Søren Kierkegaard – i anledning af 200-års dagen

Søren KierkegaardSøren Aabye Kierkegaard (5. maj 1813 – 11. november 1855) gjorde sin entre på bogreolen nogenlunde samtidigt med Karen Blixen. På det tidspunkt boede jeg i København. En by fyldt med antikvariater, hvor især inde på Fiolstræde helt uimodståelige tilbudskasser gjorde livet til en stadig fristelse for en ung mand med en vanligvis flad tegnedreng: Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet og Dømmer selv – god titel, pokker da til indhold. Det blev ikke ved den lejlighed – sandt at sige, jeg har endnu ikke fået den læst! Der skulle gå mange år, inden den gode Søren Sok fik stillet mig sit Enten-Eller; endda krævede den flere tilløb. Især assessor Wilhelm var mig noget omstændelig og sludrevorn. En stående kommentar til Kierkegaard var for en tid: det, jeg forstår, er godt – men så er der en hel masse, hvor jeg ikke ved, om det er mig eller Kierkegaard, der er gået i sort.

Der skulle Frygt og Bæven til, før ordene blev levende: at nogen kunne vride så meget ud af Bibelens få linier om Abraham og Isak… Begrebet Angest var og er svær, men for hvert værk, der tages i besiddelse, bliver de forrige mere tilgængelige og rammer stedse dybere. Til sidst er han helt inde og har fat ved hjerterødderne; færdes hjemmevant i de egne, hvor ellers kun ens nærmeste får lov at bevæge sig omkring. Han kan skrive så djævleblændt smukt, at det gør helt ondt at læse. For så at sætte tålmodigheden på hård prøve med en dagbog som “Skyldig?” – “Ikke-Skyldig?” Kun takket de indlagte fragmenter redder man sig igennem med forstanden i behold. Og som Joakim Garff antyder i sin biografi, SAK: måske det netop er meningen med dagbogen, man skal mærke et strejf af vanviddets nat!

Søren var ikke just en mand af få ord, slet ikke på skrift. Når jeg i dag ønsker at hylde ham, både i anledning af de 200 år og for mange gode og udfordrende timer i hans selskab, og leder efter en passende festtale, viser det sig naturligvis, at også den har han selv længst og med stor omhu nedfældet med sin sprudlende pen, netop i Frygt og Bæven:

»Nei! Ingen skal glemmes, der var stor i Verden; men Enhver var stor paa sin Viis, og enhver i Forhold til dets Storhed, han elskede. Thi den, der elskede sig selv, blev stor ved sig selv, og den, der elskede andre Mennesker, blev stor ved sin Hengivenhed, men den der elskede Gud, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver blev stor i Forhold til sin Forventning. Een blev stor ved at forvente det Mulige; en Anden ved at forvente det Evige; men den, der forventede det Umulige, blev større end Alle. Enhver skal mindes, men Enhver var stor alt i Forhold til dets Størrelse, han stred med. Thi den, der stred med Verden, blev stor ved at overvinde Verden, og den, der stred med sig selv, blev større ved at overvinde sig selv; men den, der stred med Gud, blev større end Alle. Saaledes blev der stridt i Verden, Mand mod Mand, Een mod Tusinde, men den, der stred med Gud, var større end Alle. Saaledes blev der stridt paa Jorden: der var den, der overvandt Alt ved sin Kraft, og der var den, der overvandt Gud ved sin Afmagt.«

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Filosofi, Filosofiske smuler, Portrætter. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.