Jul uden bjældeklang

Pressemeddelelse fra Nordlyset, den 13. december 2011

Julemand i knibeForuroliget over de vedvarende lavineskred i såvel Wintergate som Trolexgate har Julemanden i dag over middag fyret sin særlige rådgiver og vanlige anfører, Rudolf. Julemanden vil ganske enkelt ikke risikere at blive fanget i en Xmasgate midt på drivisen. De tilbageværende otte rensdyr – Springer, Danser, Smukke, Konge, Komet, Amor, Torden og Lyn – skulle dog angiveligt kunne sikre den årlige leverance af milde gaver til alle verdens søde og velopdragne børn.

Men – og der er et stort men: Rudolf er beskæmmet forsvundet fra alle kendte tilholdssteder og har dertil slukket lyset i sin røde tud. Værre endnu, med sig har han angiveligt taget alle lydfiler.

Der kan således være grund til at frygte, at vi på ubestemt tid må undvære både Julemandens lystige ”ho-ho-ho” og kanens muntre bjældeklang. Dette beklages dybt af Julemandens øverste gave- og indpakningschef, Strax Gavmild, som dog vemodigt konstaterer: »Børnene, de tror jo alligevel ikke længere på vor lange og anstrengende kanefærd fra det høje Nord og ud i hver en Ravnekrog. Ja, de tror vel knap på nogen eller noget i disse tider…«

Julemanden selv har ikke ønsket at kommentere på den seneste udvikling og eskalerende trussel mod julefredens komme. Sædvanligvis velunderrettede kilder nær Polarcirklen mener dog, at han inde bag det store, hvide skæg har ymtet noget i retning af: »Men det er nu stadig mig, der er Boss i det her tabernakel!«

Flere kommentatorer udtrykker imidlertid her sidst på eftermiddagen stærk tvivl om, hvorvidt han har helt styr på den forestående festivitas, idet de hæfter sig ved, at Julemanden selv for årstiden ser mere end almindeligt forfrossen ud.

Eventuelle oplysninger om Rudolf og de forsvundne lydfiler bedes indgivet til nærmeste redaktion, hvor man fluks vil tage alle fornødne skridt til en sikker forvaring af den bortrømte Rudolf og en snarlig relancering af julens kendte og elskede fanfarer.

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Samfund. Bogmærk permalinket.