes evig salighed, om end måske i en anden udlægning end den kristne. Læren i prædestinationen synes at rumme en almen gyldighed. Tro eller ikke tro; analogien er nærliggende!

Thi det grundlæggende ved menneskets kår fremturer i sin enkelhed: intet er os garanteret på forhånd undtagen den sikre tilintetgørelse. I den tid, vi får til rådighed, er stærke kræfter på spil. De virker såvel indefra som fra omverdenen og ved ethvert forsøg på at undsige dem, gør vi i realiteten os selv umyndige: det ikke erkendte, kan vi ikke have magt over. Et gyldigt liv vindes kun ved et ubetinget Ja til livet og dets muligheder på godt og ondt. Det handler ikke om determinisme contra den frie vilje; men om evnen og viljen til dette Ja – alternativet findes ikke. Kun står det frit at opgive livet: i selvmordet; som en fysisk handling eller en mental glemsel længst muligt. Det skorter ikke på tilbud om uforpligtende underholdning!

Livet er ikke logisk og det er end mindre retfærdigt. Ingen livsanskuelse, enten den baseres på hverdagens erfaringer eller har et solidt filosofisk eller teologisk fundament, vil kunne ændre herved. Dokumentation herfor står skrevet i ethvert menneskes historie. Og kan læses i dagens avis; ikke dagen i dag – en hvilken som helst dag! Er livet da trist og meningsløst? Nej, det lader sig blot ikke indfange i vore begreber.– Det dølger sig i løndom, bag stadigt skiftende kontraster og stemninger; i en længsel, der ikke kan finde opfyldelse. J.P. Jacobsens forunderlige ”Der burde have været Roser”  tør antyde meningen; her kun de første linier:

„Der burde have været Roser.
Af de store, blege Gule.
Og de burde have hængt ud over Havemuren i en overdaadig Klynge, ligegyldigt dryssende de sarte Blade ned i Hjulsporene paa Vejen: et fornemt Glimt af al den yppige Blomsterrigdom derinde.
Og lad dem saa have den fine forbidragende Rosenduft, der ikke er til at fastholde, der er som af ukjendte Frugter, Sanserne fable om i deres Drømme.
Eller skulle de have været røde, Roserne?
Maaske.
De smaa, runde haardføre Roser kunde det være, og saa skulde de hænge der i lette Ranker, blankløvede, røde og friske og være som en Hilsen eller et Fingerkys til Vandreren, der træt og støvet kommer gaaende saa midt ad Vejen, glad over at han nu kun har det halve af en Fjerdingvej til Rom.
Hvad nu han tænker paa? hvad nu hans Liv det er?”

Livet opstår, hvor modsætninger brydes; helheden er i kontrasternes spil. Begrebsparret Frihed-Nødvendighed kan ikke forstås enkeltvis; udelades det ene, tømmes det andet for betydning – på samme vis som Liv-Død.

Share