En modig kvinde på tinge

I en kronik, Dommertørklædet og de to regimenter bragt i Politiken den 14. maj 2008, tager Birthe Rønn Hornbech på prisværdig vis til genmæle mod DF’s evindelige hetz rettet mod bestemte minoriteter i Danmark, især én: muslimerne. Et vedvarende forsøg på at score stemmer på utryghed og angst, senest udmøntet i den famøse – for ikke at sige infame – ‘burka-annonce’. En stor tak til BRH for det store mod, denne velskrevne, kloge og nuancerede kronik er udtryk for!

Mod har det krævet at skrive disse velovervejede ord! Ikke ord tabt ud af munden under et overrumplende interview; formentlig er de affødt af lang tids ophobet frustration over forhold, BRH som menneske ikke kan forliges med, men som minister dog har måttet tåle.

Nu vakler ministertaburetten, desværre. Dog næppe overraskende for BRH selv. Det gule kort er omgående blevet tildelt med Anders Fogh Rasmussens altid skråsikre og arrogante: vi alene vide. “Der er ikke fugls føde i den sag”, er vi ofte nok blevet belært om. Mon AFR nærmere har overvejet, hvor lidt de fleste fugle lever af, skønt det dagligt gerne er flere gange egen vægt, de kaperer?

Her kommer BRH imidlertid med et udspil, en opfordring til en vals, der måske omsider kan tvinge til grundige overvejelser vedrørende VOK-konstellationen. Thi dér har Pia Kjærsgaard undtagelsesvist ret: ikke VKO, men VOK – lyder det ikke besnærende nær et ‘vogt jer’?! Længe nok har V og K klinet sig op ad den pæne, runde vokal i midten, der vogter så vel om rigets indre tilstand og lover tryghed og velfærd til alle, som med rette kan tilkomme disse goder. Men O’et er selvcentreret og lukket om sig selv, giver ej støtte til andet end hadefulde angreb på ‘bekvemmelighedsflygtninge’, der helt uhørt vil nasse på den smule hårdt tilkæmpet rigdom, vi i vort ansigts sved og gennem slægters tunge gang har skabt.

Eller har vi ved nærmere eftertanke kanske ranet en god bid af den fra netop selvsammes forfædre? Begyndende med vikingetidens erobringstogter, fortsat under korstogenes plyndringer – meget sigende flagende under missionerende gevandter – og rundet pænt af med en periode som immer stolt søfartsnation, hvor vi måske nok forblev blandt de mere beskedne koloniherrer, men dog herrer… Med ret til at tage, hvad vi nu fandt godt at bringe med hjem! Deriblandt fagre møer, hvor man knap kan tro andet end, at de må have født en god del børn i vor egen midte. Oh vé, oh skræk: gik danskheden mon til grunde, allerede inden Harald Blåtand fik plantet vor ‘dåbsattest’ i Jelling?

Hvorom alt er, i disse mange hundrede år var vi dog i det mindste udadvendte, stod i et levende forhold til andre lande og kulturer. Af samme grund blev vi også klogere: på os selv, på andre og på tilværelsen i al almindelighed. Og deri lå måske den sande rigdom, sand i betydningen vedvarende. En rigdom, vi ej helt kan miste, skønt stærke kræfter har travlt med at lukke landet og blot  skikke et par symbolske soldater ud at lege med vejsidebomber i krige, der aldrig kan vindes. Endsige legitimeres; Saddam Hussein skal ikke begrædes, men det Irak, vi har forladt, det skal! Og når vi har så svært ved at finde anstændige forhold at byde nogle få hundrede mennesker fra samme land, da må vi hulke over egen smålighed. Eller værre endnu – mangel på både anstændighed og gæstfrihed.

Vil man nu gøre sig den ulejlighed at læse, hvad BRH rent faktisk skriver og ikke sådan, som man ud af egne holdninger ønsker at tolke den, da er det svært at overse den nøgterne saglighed og det nuancerede menneskesyn, kronikken bæres af. Stik modsat Pastor Krarups forsøg på et modspil: en “Hædersbevisning at blive kaldt anti-muslimsk“, giver han ifølge Jyllands-Posten udtryk for samme dag, som BRH’s kronik bringes.  En opfattelse, end ikke fætter Langberg undgår at blive lidt bekymret over…

Vi er vist mange, der længe og dygtigt har måttet græmmes grundigt over den xenofobi og splittelse, som DF i fællig med sine fløjpartier har fremelsket med stor iver ved enhver given lejlighed: efterhånden ønsker man jo knap at vedkende sig et tilhørsforhold til Danmark.

Et land, der frem til 2001 så en ære i at være blandt de fremmeste, oftest helt i téten, når det gælder internationale konventioner, menneskerettigheder, bistand til den 3. verden, dialog og sameksistens på trods af de divergenser og konflikter, som må antages at råde så længe, der findes blot to mennesker på jord. Nu er vi bestandigt på retræte; den kritik, som stadigt hyppigere fremføres både fra intern og ekstern side afvises hånligt: ‘det skal vi nok selv bestemme’, og der pukkes på, at vi ’til punkt og prikke’ overholder alle drømme om, at mennesker kan leve sammen i fordragelighed.

Er dette rigtigt, så bliver Birthe Rønn Hornbech også siddende på sin taburet, om hun selv ønsker det efterhånden: mod på tinge er vi ikke forvænte med. Hun har fortjent den på en måde, som få andre politikere i nyere tid kommer i nærheden af at konkurrere med.

Imidlertid er fronterne trukket skarpt op; den 17. maj anfører Berlinske Tidende følgende fra et interview med AFR:

“Har du ikke opfordret hende til at sige noget?

»Nej, der er ingen, der har behov for, at hun går ud og siger, at hun siger det, som er en selvfølge. Når man er medlem af regeringen, så bakker man op om regeringens beslutning. Det er såre enkelt,« siger Fogh.

Rønn har ellers skrevet, at en beslutning om forbud mod tørklæder er en diktaturstat værdig. Og efter at regeringen traf sin beslutning, har Rønn holdt mund.” (mine fremhævninger)

Hvad er det i grunden for spørgsmål, som ivrige medier i disse dage mener at brænde inde med? Nu, hvor Birthe Rønn Hornbech har meldt ud i en skarp kronik, og statsministeren har givet klar besked om konsekvenserne. Den samme mand, som selv i årevis nægtede en velrenommeret journalist et ønsket interview…

Ja, det er “såre enkelt”, hvem der bør gå af, men det bliver næppe den, der trak Danmark ud i en betændt krig og hjem igen, da valget i november 2007 skulle forberedes. Den slags kan man åbenbart slippe godt fra, stort set uden medieopmærksomhed, skønt CIA-fly har svirret om ører, der ej vil høre. At stå fast på redelighed, anstændighed og ansvarlighed – det synes straks en mere problematisk sag.

Hvor er mediernes evne til at fastholde fokus på de store problematikker og træde i karakter som demokratiets vagthunde?

Hvor er da Danmark på vej hen? På vej til at skippe de sidste rester af den empati og medmenneskelighed, som ellers er demokratiets kerne og forudsætning?

Share