Blå toner

I dag for 50 år siden udkom Hey Joe i England. Præcist hvornår den ramte ’Mylles’ udsendelser på P3 og dermed fandt frem til min lille transistorradio, husker jeg ikke, i begyndelsen af ’67 vel, men den guitar gjorde noget ved mig. Noget med ’blå toner’, som jeg vel må have hørt før (Stones med flere), bare aldrig før med det forunderlige tvist, som går direkte i sjælens krinkelkroge og hjertets lønkamre og den dag i dag hen-rykker mig.

Efter Hey Joe, der havde Stone Free på B-siden, kom Manic Depression, Foxy Lady, Purple Haze, The Wind Cries Mary og så videre, hvor jeg blev mere og mere forbløffet over Hendrix’ evne til at skabe musik, der i så eminent grad understøttede de i øvrigt ofte gode tekster (en side af ham, som jeg finder meget underkendt). Siden kom LP’en Axis: Bold as Love, som var den første skive, jeg selv købte – få dage efter, at den nåede ud i butikkerne i Vejle. Vel hjemme med den tænkte jeg under de første aflytninger: Ah, det er sgu alligevel for syret! Men stille og roligt åbnede numrene sig et efter et, først den vidunderlige Little Wing og til sidst hele pladen. Siden har jeg været helt solgt.

Da jeg endnu gik i skole, og diskussionen med nogle skolekammerater nok en gang gik på Hendrix vs. Clapton, udbrød jeg på et tidspunkt: »Om tyve år hører jeg stadig Hendrix!« En af mine venner replicerede: »Jamen, Per – det er jo kun popmusik.« Vel, nu er der gået halvtreds år, og hans skiver snurrer stadig hyppigt på mit anlæg, helt uundværlige.

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Kunst, Musik, Portrætter. Bogmærk permalinket.