Empatiens digter

I dag er det 100 år siden, at Herman Bang (1857 -1912) blev fundet død i et tog i Ogden, nær Utah i USA. Så ene og forladt i døden som ’de stille eksistenser’, han gav mæle i romaner og noveller. Hvem var han, den ensomme?

Her, dér og alle vegne; så med ét som sunken i jorden – selv for nærmeste omgangskreds. Således tegner sig billedet af Herman Bang som menneske: skuespiller in spe, skarpsindig kritiker, banebrydende journalist, medrivende oplæser, formbrydende forfatter, fremragende sceneinstruktør – og omflakkende kosmopolit. Lig Ahasverus, den evige jøde, hjemløs, uden fædreland – en fremmed i tilværelsen. Fred og hvile, endsige lykke, synes ham beskåren til den dag, hvor døden slukker den flimrende bevidsthed. Undervejs kan han dog øjne en lindring, Jerusalems skomager ej var forundt. I ’ventesalen’ bliver kloral, morfin, champagne, cognac, duftevand og nelliker i reverset – akkurat reversen! En dekadent dandy, hvis udgifter nok var proportionale med indtægterne, blot evindeligt hældende mod den fejle side, som ifølge ivrigt svirrende rygter også hans sexualitet påstodes at gøre det. Mange så ikke andet…

Ikke vidste man besked med, hvordan han jævnligt måtte leve under kummerlige kår trods en overvættes flid; hans store taknemmelighed mod dem, som hjalp; hans egen betænksomhed mod dem, som var i knibe; eller hans generøsitet, som når han fx tilskriver Jonas Lie æren som „Mesteren“, der har lært ham, hvordan den sceniske fremstilling gestaltes. Bang holdt jo selv disse sider omhyggelig skjult med sin selviscenesættende facon: han ville forarge og provokere og læses. Og han blev læst, endog flittigt; anerkendelsen var derimod sparsom og kom både modvilligt og sent fra de fleste.

I værkerne finder vi digteren Bang ganske snært på mennesket Bang: ikke til at få hold på. Ingen genre lades uforsøgt: essay, skitse, studie, drama, digt, erindring, novelle, roman og hyppigt fortællinger balancerende ubestemt mellem sidste to. Synsvinklen skifter hurtigt og brat eller glider umærkeligt, så den vanskeligt kan bestemmes; replikkerne ryster anførselstegnene af sig og individualiserer sig i et kådt og sprælsk virke under dække af tankestregens eftertænksomhed; inqvit glimrer ofte ved sit fravær og rejser spørgsmålene: hvem siger hvad, til hvem, hvornår? Spørgsmål, som yderligere kompliceres ved hyppig anvendelse af flere navne for samme person – snart fornavn, snart efternavn, så titel, så ægteviet påhæng til anden person – hvorfor især ’scener’ med flere ’optrædende’ kan blive kaotiske og vanskelige at orientere sig i; dog, et mangefold af tankestreger og prikker hindrer ikke, at ’kameraet’ snurrer uafbrudt med præference for ’close-ups’, der blokerer overblikket: årvågent sansende, registrerende, reflekterende – et spejl holdes frem! Hvad fremviser det? Bang som menneske, som digter? Rent fiktive personer, opfundet til lejligheden? Eller læseren selv? Vi får ingen hjælp; den olympiske fortæller er likvideret, tilsyneladende er samme kranke skæbne overgået enhver type fortæller, kun scenen er sat: in medias res, så får replikken, handlingen, detaljerne rulle op, hvad det hele går ud på. Men helheden? Især, når det drejer sig om mennesker, fiktive eller ej!

Som J.P. Jacobsen (1847-1885) lader Hjerrild formulere det i Niels Lyhne: „Et Menneske hænger ikke saa nøje sammen.“[1] En opfattelse, der også kan antages at være hans personlige, da han fremfører og uddyber synspunktet i breve til Edvard Brandes[2]. Bang knytter i mangt og meget an til Jacobsen. Allerede som 22-årig er kritikeren Bang istand til at sammenfatte sin poetik; endnu kan han ikke selv digte, men han véd nok over hvilken læst, stoffet skal skæres:

„Hvad Realismen oprindelig synes at have set, er, at, som Taine siger, Tingene i Livet sjeldent er saa ganske simple. Og at Forfatterne, da de først havde vendt Blikket mod det Liv, der leves, maatte se dette, var ganske naturligt, ligesaa naturligt som, at man en smuk Dag holdt op med at være Romantiker og ved at vende sig mod Livet overhovedet blev Realist. Hvad man opdagede, var det, at alle Følelser er sammensatte, og at Følelseslivet er uendelig mere kompliceret, end man tidligere havde antaget. Denne Betragtning, der var opstaaet ved at se paa Virkeligheden, maatte naturlig lede til, at man mere og mere søgte at dissekere dette Følelsesliv, komme det nærmere paa Livet. Saaledes begyndte man at dyrke denne saa bagtalte Sjælens Anatomi, som er Skolens Stolthed og Modstandernes mest benyttede Vaaben. (…) Selv Billedet af det enkelte Sjæleliv vil altid spalte sig i Billeder. Det Iagttagnes Mangfoldighed er for overvældende, og Forfatteren viger tilbage for af egen Magtfuldkommenhed at sammensmelte alt dette Mangeartede og alle disse Modsigelser, der rummes i det samme Liv. Jeg kjender derfor heller ikke nogen realistisk Roman, der ikke er en Samling Billeder, løsrevne Blade af den menneskelige Sjæls store Bog, en Bog, Ingen har læst tilende, og hvis Opløsning derfor Ingen kjender.“[3]

Symptomatisk er da også, at Bang allerede i samme værk klart diagnosticerer det problem, som litteraturforskningen i Danmark først i de seneste årtier ret har fået øjnene op for: Jacobsen er ikke naturalist, men transcendenserer, som alle store forfattere, sin egen tid både forud og fremad – en skønsom hybrid af romantiker, realist og modernist:

„Og dog er han den bedst maskerede af alle vore nye Forfattere, iført et ældre Aarhundredes Kustyme, omgivet hélt af et historiske Sceneri. […] Hvad der i „Marie Grub­be“ navnlig betog det store læsende Publikum var Bogens glimrende Kolorit. Man maa for at finde noget lignende i Farveglød og Farvepragt, gaa tilbage til visse Romantikere i Frankrig. Et mærkeligt Fingerpeg forresten henimod en Sandhed, Realismens Venner og Fjender begge har ladet uomtalt: Jacobsen er midt i al sin Realisme en stor Romantiker, men en Romantiker, hvis Romantik er tøjlet af Forskeren i ham, og som derfor mere skaffer sig Udslag gjennem det enkelte Billedes Stemning end gennem Helheden, hvor Digteren vil være Forskeren og vil undersøge Fænomenerne.“[4]

Bangs tidlige bekendskab med og egen fascination af Guldaldertidens digtning kan måske forklare: han kender problemet på første hånd!

Når jeg trækker udsagnet om Jacobsen frem her, skyldes det, at iagttagelsen også demonstrerer, hvad der for mig at se er Bangs proprium: kombinationen af et skarpt blik, en ofte usædvanlig vinkling af emnet – og en sjælden indlevelsesevne! ’Resignationens digter’ og ’den tragiske Bang’ er blandt de etikketter, Harry Jacobsen anvender i sin store biografi; jo bestemt, men for mig at se først og sidst ’empatiens digter’.

Endnu et forhold synes at trække en forbindelse mellem Jacobsen og Bang: så uomgængelige deres navne i dag synes i en nærmere redegørelse for ’det moderne gennembrud’, var de for chefideologen Georg Brandes at se begge utidige ’problembørn’ med nykker og hang til at gå egne veje. Broderen, Edvard Brandes, havde nok mere forståelse for og indsigt i Jacobsens egenart[5], mens Bang var – og måske forblev – en opkomling, idet han ikke alene var ved at tage ham brødet ud af munden med sin journalistik, men ydermere havde den frækhed at komme begge brødre i forkøbet med sin introduktion af fransk naturalisme; ja, med Realisme og Realister (1879) i mangen henseende faktisk at foregribe GB’s Det moderne Gjennem­bruds Mænd (1883). Sagtens er det anspændte forhold i høj grad udtryk også for en personlig tvist, nok så meget som en litterær og ideologisk uoverensstemmelse: Bang på sin side var skuffet over aldeles at blive forbigået i Georg Brandes’ bog.

Nuvel, ét er bøgerne og deres publikationsår; ’det moderne gennembrud’ dateres gerne tilbage til forelæsningsrækken ”Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur”, som indledes 1871. Påfaldende er dog, at Jacobsen og Bang begge står helt i centrum af gennembruddet og til samme tid må se sig slynget ud i periferien af enten den ene eller anden Brandes, foruden talrige andre af tidens litterater!

Jacobsen får nok venlige ord i anmeldelserne fra det toneangivende broderpar Brandes, men er ikke blind for den skuffelse, som især GB har svært ved at skjule efter den lovende debut med ”Mogens”. Og Bang når kun én gang at se et værk, Ludvigsbakke, lovprist af en nogenlunde samstemmende kritik; det eneste også, som sælger og altså er i stand til at vinde læsernes gunst. At en senere tids læsninger har skaffet såvel Jacobsen som Bang en langt større anerkendelse, end deres samtid tilkendte dem, er så heldigvis ikke usædvanligt; det er gået dem begge som her:

„Men hine to Kvindeansigter – aa dagligdags Ansigter med bortstrøget Haar fra lidt kantede Tindinger – var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.“

– Herman Bang: Ludvigsbakke, 1896

[1] SV*, bd. 2, p. 126 f.

[2] SV, bd. 6, p. 104 f og p. 105f. – i breve af 30.03 og 28.04.1880

[3] Realisme og Realister, p. 15 f.

[4] Ibid., p. 65 og 83 f.

[5] Her kan man bl.a. hæfte sig ved, at GB og JPJ i deres brevveksling hele livet forblev Des, mens breve til og fra EB tidligt er holdt i en anderledes venskabelig og mere fortrolig tone. Se fx breve SV, bd. 5 og 6.

* SV henviser til Jacobsen, J.P.: Samlede Værker 1-6. Rosenkilde og Bagger, København 1972-74

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Litteratur, Portrætter. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.