På fisketur med havørnen

Foto af havørn

I en skov ved Lisbjerg nord for Aarhus holder et havørnepar til. Lokalkendte naturfotografer fortæller, der er én unge i reden, som er begyndt at flyve med ud, og der har været en mere, som døde tidligere på sommeren. Parret veksler mellem at fouragere ved Egå Engsø (nordkanten af Vejlby Risskov) og Årslev Engsø (vestkanten af Brabrand).

Den 7. august lagde jeg vejen forbi Egå Engsø og var heldig, at de begge var der ret længe, flere timer. Det blev til en del overflyvninger, megen sidden på revler og banker i søen, en fornem landingsmanøvre til bestyrtelse for stære og viber og senere en tur hen over en svanefamilie, hvor svanefar hvæsede arrigt og forarget rakte tunge. Derefter et dyk mod en ko! Lidt overmodigt, måske – det viste sig da også et splitsekund senere, at målet var en tur i vandet, hvor en fisk blev hevet op og derefter med ’fast hånd’ fragtet over til magen (sidste billede).

Dér sad de to så en tid og lagde råd op. Det endte med, at fisken blev fløjet mod redeområdet af den ene, mens den anden var ovre for at give de mange, kornfede gæs lidt tiltrængt motion. Det kom der tilsyneladende ikke mere ’dinér transportable’ ud af, men fisken så nu også pænt stor ud. At dømme efter dens røde finner kan det have været en aborre. I øvrigt en glimrende spisefisk kan jeg huske fra mine unge år med fiskestang i hånd, men petitesser som smag går ørnene næppe så højt op i. Deres bordbøn er snarere: »Føde nok til os og vor unge!«

Flere billeder her.

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Dyr, Foto, Natur. Bogmærk permalinket.