Demokratiets flugt over plankeværket

Er demokratiet slet og ret en politisk styreform ud af flere mulige – eller rækker det dybere end som så, gribende hver enkelt af os helt ind i den private sfære og dagligdagens omgang med andre mennesker?

Umiddelbart kan man sige hertil, at vil man – som det var trend i 1970’erne – forfægte den påstand, at ’alt er politik’, banker man omgående sit arme hoved mod den mur, at et begreb, der ikke har noget uden for sig, tømmes for betydning. Al den stund, at ethvert begreb netop har til opgave at udpege noget: en ting, et levende væsen eller et mere abstrakt forhold i verden.

Giver begrebet politik mening, må der også være noget, som netop ikke er politik. Vi har derfor af gode grunde begrebet etik til at tage vare om de nære relationer: hvordan vi omgås medmennesket i hverdagens konkrete møde. Dér, hvor det med Løgstrups ord, gælder, at:

»Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.«

Enten vi nu er enige eller ej med Løgstrup i denne radikale definition af ’den etiske fordring’, bliver det indlysende, at nok kan og bør vi sondre mellem etik og politik; det udelukker dog på ingen måde, at der kan være koblinger og sammenhænge mellem de to begreber og deres sfærer: det individuelle og det kollektive.

Når vi på bedste demokratisk vis går til stemmeurnerne, er det ikke kun vore egne interesser og holdninger, vi plejer – med det X vi sætter, griber vi uvægerligt også ind i andres liv og forhold. Og dermed pådrager vi os et ansvar, som ikke uden videre kan skydes hverken partier eller den enkelte politiker i skoene: vi har været med til at give dem magt og beføjelser. Heller ikke kan vi kækt undslå os et (med)ansvar under henvisning til kompleksiteten i og uigennemskueligheden af samfundets strukturer, thi de er skabt i og med et fællesskab, vi med større eller mindre glæde og accept er en del af og bidrager til.

Har da jeg, som menneske og borger i Dagens Danmark, et ansvar for ting og forhold, som i den grad byder mig imod? Både indenfor og udenfor rigets grænser! I et stedse stigende omfang, som ingen ende synes at finde…

Konkrete eksempler vil i mit tilfælde være: de idelige stramninger af udlændingepolitikken; dansk deltagelse i interventioner på fjerne kyster; rydningen af Brorson Kirke; den tiltagende overvågning af snart sagt ethvert gadehjørne; de stadige skred i retssikkerheden; den ydmygende og bureaukratiske kontrol af de, der ikke kan forsørge sig selv; en vinderkultur, som i støt stigende tempo synes at miste forståelse for, at tilværelsen ikke er lige rundhåndet og gavmild mod alle.

Her kun nævnt enkelte af de værre forhold, hvor jeg gerne medgiver, at de jo blot er udtryk for min subjektive opfattelse af, hvordan samfundet bør være indrettet. Men ingen af dem har vundet støtte eller accept gennem mine X’er ved valg – eller andre situationer, hvor jeg har kunnet forfægte disse standpunkter og søge at modarbejde de herskende tendenser.

Mange er vel helt eller delvist enige med mig. Ganske mange, vil jeg både tro og håbe, men vi tegner ikke flertallet!

Derfor må jeg fælde den hårdeste dom af alle: at kende mig selv skyldig! Uden formildende omstændigheder, uden mindste tvivl eller tøven i eget sind: som menneske og borger er jeg skyldig ud over alle grænser …

Hvordan nu det?

I klassikeren Hvad er demokrati? (1945) fremfører Hal Koch gentagne gange sin grundlæggende overbevisning om, at demokratiet ikke blot er en politisk styreform, men en livsform, der skal tilegnes – »et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled.« I dag (2010), hvor det nu er tredje generation, som møder og udfordres af Kochs mantra, kan man derfor finde grund til at spørge: hvad mente han med sin tale om demokratiet som livsform og sindelag? Og havde han fat i noget essentielt: en hjørnesten i demokratiets barndom, modning og fremtidige livsduelighed?

Spørgsmål, som jeg har søgt at give et personligt svar ovenfor. Og hvor jeg må konstatere, at demokratiet som sindelag og livsform er i en trist forfatning – skredet i grøften som slet og ret en politisk styreform.

En styreform, hvor flertallet suverænt bestemmer og stikker kursen ud: ikke demokrati, men demokratur!

Og det var netop Kochs pointe, at hvis flertallet altid har ret, så bliver det meget svært at forklare, hvorfor eksempelvis 1930’ernes Tyskland tog en så sørgelig kurs, som tilfældet blev. Og især at begrunde, hvorfor flertallet tog aldeles fejl!

Flertallet bestemte, men havde flertallet ret i, at drømmen om Det Tredje Rige var sand og god og et ideal, der måtte omsættes i praksis? At det jødiske folk skulle udslettes fra jord? Hvordan skulle det overhovedet tilkomme flertallet at drømme og dømme således? Om så hele den øvrige verden samstemte med overvældende majoritet – flertallet ville dog aldrig få ret …

Af den enkle grund, at jøderne er vore medmennesker og indgår i det ligheds- og gensidighedsforhold, som hører menneskelivet til. En livsform, der indebærer en gensidig forpligtelse mennesker imellem, som intet flertal kan tilsidesætte uden at sætte sig selv udenfor menneskeheden – gøre sig selv umenneskelige.

Men Hitler kuppede sig jo til magten? Nej, han var en dreven despot og folkeforfører, og magten fik han faktisk indenfor demokratiets spilleregler. Weimarrepublikkens svage demokrati, javist. Et demokrati, der netop ikke var solidt rodfæstet som en livsform. Som noget, der begynder i og med den enkelte og derfra breder sig ud i lokalsamfundet og videre op i hele samfundets øverste og centrale magtstrukturer.

Som ringe i vandet, der bæres frem af dialog og gensidig respekt. Hvor alle stemmer bliver hørt, og ingen forkuet røst affejes med et hånligt: »Vi skylder ikke dig eller dine noget«.

Jøde, muslim, kristen, marxist, homoseksuel, liberal, socialist, akademiker, pædagogmedhjælper, arbejdsløs, pensionist – eller hvad vi nu har af båse og kategorier at stemple hinanden med: vi er dog alle mennesker, først og sidst.

Så jo, Hal Koch har efter min bedste overbevisning fat i selve demokratiets fundament. Som én blandt de mange, der med en vis selvfølge har haft demokratiet som livsform, må jeg beskæmmet konstatere: vi har åbenbart ikke magtet opgaven. Arven, der skulle bibringes næste slægtled, den synes i stedet at have taget flugten over plankeværket…

Hvordan kunne det ske for mig, for os? Hvordan kunne vi lade det ske?

Vi vil eksportere demokrati til Irak og Afghanistan og andre nødstedte lande. På det seneste vil vi nu også påtage os at holde broderlandet Sverige i ørerne – sende valgobservatører til staklens redning!

Men kan vi eksportere eller på anden vis fremme en bestemt livsform hos andre? Tilmed en livsform, som vi selv synes i fuld færd med at aflive.

Måske skulle vi først gribe i egen barm og i stedet ile os selv og egne, opvoksende slægtled til undsætning? Slægt skal følge slægters gang – det kunne nu være godt med gode og faste fodspor at følge. Kan flugten over plankeværket vendes, må det nødvendigvis ske derfra, hvor flugten sker.

Må ringene igen brede sig og bære forståelsen af demokratiet som et sindelag og en livsform frem til en ny blomstring! En blomstring, som udspringer af, hvad du og jeg gør i mødet med vore medmennesker. Hver dag, midt i dagligdagens trivialiteter og stress og jag, hvor det er så nemt at afvise alt det, vi ikke helt forstår. Det, der skræmmer os. Det, der vækker afsky. Det, der bare er lidt anderledes end egne normer og værdier.

Måske er det nemmere at være alene i verden, som Adam var i de første dage i Edens Have. Jeg er overbevist om, at det også er rædsomt kedeligt. Derfor fik Adam først Lilith til selskab. Det gik ikke stille af, så hun blev fordrevet og erstattet af den mere medgørlige Eva. Den første fortælling har mange glemt, endnu flere har aldrig hørt den.

Det kan gå demokratiet, som det gik med Lilith: en glemt fortælling. For demokratiet er som hun ikke altid videre medgørligt. Det er en til alle tider udfordrende og krævende livsform. Med indbyggede svagheder, som især bliver synlige i krisetider. Tilfældigt er det ikke, at netop i 1930’erne så mange i Europa sig om efter stærke mænd og lederskab. De fyrtårne, som trak opmærksomhed, var Hitler og Stalin. Glemte er de ikke, og de skal ikke glemmes, men hvad viste de vej til? Holocaust og Gulag og en verden i brand…

Regimer, der begge havde en streng og omfattende sindelagskontrol på menuen. Hvad despoter jo gerne indfører som et tidligt og ofte første led, når magten skal tilranes. Bemærkelsesværdigt er også, at et tidligt tegn på et kommende sammenbrud netop er en svækkelse af sindelagskontrollen.

Hal Koch har bestemt fat i noget med tanken om sindelag og livsform som demokratiets fundament. Og som han anfører netop på baggrund af krigens erfaringer:

»Ikke at vi tror, at man i det vesteuropæiske demokrati har fundet en endegyldig og evigt uforanderlig statsform. Men vi har set, at dette vesteuropæiske demokrati trods alle ufuldkommenheder er mere i pagt med livets egne love eller – om man foretrækker – med menneskeslægtens dyrekøbte erfaringer end nogen anden statsform, vi i øjeblikket har kendskab til.«

Vil vi da stiltiende acceptere flugten over plankeværket: at fortællingen om demokratiet som livsform skal glemmes? Svaret blæser ikke i vinden. Ej heller skal det søges på Christiansborg, hvor alt for mange og tilfældige kastevinde klaprer lystigt med dørene.

Hver især må vi søge det i os selv – og udtrykke det i ord og handlinger, ikke at forglemme! Ord og handlinger, vi er rede og villige til at stå inde for, svare for. Da kan de gå i arv, flugten vendes, og demokratiet som sindelag og livsform vil kunne hævde sig både i og udenfor rigets grænser.

I kort form: demokratiet er ikke noget, der kan erhverves engang for alle, til evig arv og eje. Det skal bestandigt tilkæmpes gennem dialogen og næres af respekten for medmennesket. Først da kan det drage ånde og holdes levende, som en modus vivendi, der stikker dybt; langt dybere, end hvad den sidste, flove opinionsundersøgelse kan lodde.

Men hvortil er det så, flugten i øjeblikket går? Til en selvkredsende narcissisme, der lukker sig om sig selv og den mysteriøse ’danskhed’, ingen rigtigt formår at sige noget fornuftigt om – endsige definere, hvad den egentlig skulle bestå i eller af.

En selvglad nationalisme og en usalig tryghedsmani, der naivt overser, at historien endnu mangler at fremvise blot ét eksempel på et samfund – i videre forstand en kultur – der har lukket sig om sig selv og samtidigt været i vækst: rigt på fremtid og svangert med gyldne løfter!

Hvad skal man dog med en sikker nutid, om den ikke knytter fremtid, håb og forventninger tæt til sig?