Godthaab Hammerværk, Ridemands Mølle og Guldbækken

Ridemands Mølle– indtryk fra et par vandringer i området, november 2012 – flere fotos her.

En vandretur mellem Godthaab Hammerværk og Ridemands Mølle giver et godt indblik i mere end 700 års menneskeskabte forandringer af Guldbækkens forløb. Området udgør en af Aalborgs perler, hvor natur og kultur mødes og i skøn samdrægtighed præsenterer både et rigt dyreliv og et enestående kulturlandskab med opstemmede søer, stemmeværker og kanal. Landskabet er desuden præget af de oprindelige engområder og skove, som med kyndig hånd er blevet tilpasset skiftende tiders behov. Et område med betydelige historiske og rekreative værdier venter den besøgende.

Guldbækken har sit udspring i moserne sydøst for Hæsum og løber gennem Godthåb og Svenstrup, inden den efter et samlet fald på hele 37 m løber ud i Østeråen nord for Svenstrup.

Udnyttelsen af rindende vand som energikilde blev først kendt i Danmark i vikingetiden, skønt opfindelsen allerede da var omkring 1000 år gammel, opstået i Middelhavslandene. Vikingetidens møller var primitive skvætmøller med et vandretliggende møllehjul, direkte forbundet med drejekværnen og uden nogen udveksling. Benediktinermunkene bragte i tidlig middelalder mere raffinerede mølleformer til landet, med lodretstående møllehjul, udvekslinger og gear.

Guldbækken har med sit store fald egnet sig godt for vandkraft, og den har da også gennem årene drevet fire møller, hvoraf Ridemands Mølle og Godthaab Hammerværk stadig kan ses; sidste endda i fuldt funktionsduelig stand. Efter de to andre, Vestre Mølle og Svanemøllen, er kun søerne bevaret.

Ridemands Mølle eksisterede allerede i middelalderen. Den ældste kendte skriftlige kilde er et skøde fra 1406; udstedt, da Margrethe I overtog møllen. Den var en af de vigtigste kornmøller på egnen og fungerede en overgang også som stampemølle.

Møllens navn stammer fra en senere ejer, Peder Sørensen Ridemand, herredsfoged i Hornum Herred fra 1537-1544. Tilnavnet ”Ridemand” er en stillingsbetegnelse; det var en ridemands opgave at ’ride markskellene af’, hvis – og når! – der opstod uenighed om deres placering. Og han var bemyndiget til at foretage udlæg hos en skyldner. Betegnelsen ’ridemand’ må ikke forveksles med ’ridefoged’; første var udnævnt af kongen med hjemmel i Danske Lov, mens sidste var herremandens private funktionær, der varetog godsets relationer til bønderne – og ofte var ildeset blandt dem, jf. Holbergs Jeppe paa Bierget.

Mindre end en kilometer nord for Ridemands Mølle etablerede et aalborgensisk konsortium i 1797 endnu en mølle, Papirfabrikken Godthaab, som blandt andet fremstillede indpakningspapir til C.W. Obels Tobaksfabrikker – og gav navn til den omliggende landsby.

Produktionen blev aldrig rentabel, og i 1858 købte den driftige smedemester Christian Zinck den nedlagte fabrik med det formål at flytte Zincks Hammersmedje fra Sejlflod hertil. Det var vandkraften, der lokkede.

Christian Zinck var selvlært som smed. Før han i 1845 indrettede et lille, vanddrevet hammerværk i Sejlflod, havde han været på studietur til Grejsdalens Hammerværk. Rygtet vil vide, at smeden gik til fods den lange vej mellem Nordjylland og Vejle, hvor han ville aflure værkets vanddrevne smedehamre. I 1858 købte Zinck den gamle papirfabrik Godthaab og byggede den om til et større hammerværk. Sønnen Niels, der uddannede sig i København, blev kaldt hjem. Faderen modtog ham med spørgsmålet: “Har du nogen penge, Niels?” Sønnike måtte da låne faderen 50 rigsdaler til at få bragt papirerne i orden. Måske dette gjorde Niels noget usikker på fremtiden, men vandhjulet på hammerværket kom dog hurtigt op i omdrejninger.

Sammen med sønnen Niels lykkedes det Christian Zinck at udvikle hammerværket til en ganske betydelig virksomhed indenfor produktion af redskaber og værktøj til landbrug og håndværk.

I 1868 gik ejeren af Ridemands Mølle fallit, og møllen blev solgt ved tvangsauktion til Christian Zinck, der på den måde skaffede sig fuld kontrol over hele systemets vandkraft. Han begyndte nu opførelsen af Zincks Kanal, og de gamle vandhjul blev afløst af effektive turbiner. Et af turbinehusene er bevaret og kan stadig ses i området.

I slutningen af 1980erne overtog Fiskars virksomheden og overlod de gamle bygninger til den selvejende institution: Museet “Godthaab Hammerværk”. I dag er Hammerværket med sine ældste bygninger, maskiner og vandkraftanlæg restaureret, og en fast udstilling viser de redskaber og værktøjer, hammerværket har fremstillet siden starten i 1858.

Også Ridemands Mølle er i dag museum, ejet af Aalborg Kommune. I hovedbygningen er indrettet en udstilling med værker af maleren og forfatteren Anders Hune (1894-1968).

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Kultur, Natur. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.