Elmesygen

Kroneform og løv på elm

En trussel, som de senere år har bredt sig til hele landet og skæmmer landskabet alvorligt, både i det åbne land og i byens parker og haver. Som skovtræ har elmen ingen større betydning; men bliver nærmest betragtet som ukrudt, fordi den trives næsten overalt, har nemt ved at brede sig til nye lokaliteter og hidtil har været en ualmindelig robust og vital konkurrent til mere værdifulde træarter. Af samme årsager er elmen blevet en af de mest værdifulde og betydende træarter i by og landskab.

Elmesygen er en svampesygdom, hvor smitten føres fra træ til træ af en barkbille. Desuden kan den overføres via rodsammenvoksninger. Den har været kendt i Europa siden 1920’erne i en form, hvor sygdomsforløbet er relativt langsomt og angrebne træer ofte kan overleve i adskillige år. Den oprindelige form er i forbindelse med træsalg blevet eksporteret til USA, hvor den har muteret og siden er blevet importeret til Europa i den nye form. Også fra Rusland og Asien har mutanter af sygdommen vundet indpas i Europa. Fælles for de nye former er, at sygdomsforløbet er langt mere aggressivt. Træerne dør ofte samme år, som angrebet finder sted og spredningen foregår hurtigere. Det er disse former, som stort set har udryddet elmen i Holland og England. Og med de seneste års markante fremgang måske også kan gøre det i Danmark.

Smitten overføres her i landet overvejende af ‘Den lille Elmebarkbille’, der normalt kun har en generation årligt. De senere år har der dog været formodninger om, at den grundet gunstige forårs- og sommermåneder har kunnet nå en ekstra cyklus. Ret nøjagtigt på den første dag, hvor temperaturen når over 21° C, flyver de unge biller ud og foretager et ernæringsgnav på unge skud og kviste. Kommer de fra et yngletræ med elmesyge, er der risiko for, at smitten overføres. Det vil så kunne ses i løbet af 2-3 uger ved at dele af kronen visner ned, efterhånden hele træet incl. rodsystemet. Hvor hurtigt sygdommen breder sig afhænger af, hvor gnavet har fundet sted og om det er en af de aggressive varianter af elmesygen.

Senere på sommeren – i juli/august – vil de nu kønsmodne biller søge et yngletræ, hvor de gnaver sig ind i stamme og grene og lægger æg til den næste generation. Dette ynglegnav foretages kun på svækkede eller syge træer i modsætning til ernæringsgnavet, hvor også sunde træer kan angribes – uanset alder! Begge typer gnav kan kun forekomme på elmetræer. Billen og svampen er begge, hvad man kalder artsspecifik – andre træarter kan ikke anvendes.

Hvor elmetræer står i nærheden af hinanden, vil der ofte forekomme rodsammenvoksninger og sygdommen kan spredes her igennem. Som minimum skal man regne med, at træer indenfor en radius af 25 m kan angribes ad den vej. Rodoverført smitte resulterer som regel i et meget hurtigt sygdomsforløb.

Foto: Per Brahde

Lidt absurd er den sygdomsfremkaldende svamp i sig selv ikke skadelig for træet; men det opfatter alligevel svampen som en fjende og reagerer ved at blokere sin egen vandforsyning til de angrebne områder, hvorefter de nedvisner. Bekæmpelse er i almindelighed ikke mulig. Dog blev der i 1995 givet en 2-årig dispensation til anvendelse af svampemidlet ‘Alamo’ på særligt bevaringsværdige elmetræer. Behandlingen kan hurtigt koste 2-3.000 kr og kan ikke forventes at virke i mere end 2-3 år, hvorefter en ny behandling må overvejes. Behandling med andre og billigere midler er mulig; men de er såvidt vides endnu ikke godkendt her i landet, og omkostningsniveauet ligger stadig så højt, at en generel bekæmpelse ikke er overkommlig.

Det bedste man kan gøre, når der er konstateret angreb i et eller flere træer, er at få dem fældet snarest muligt og helst inden maj måned det efterfølgende år, hvor en ny generation af biller vil flyve ud.

Undgå at transportere brænde o.l. væk; men brug det så vidt muligt på stedet. Billernes naturlige aktionsradius er ikke mere end ca. 1 km. Kan transport ikke undgås, bør den udføres i perioden september-maj og træet bør brændes eller afbarkes inden denne periodes udløb. Stødfladen kan behandles med en 25% opløsning af RoundUp. Det er et systemmiddel, der ikke bindes i jorden (som Atrazin), RoundUp er nu under mistanke for at være mere skadeligt end hidtil antaget. Brug en pensel til smøre det på med og vær særlig omhyggelig med at få dækket overgangen mellem bark og ved. Formålet er at slå rodsystemet ihjel, så der ikke kommer nyvækst. Er der rodsammenvoksninger til nærtstående elme, kan de også gå til ved behandlingen; men i så fald er de sandsynligvis smittet i forvejen. Benyt lejligheden til at fælde andre svage eller svækkede elme i området. De vil fungere som yngletræer.

Der er ingen love, der påbyder og forpligtiger til at overholde ovenstående; men det er den eneste forholdsregel, der kan sinke sygdommens udbredelse og måske medvirke til, at den ikke får samme omfang som i England og Holland. Træerne er ikke kønne at se på og skal oftest fældes alligevel for ikke at udgøre en sikkerhedsrisiko for omgivelserne.

Grenprøver – til venstre fra et sygt træ, til højre fra et sundt.

Tværsnit af syg gren

Inden motorsaven kommer op i omdrejninger, så kontrollér en ekstra gang, at det er en elm, og at det miserable udseende ikke har andre årsager. Efter kraftig frøsætning (store mængder manna) kan en elm være meget tyndløvet. Sidder der blot et enkelt grønt blad ude i grenspidsen, er det ikke elmesyge. Alder og stress kan også give anledning til ubegrundet mistanke. Elmesygeangreb kendes lettest på, at det er en bestemt del af kronen, der begynder at visne. Bladene bliver siddende; krøller sammen og bliver brune. Tag om muligt en grenprøve fra et område, der menes angrebet; men har været grønt for nylig. Skær den over og kig på snitfladen. Hvis der er sorte prikker, evt. som en sammehængende sort ring, ved overgangen mellem bark og ved, er der ikke længere grund til at være i tvivl. Så må motorsaven i gang …

Share