Integration og Identitet

I debatten om indvandrere og flygtninge i Danmark dukker ét bestemt ord atter og atter op: integration. Mangt og meget bliver søgt forklaret ud fra dette begreb, og det anvendes til agitation for vidt forskellige synspunkter. Hvor ”gammeldanskere” lufter deres bekymringer over danskheden og den danske kulturarv, dér synes ordet at betyde tilpasning: assimilation; jævnt ofte med en undertone af afretning. Omtrent, som når utidige unger korrekses af deres forældre. Hvor ”nydanskere” føler sig trådt på, synes selvsamme ord at betyde en fordring om accept af deres fremmedartethed. Disse to modstridende opfattelser af begrebet fremstår, om ikke altid, så dog skræmmende hyppigt, når dets betydning læses ud af den kontekst, hvori det indgår.

Måske det er relevant at fundere lidt nærmere over begrebet? Begge opfattelser kan vel ikke være rigtige, endsige ligeværdige, taget i betragtning, at der må være en ret dybtgående forskel mellem på den ene side at tilpasse sig til noget forud eksisterende: danskheden – hvad den så måtte indebære… Og på den anden side at blive accepteret i sin fremmedhed. I den første betydning er der tale om at opgive det særkende, hvormed man adskiller sig. I den anden betydning opretholdes det uændret – eller endog forstærket. De to skildrede opfattelser af, hvad man kan forstå ved integration, er ubrugelige i forhold til de problemer, man forsøger at skitsere en løsning af. Og begge er problematiske, hvis man gør sig den ulejlighed at frekventere ordbogen!

Måske ligger den første besindelse da i, at tage sig stunder til at støve bogreolen af… Et opslag på integration giver ikke meget, mest eksempler på anvendelsen af den verbale form, at integrere, hvilken derfor bliver næste opslag: „at få nogen eller noget til at indgå i noget andet, så de bliver en del af en overordnet helhed.“ Stadig lidt diffust. Hvad er det for en overordnet helhed, her tales om? Hvor kommer den fra, når der åbenbart er tale om noget overordnet, hvori de oprindelige elementer indgår? En etymologisk ordbog viser nok en gang sin berettigelse: „fra latin, integrare: ’forny’, ’bringe i fuldkommen stand’; afledt af integer: ’uskadt’ samt af tangere: ’berøre’.“ Desuden bliver koblingen til ordet integritet tydelig, da også dette har rod i det latinske integer. Klogere? Måske ikke umiddelbart, men ulejligheden gav kanske lidt stof at arbejde videre med!

Den overordnede helhed er altså en nyskabelse, som ikke er defineret af ét enkelt og oprindeligt element! Der er tale om, at to eller flere hinanden fremmede elementer af en eller anden grund bringes til at berøre hinanden. Og herudaf vokser noget nyt frem, noget hidtil uset, hvor de enkelte elementer fremstår intakte, uskadte; deres integritet er bevaret! Det kan dog aldrig lade sig gøre, vil somme sikkert hævde. Hvorfor ikke? Hvad består en cykel af andet end to hjul med stel, styr og pedaler? Nogle dele samlet til en helhed, hvor delene ikke ændres, men helheden, cyklen, udgør noget nyt og overordnet i forhold til delene! Det er ikke svært at finde analogier fra hverdagen, men når det drejer sig om mennesker og deres samliv med hinanden, er det gerne et væsentlig mere kompliceret anliggende; både at forstå og at få til at virke efter hensigten. Afstøvningen af bogreolen fortsætter…

I Sygdommen til Døden sammenfatter Søren Kierkegaard sin antropologi i denne tætte formulering: „Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv. Mennesket er en Synthese af Uendelighed og Endelighed, af det Timelige og det Evige, af Frihed og Nødvendighed, kort en Synthese. En synthese er et Forhold mellem To. Saaledes betragtet er Mennesket endnu intet Selv.“

Hvad Kierkegaard her hæfter sig ved, er, at mennesket er sammensat af nogle stærke modsætninger. Vi er altid født ind i en bestemt historisk, kulturel og sociologisk kontekst, som vi ikke selv har valgt. Og vi skal kun være her for en kort bemærkning; døden venter, tålmodig og sikker på sit bytte. Deraf endeligheden, timeligheden og nødvendigheden: det begrænsede, det dagligdags; dét, der ikke kan være anderledes, hvordan vi så i øvrigt befinder os dermed.

Men tilværelsen har andre dimensioner, som vi også kender til. Og det er ikke ren spekulation eller metafysik. Længslen efter det fuldkomne, efter skønheden, efter det gode. Tidens relativitet: når vi keder os på en regngrå søndag eftermiddag, opleves tiden som noget, der ingen ende vil tage – og erindres siden som et flygtigt nu; stik omvendt, når vi er midt i vore bedste stunder. Stærkest i forelskelsen og kærligheden, hvor vi glimtvis kan opleve, hvordan fortid, nutid og fremtid går i ét, smelter sammen: evighedens nedslag i dette liv! En forunderlig oplevelse af fortrolighed og ’gammelt bekendtskab’, der strider mod al fornuft; i al fald mod tiden. Der var ikke noget før hende, der kan ikke tænkes noget uden hende. Det er alment menneskelige erfaringer, som ikke forudsætter en religiøs livsanskuelse. Og selv det menneske, som ikke genkender meget af dette, vil nok medgive, at livet til stadighed stiller os overfor muligheder – og dermed afkræver os valg: ikke alt er fastlagt fra fødslen; vi er selv med til at forme vort liv, give det skikkelse og udtryk. Deraf uendeligheden, evigheden og friheden: de sider, som er vanskelige at begrunde og udtrykke i dagligsproget; derfor må vi ty til religionen eller kunsten for at tolke og udtrykke disse erfaringer.

Kierkegaard ser således mennesket splittet mellem det konkrete og jordnære versus mindre håndgribelige erfaringer: et konfliktramt væsen, hvis opgave det er at udholde denne spænding. En vellykket personlighedsdannelse – i Kierkegaards terminologi: Ånden eller Selvet – kan kun etableres i en erkendelse af, at den menneskelige tilværelse udfolder sig i dette spændingsfelt. En syntese er nødvendig, men den fører ikke til en mediering af de indgående elementer. Hvis de ikke opretholdes, får vi et misforhold i Selvet! Det er, hvad Kierkegaard mener med ’sygdommen til døden’: et udtryk for den fortvivlelse, der kan ramme et menneske, når tilværelsen ikke vil lykkes eller truer med at gå i opløsning. For Kierkegaard at se et grundvilkår i den menneskelige eksistens. Det menneske, for hvem alt er mulighed, vil sprælle sig træt og ikke få realiseret et levet liv: så får vi drømmeren, mystikeren, eventyreren. Og den, hvem alt er nødvendighed, vil blive et anonymt man: spidsborgeren, hvor konformiteten triumferer, fordi han aldrig når frem til et selvforhold.

Han må tage sig selv og sin tilværelse til „Dagens Notering“, som Karen Blixen udtrykker det. Hvormed hun mener, at når man søger at slippe let gennem tilværelsen, giver man i virkeligheden køb på sig selv og sit liv – og snyder dermed sig selv for det store, det egentlig værdifulde, der kunne have været i det. Livet i al dets vælde – mindre må et menneske ikke lade sig nøje med. For Blixen er dét, klogt og beregnende at sikre sig, lig med at søge livet i reduceret form, i udsnit, ikke i dets fylde og rigdom. „det assurerede Liv“, som hun med et fnys betegner det. En forarmelse af såvel mennesket selv som livet, hvorved dybden og dermed storheden går tabt. Et rigt liv kan kun etableres ved at give sig livet i vold. Det indebærer, at man må være indstillet på at tage chancer og når det går galt – hvad det nødvendigvis må; vi kan ikke have heldet med os hver gang, vi prøver lykken – at man da er i stand til at integrere også de smertelige erfaringer i sin horisont; derved får den dybde og mennesket vokser med den.

I eventyret og dannelsesromanen genfindes samme tankegange i skildringer af et barns udvikling og løsrivelse fra hjemmets arne frem til et voksent individ, som på egen hånd kan gå tilværelsen i møde; leve sit liv ud fra egen identitet og livsopfattelse. En udvikling, der kan beskrives på formelen: ’hjemme – ude – hjem’. Eller ’tese – antitese – syntese’. Hvad vil det sige? Barnet vokser op med en forståelse af tilværelsen, som defineres af overleverede værdier fra forældre, skole og andre voksne, der har fået betydning gennem opvæksten: her er barnet ’hjemme’.

Men på et tidspunkt sker der et brud: barnet bliver til en ung verdenserobrer, begynder at gøre egne erfaringer, forholder sig kritisk til det overleverede verdensbillede; opdager, at dele af det ikke er holdbart i eget liv. Værdierne smuldrer! Der sættes spørgsmålstegn ved dem, jævnaldrende kammerater og venner får stadig større betydning, de er jo midt i den samme proces. Og horisonten må nødvendigvis udvides til at indbefatte andet og mere end barndomshjemmet. Resultatet er en spændingstilstand, hvor barndommens uskyld krakelerer: verden er ikke så enkel og ligetil endda, de nye erfaringer passer ikke ind i det hidtidige billede! Mere eller mindre omfattende justeringer er nødvendige for at finde eget ståsted og udgangspunkt – egne værdier! Og så har vi disse teenagere, som op gennem pubertetsårene til én og samme tid kan være så vanskelige, charmerende, usikre, rørende og infame i deres oprør mod forældre, skole og hele den etablerede samfundsorden: omgivelserne sonderes, de hidtidige grænser afprøves, et livtag med tilværelsen er indledt. Det er Jegdannelsen, etableringen af en identitet, som her finder sted. Jeget er det situationsbemestrende. Det er herudfra, vi lærer at manøvrere gennem tilværelsen med en vis sikkerhed. En sikkerhed, der forudsætter viden om og kendskab til verden og ens egen plads i denne. En viden om hvordan man får sine behov opfyldt – og hvad der kan forhindre dette. Her er  barnet eller den unge ’ude’.

Hvordan kommer dette unge, vildfarne menneske da ’hjem’ igen? Gennem mødet med verden, ikke længere defineret ud fra overleverede værdier, men ud fra en integration af de nye i de gamle. Hvis alle de gamle er væk, lagt øde, kan man ikke tale om integration; ej heller, når kun de nye anerkendes: i begge tilfælde er der ikke noget at integrere! En identitet eller personlighed kan da ikke etableres. Integration og identitet hører nøje sammen og betinger gensidigt hinanden! For at blive ved cykelmetaforen: uden et begreb om en cykel, finder hjul, styr og pedaler næppe sammen. Uden delene, forbliver cyklen et luftkastel.

Identitet er ikke lig med, lighed; det er det samme. Identitet er svaret på spørgsmålene: „Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor er jeg på vej hen?“ At mangle identitet er at mangle svar herpå – eller ikke at kunne formulere dem. Og identitet forudsætter distance! Kun da kan der blive overensstemmelse mellem den selvforståelse, der vokser ud af erindringen om tidligere begivenheder og handlinger og det menneske, man er, her og nu; på vej videre med forventninger, hensigter og mål, som har rod i fortiden. Det menneske, man vedkender sig at være, på godt og ondt.

Herigennem opstår det personligt tilegnede livssyn, som er holdbart fordi, det er afprøvet i forhold til én selv. En mere suveræn og uanstrengt livsførelse bliver igen mulig. Den tilbageerobrede uskyld eller genvundne umiddelbarhed, som flere har betegnet den. Hvad forstås herved? En tanke om, at der i det menneskelige sind er stærkere og dybere kræfter på færde end dem, som retter sig mod behovene og deres tilfredsstillelse. Den periode i teenageårene, hvor personlighedsdannelsen er særlig intensiv, levner måske ikke altid megen plads for disse kræfter: livsmodet og livsglæden. Deraf den usikkerhed og splittelse, som kan præge ungdomsårene ganske stærkt. Men efterhånden som personligheden modnes, kan der igen blive mere rum for udfoldelsen af disse dybere lag.

Identitetsdannelsen er en proces, der aldrig bliver færdig uden at man stivner i en død livsopfattelse, som ikke længere er i stand til at absorbere nyt. En proces, som ikke altid lykkes eller med et dårligt resultat: så har vi de tabte eksistenser; mennesker, for hvem livet mislykkes eller i al fald bliver slemt problematisk. Fordi de nye erfaringer og værdier kan vise sig ikke at være holdbare eller etableret på et mangelfuldt grundlag. Eller fordi de gamle, overleverede er blevet overtaget ukritisk, ikke ordentligt efterprøvede. Men nok hyppigst fordi de gamle og nye værdier ikke er blevet integrerede i et personligt verdensbillede, som har karakter af helhed og sammenhæng. I stedet er det blevet inkonsistent og fragmentarisk.

Identiteten er ikke noget fastlagt, givet én gang for alle; den må mennesket hele tiden erhverve gennem det at vedkende sig, hvad man har gjort og hvilken betydning, det havde. En stadig revision af egen selvforståelse og livssyn er betingelsen for at vinde identitet, men den må hele tiden være båret af en indre sammenbinding, som fører i retning af en naturlig fortsættelse. Ellers bliver det umuligt at leve efter; det kan ikke tjene til orientering i tilværelsen pga. dets splittede karakter.

Min påstand er, at netop i denne proces, som er livslang, men særlig markant i ungdomsårene, dér finder vi et godt eksempel på, hvad man meningsfuldt kan forstå ved integration! Formelen ’hjemme – ude – hjem’ kan bruges som en analogi til eller en nøgle til forståelsen af samfundets udvikling. Her foregår den blot på et kollektivt niveau – i en fælles bevidsthed om, hvad samfundet er for en størrelse og hvilke værdier, der bærer det!

Hvorfor overhovedet stille spørgsmålstegn ved gamle, velafprøvede værdier? Fordi verden forandrer sig, enten vi nu kan lide det eller ej. Og fordi det er tilladt såvel det enkelte menneske som samfundet at blive klogere. Klogere på vilkår og muligheder; hvordan eget liv måske kan blive mere vellykket; hvordan samfundet måske kan forbedres. Det kan ligefrem anbefales at beflitte sig herpå!

Hvorfor ikke blot knalde dørene i, når der kan være så mange problemer med ”nydanskerne”? Fordi Danmark såvel som resten af den vestlige verden inklusive USA i høj grad har opbygget sin nuværende velstand gennem kolonialisme. Allerede det antikke Grækenland, hvor den vesterlandske kultur havde sin vugge, var en kolonimagt. Siden fulgte Romerriget, vikingerne, Den spanske Armada osv. frem til Englands og Frankrigs kolonier, der for mindre end halvtreds år siden blev selvstændige. Jamen, det jo historie! Vist, men den forpligter og heller ikke sluttede kolonialismen dermed; den antog blot en mere skjult form: interesser i Mellemøsten etc. Stort set findes der ikke et land udenfor Vesten, som ikke i en længere periode har været en vestlig koloni eller på anden måde domineret af Vesten. Indtil det blev for besværligt og udbyttet for ringe. Nu er hele den ikke-vestlige verden efterhånden ét stort sammenhængende problem. Også for os! Fordi vi ikke i tide lærte dem, hvordan vi gerne havde set, at de fungerede i dag. På den baggrund kan vi ikke bare smække fornærmet med dørene – uden samtidig at opgive ethvert krav på og håb om at blive opfattet som anstændige, både i egen og andres forståelse.

Når somme imidlertid farer i harnisk og skryder op om en danskhed, hvis indhold de vagt kan formulere, bør alarmklokkerne ringe! Hvori består den da, denne danskhed, der på mærkelig vis opfattes som truet, skønt den ikke er til at definere? Hvad måske er meget naturligt – vi er jo alle sammen kommet sydfra på et eller andet tidspunkt. Og selv om det tilfældigvis skulle være længe siden, har vi ofte en spansk lejesoldat, kartoffeltysker eller roepolak hængende i oldemors skørter. Nogle henviser til kristendommen, skønt den vitterligt ikke er noget specifikt dansk fænomen. Andre til reminiscenser fra dengang, hvor parcelhusene var færre i tal og drømmen om at eje lidt jord, en kolonihave, derfor mere udbredt. Mange slår på trommen: „Aldrig er der truffet beslutning om at Danmark skal være multietnisk!“ Hvordan skulle vi kunne det? Verden er blevet mindre, ikke fysisk, men i kraft af teknologien og medierne. For blot 100 år siden udgjorde en dagsrejse nogle få mil; i dag når man det fjerneste hjørne af kloden på mindre end 24 timer, hvis man kan og vil betale derfor. Og takket være medierne er synskredsen blevet større: når Mustafa sulter og frygter for familiens fremtid midt i bomberegnen, så véd han, at der er andre steder til. Da hjulet blev opfundet, blev det taget i brug; ikke som følge af en politisk beslutning, men fordi det gav nye muligheder. At drømme om et etnisk rent Danmark grunder sig i noget, der endnu aldrig har eksisteret og heller ikke vil kunne skabes. Med eller uden politisk opbakning bliver verden stedse mindre! Kun de store våbenlagre kan reelt ændre herved – og det vil blive på højst ubehagelig vis, hvor alle drømme fortoner sig i det diset blå: krudtrøgen.

Dette skal på ingen måde være et forsøg på at underkende eller anfægte kristendommen som et betydende lag i den danske kulturarv; for så vidt heller ikke kolonihaverne, om end sidste måske ikke netop udgør arvesølvet. Ærindet her er at problematisere det betimelige i at føre danskheden i felten. I lighed med den personlige identitet kan den ikke opfattes som en fastlagt og uforanderlig størrelse. Bekymringen over danskheden er ret beset vanskelig at opfatte som andet end udtryk for, at man ikke selv tror på den! Hvis den har noget værd, klarer den sig nok endda. Jørgen Gustava Brandt skriver i et brev af februar 1952 til Karen Blixen:

„Jeg er iblandt besat af en gal, fremmed længsel og forventning foran det kommende foraar. Jeg synes, jeg bestiller en del, men det bliver dejligt med foraar. Dette land er en sand opdrager i længsel. De lange graa aarsovergange er som gjort af Gud for at skabe et folk af uklart forventningsfulde. Men hvad er det mest blevet til hos os og i vor tid? De fleste unge synes, som altfor vege hamleter at forsvinde i det diset nordiske, eller de slaar om og bliver almindelige, gullige dygtigheder, der ikke kerer sig om aarstider. Hvordan er mon det røde kommet i vor fane? – “

Linierne udtrykker en meget præcis iagttagelse af noget typisk dansk, men også, at begejstringen for det danske ikke er udelt. Måske er det danske ikke udelukkende godt? Kan det tænkes, at vi ville have godt af lidt blodfornyelse – eller tør vi slet ikke stille spørgsmålet?

Hvis vi ikke længere tør det, da er vi ilde faren! Det samme er de ”nydanskere”, som ikke tør lade deres børn høre om Darwins evolutionslære eller teorien om Big Bang. Begge er intet andet end videnskabens hidtil bedste forsøg på at forklare nogle begivenheder i verden: hypoteser, slet og ret. Om man vil tro på dem eller på skabelsesberetningerne (der er to!) i Det gamle Testamente er måske ikke afgørende. Jødedom, kristendom og islam fører sig alle tilbage til Abraham som henholdsvis den første jøde, den første kristne, den første muslim og har i det hele fælles udgangspunkt i GT foruden idéen om én personlig og lidenskabelig Gud, der borger for et løfte om forjættelse: et hinsidigt liv, hvor en højere retfærdighed råder. Der er dybtgående forskelle mellem disse tre søsterreligioner, men også meget fælles tankegods; måske værd at hæfte sig ved midt i diskussionen om forskelle og mulig religionskrig! Jahve, Gud eller Allah? Ordene er forskellige; idéen er den samme. Protagoras, græsk tænker omtrent samtidig med Sokrates, tænkte næppe på disse tre herrer, snarere på det græske Panteon: „Om guderne kan vi intet vide, hverken at de eksisterer eller ikke eksisterer. Dertil er livet for kort og sagen for dunkel.“ Kort og fyndigt formuleret; de siden da forløbne ca. 2500 år har ikke svækket essensen af deres indhold…

Den videnskabelige og den religiøse forklaring af universets og menneskets tilblivelse udelukker ikke hinanden; begge har problemer med at stå alene, som den eneste forklaring. Videnskaben har blot lagt spørgsmålet om ’den første årsag’ ca. 15 milliarder år tilbage i tiden. Religionen henholder sig i stedet til en luftig tanke om et væsen uden for tid og rum. Videnskaben kan kun få fat i og forholde sig til den ene side af Kierkegaards synteser: det endelige, som er underkastet lovmæssigheder. Religionen søger at fortolke den anden side: det uendelige, hvor både sproget og fornuften møder grænsen for deres formåen. Ingen af siderne kan undværes og intet steds fås det endegyldige svar, som forklarer alt. Heldigvis! Der er endnu givet mennesket rum til at undre sig, at vi ikke skal kede os ihjel i en verden, hvor alt er forklaret og forudsigeligt. Det kunne vi næppe holde ud! Hvad der gør luften så beklumret, er de alt for mange gange, hvor Sandheden alligevel bliver forkyndt. Med stort S, uden vilje til at respektere andres, uden mod til at udfordre egne, uden evne til at indarbejde nye i sin horisont.

Så længe det er således, har menneskeheden næppe set hverken den sidste krig eller den sidste terroraktion. „Vi lever i den bedste af alle tænkelige verdener,“ hævdede Leibniz. Det blev Voltaire noget oprørt over; så meget, at udsagnet ofte tilskrives ham – skønt han fnyste og ironiserede over det. Spørgsmålet er da, hvem af de to vi vil give ret?

Er det virkelig så vanskeligt at få øje på det potentiale, mange indvandrere og flygtninge bringer med i bagagen? Sommetider i form af højere og stærkt efterspurgte uddannelser. Ironisk nok: de kan bare ikke bruges, fordi de måske ikke er helt identiske med tilsvarende danske – og hvordan så indplacere dem? Hakkeordenen må jo opretholdes! Eller pågældende har endnu ikke tilegnet sig dansk, hvad selvfølgelig ikke opvejes af, at engelsk sandsynligvis mestres på højt niveau! Til andre tider rummer bagagen et gåpåmod og en virkelyst, som både turde og burde anspore til nytænkning i et gennemreguleret og bureaukratisk samfund, hvor personlig virkelyst og initiativ kan have trange kår. Hvem er det, som åbner den ene lille forretning efter den anden? Ofte med succes og under forhold, som ingen ”gammeldansker” turde binde an med! Når man trods fraværet af den prangende og lokkende vinduesfacade bemærker en frisørsalon oppe på 1. sal, med tilbud om klipning langt under vante priser; ja, da er det overflødigt at gå derop for at konstatere, at indehaveren er ”nydansker”. Det kræver en mentalitet, som endnu var tilstede i Danmark helt frem til de første efterkrigsår. Derefter døde den ud, kvalt i velfærdssamfundets hang til ekspansion og stordrift med deraf følgende behov for regler i stribevis. Det er blot et enkelt fænomen af de mange, vi kunne glæde os over måske at få tilbage igen – takket være hjælp udefra!

Men det ukendte har altid skræmt mennesket og det er så let at harcelere over urolige og utilpassede elementer i Vollsmose og andre steder, skønt det vel stort set kan svare til at identificere og forstå ”gammeldanskerne” med og ud fra nogle rockergruppers atypiske normer og fremfærd.

Modsat, hvem der er kommet hertil fra lande, hvor krig måske har været hverdag i årtier og dagsordenen sat af despotiske regimer: inden I lader jer skuffe over et sekulariseret Vesten med fokus på materielle værdier – der kan være andet og mere at bemærke! Meget muligt, at gadebilledet er præget netop af de materielle, at kvinderne fremviser deres yndigheder på en i jeres øjne ublu måde; der kan alligevel være værdier tilstede. Den værdi, som først og sidst bærer et demokrati, er ikke den højt besungne frihed. Den kan nok være lidt hul, når det kommer til stykket. Ej heller er det tolerancen, som have en grænse, hvis den ikke blindt skal acceptere alt – og dermed få karakter af ligegyldighed. Det er en værdi, der går langt dybere: det er tanken om, at det enkelte menneske er unikt og dets liv derfor ukrænkeligt! Dybere, fordi den er irreversibel. Har den tanke først rodfæstet sig, er det umuligt at opgive den: det vil aldrig kunne begrundes, at man forlader et sådant standpunkt, når først man har forstået, hvoraf tanken kommer. Usynlig er den overalt; på torv og stræde, i supermarked, på arbejdsplads, i private hjem. End ikke i kirken kan den ses. Alligevel er den allestedsnærværende, men kun for den, der har blikket slået op og ørerne foldet ud.

Der kan være mange problemer forbundet med at forlade sit fædreland og søge nye egne. Især, hvis det sker påtvunget af bitter nød. Men har man tænkt sig at blive eller ikke har god grund til at tro opholdet af meget midlertidig karakter, da bør der ikke være problemer med at lære et nyt tungemål: betingelsen for at kunne forstå de nye omgivelser. Verden bliver større derved, men det forhindrer ikke, at man fastholder sin identitet. Tværtom! Og identiteten udgør grundlaget for overhovedet at kunne integrere nyt. Blot kan det ikke ske i en forkrampet fastholden-sig-til, kun i en forholden-sig-til! Som den på én gang vise og enfoldige Zorba udtrykker det i filmen af sammen navn: „Life is but trouble, only death is not. To be alive is to undo your belt and look for trouble.“

Forhåbentlig er det bemærket, at ”gammeldansker” og ”nydansker” overalt er sat i anførselstegn: et forsøg på at holde distance! Begreberne alene er med til fastlåse stereotype billeder og blokere for et møde, hvor begge parter ærligt og redeligt vil, at integrationen skal blive andet end tom snak. Måtte det lykkes, trods den 11. september og de siden da intensiverede bestræbelser på at trække fronter op fra mange sider. Verden har ikke brug derfor. Ingen af os skal være her så længe endda. Den smule tid, vi hver især får tilmålt, kan bruges på andet og bedre. Uanset om vi er gamle eller nye i gårde, har vi et liv at leve. Og værdi kan det kun få i kraft af de relationer, vi er i stand til at etablere med hinanden. ’Palle alene i verden’ er det største mareridt, et menneske kan leve i eller med. Kulturerne har aldrig blomstret uden i de perioder, hvor de har stået i udveksling med hinanden.

Livet er dér, hvor modsætningerne mødes, i kontrasternes spil. Uden denne vekselvirkning, uden evnen til at bringe i spil og dermed sætte på spil, ophører alt. Derfor er der intet behov for, at nogen skal eller bør opgive deres identitet og selvforståelse; kun er der brug for det spillerum, som tillader og anerkender alle andre den samme ret: tillid og respekt.

Share