Besættelsestiden og de unge døde

Fred og frihed er værd at fejre, og i aftes havde mange lys i vinduer og på FB. I glædesrusen, dengang som nu, glemmes dog nemt, hvor kaotiske og spegede besættelsesårene og tiden derefter faktisk var. Derfor et uddrag af et essay om Martin A. Hansen, hvor besættelsestidens problematikker spiller med. Det kan læses i sin helhed her.

===========

Det farlige i Johans natur ligger også i det enkle forhold, at han trods alle gode intentioner og livsytringer [tænk Løgstrup] kunne have fejlbedømt situationen; ikke i form af tyrens konkrete trussel, derimod netop i form af frihedskæmperens i begyndelsen uerfarne og legende indstilling til et stort og komplekst spil, hvis alvor og fulde omfang først tegner sig klart, efterhånden som en organiseret nedkastning af våben og sprængstoffer ændrer modstandskampens karakter fra mest at være på niveau med ’drengestreger’ til guerillakrig. Hvad der først bringer den i opposition til den legitime regerings samarbejdspolitik og fra 29. august 1943 fører til en skærpet holdning fra tysk side med stikkerrekruttering, clearingmord, tortur og henrettelser til følge; et også i dag sørgeligt aktuelt dilemma træder frem: det er ofte umuligt at skelne mellem terrorist og frihedskæmper, før sejrherren har skrevet historien… Og da det for sent at skride til handling; en anden kamp venter: vurderingen af, om sejrherren blev den rigtige, og hvorvidt han nu fører sig frem med en sejrherres værdighed.

På det punkt blev MAH ramt af en alvorlig skuffelse; et forsvar for stikkerlikvideringerne, ”Dialog om Drab og Ansvar”, bragt i den illegale presse, havde som udtrykkelig forudsætning, at der ved besættelsens ophør skulle finde et retsopgør sted, som også inkluderede en juridisk undersøgelse af modstandsfolkenes redelighed og uvildighed under udpegning af og drab på mulige stikkere; formuleret gennem Sokrates’ stemme: „De [frihedskæmperne] handler, som jeg her tænker, de har Ansvarsfølelse, og ligesom de aldrig med overfladisk Sind griber til disse Forholdsregler, vil de i Tvivlstilfælde hellere udsætte sig for Fare end begaa den frygtelige og uoprettelige Fejl at ramme en forkert.“ (Der brænder en ild, s. 22)

Et stort ansvar at uddelegere, da der ikke alene er tale om at forsvare likvideringerne, men også om en genindførelse af dødsstraffen med tilbagevirkende kraft! Juridisk sker det først i forbindelse med retsopgøret efter befrielsen, hvor Straffelovtillægget af 1. juni 1945 fører til 78 dødsdomme, men de ulovlige stikkerlikvideringer foregriber det problematiske heri. Tilliden skal derfor efterprøves, også af hensyn til modstandsfolkene selv:

„Rettens virkelige Kald er jo at beskytte, og jeg er bange for, at disse Mænd godt kan komme til at trænge til Beskyttelse, ikke mod Vold og Overlast, men Beskyttelse af Navn og Ære. […] Glem da ikke den Mand, vi giver Ordre til at gøre det, og vend dig ikke fra ham. Han er din egen bevæbnede Haand, og du skal staa sammen med ham, naar dette er forbi.“ (s. 23)

Den side af retsopgøret kom aldrig med, og i manges øjne tog det overhovedet karakter af en farce, hvor de mere ubetydelige landssvigere blev dømt hårdest – det strafferetlige opgør blev løsrevet fra et moralsk opgør med besættelsestidens politik. MAH kommenterer efter besættelsen, i 1953, sit forsvar for stikkerlikvideringerne med nogen bitterhed:

„Dersom nogen nu læste »Dialog om Drab og Ansvar« vilde han maaske ikke mærke saa meget til de fjerne Nætters Besvær. Derimod vilde han vel bemærke, at Dialogen forudser noget om deres Skæbne, som var Redskabet, Dræberne. Onde Tider kunde komme for dem. Og de kom. Læseren vilde dernæst bemærke, at Dialogen tager alvorligt fejl i noget andet. Den paastaar, at disse Domme og Likvideringer efter Krigen vil blive frivillig forelagt danske Domstole, saa disse Nødværgehandlinger gennem en Retsakt lægges paa Folkets Skuldre. Deri tog jeg helt fejl. “ (”Juli 44”, s. 192 f.)

I alt dette kan MAH nu virke noget naiv. Selv den mest ansvarlige og besindige modstandsmand har næppe ladet mulig tvivl komme den formodede stikker til gode; sådan tænker man ikke, når både eget og andres liv og fortsatte kamp for det, man tror på, står på spil – uden, at der levnes hverken tid til eller reel mulighed for en nøje efterprøvning af indicierne. Man har måttet handle hurtigt, kontant og sikkert til tider brutalt, med skruplerne fejet under nærmeste dække. Og disse skulle så graves frem igen, i en senere tid, under andre forhold – og granskes gennem en ganske anden optik?

Debatten, der fulgte i kølvandet på den dansk-svenske TV-serie ”Jane Horney” (1985), viser klart, hvor problematisk det altid vil være at forsvare et drab i en eftertid, der kan rumme tvivlen, men har glemt bødlens tunge kår under en tvingende her-og-nu afgørelse i yderste ensomhed; herre over liv og død med kun én sikker forvisning: barmhjertighed mod den ene kan brat slå om i nådesløshed mod andre. Naiv eller ej, således tænker MAH, og ud fra det skriver han smukke tanker om bødlens ansvar og folkets medansvar. I disse tanker ligger indfældet, hvad der måske er både menneskets og forfatterens grundproblem: han kan ikke opgive troen på en retfærdighed, der kan karakteriseres meget kort – den er ikke af denne jord.

Til ovenstående kommer, at MAH i løbet af sommeren 1945 modtager underretning om to unge modstandsfolk, Kim Malthe-Bruun og Ib Mogens Bech Chrisensen, der satte deres liv til kort før befrielsen – første blev henrettet 6. april 1945 tilligemed 3 andre modstandsfolk og sidste dræbt under skudveksling med en tysk styrke den 23. april – tillige med den oplysning, at dialogen skulle have motiveret begge til at gå ind i modstandskampen.

Dette kan vel anfægtes; Bech Christensens liv, som det skildres i Dem skylder vi vor Frihed (s. 136-151) og understøttes af et mindeord i Artikler fra ”1944” (s. 5-9), er nærmest symptomatisk for modstandsbevægelsens udvikling gennem krigsårene. Han idømmes i slutningen af 1941 tre måneders fængsel for at male slagord mod besættelsesmagten på jernbaneviadukter o.l. og bliver efter løsladelsen 19. februar 1942 særdeles aktiv på alle fronter i modstandsbevægelsen: indblandet i og en ledende skikkelse i forbindelse med alt fra sabotageaktioner og våbenkup til illegal pressevirksomhed og opretholdelse af en sikker rute til Sverige. I det øjemed at skaffe materiale til brug for et senere opgør med værnemagere er han desuden med til at foretage aflytning af telefonsamtaler til Schalburgkorpset, røveri af post til Dagmarhus og Shellhuset, beslaglæggelse af arkiver og dokumenter fra Det Tyske Handelskammer og afbrænding af materiale til propagandafilm på UFA’s kontor.

Listen over Bech Christensens aktiviteter fra februar 1942 og frem er omfattende og MAH’s artikler kan hverken have været drivkraften eller den første tilskyndelse, da denne først bliver engageret i ”Folk og Frihed”’s redaktion omkring 1. juni 44 (Bondesøn og digter, s. 367). Hertil må føjes, at Der brænder en Ild – og dermed ”Dialog om Drab og Ansvar” – først kommer ’på gaden’ så sent som oktober 1944!

Ironisk nok efterlyser Bech Christensen tilmed i sit eget illegale blad ”1944” gentagne gange en stemme fra danske kunstnere og bebrejder dem deres tavshed: „Hvorfor svigter vore Digtere?, hvordan kan de lade være at kæmpe med deres Vaaben?“ (s. 32); senere „opfordrer ”1944” sine Læsere til i Tankerne at gennemgaa, om de ikke har savnet forskellige gode og populære Kunstnere“ (s. 53), og i en artikel med overskriften ”Kunstnerne og Frihedskampen” lyder anken:

„Der, helt fremme i Spidsen, hvor særligt Digterne skulde være, er der saa underligt tomt. […] Nu er vi kommet saa langt hen, at vi kan undvære Ord, men der var engang, vort behov for dette var saa stort og krævende, at vi maatte suge Kraft af det, der var skrevet for vore norske Brødre. […] Næsten alle vore Forfattere fortsætter roligt deres Produktion fra før Krigen. Hvorledes kan et Menneske gøre sig Haab om at faa et Folk i Tale, naar det ikke deler Befolkningens Sorg og Kamp.“ (Artikler fra ”1944”, s. 115 f.)

Så sent som 21. februar 1945, under overskriften ”Vore Digtere” fortsætter efterlysningen: „Digterne har altid været nævnt som Tolke for deres Lands Følelser. Dagens Danmark bekræfter det ikke“ (s. 145), og artiklen langer direkte og ganske hårdt ud efter Johs. V. Jensen!

Derimod nævner artiklerne på intet tidspunkt Der brænder en Ild, hvilket må undre: har udgivelsen overhovedet været så kendt og læst før befrielsen, som den siden er blevet? Bech Christensen kan vanskeligt have læst den uden at indse, at her var der omsider et svar på hans efterlysninger; navnlig, da Hans Kirk optræder under eget navn. Men måske MAH har læst Bech Christensens indtrængende appeller – og følt sig ramt? Hvorom alt er, fra juni 1944 besvarer han et udtalt ønske…

Den senere udgivelse af Malthe-Bruuns dagbøger og breve, Kim, vidner om en usædvanlig og moden ung mand, der næppe har været hurtig til at følge den første, den bedste indskydelse eller påvirkning; uddraget nævner da heller ikke hverken dialogen eller overhovedet artikler i den illegale presse, der har efterladt et stort og motiverende indtryk. Derimod giver han fra de første breve, hvor han som sømand kan følge begivenhederne ude i verden, udtryk for en stærk modvilje mod de tyske tropper og deres behandling af krigsfanger og polakker i Danzig, og 1. juli 1941 skriver han under indtryk af omfattende russiske bombeangreb over Finland til kæresten Hanne: „Nu har der lige været Flyverangreb igen – hvor vilde det være velsignet enten at være ude af det hele eller ogsaa at være rigtig med i det. Denne passive Form er næsten uudholdelig.“ (s. 60)

Få dage før han fylder 18 år, nærer han altså et spirende ønske om at deltage aktivt – og bliver engageret i modstandsbevægelsen fra september 1944, før dialogen bliver tilgængelig! Han deltager bl.a. i illegale våbentransporter over Øresund, men får ikke lov at virke længe. De sidste breve, skrevet efter hans arrestation den 19. december 1944, udtrykker en klar bevidsthed om, hvad frihedskampens ultimative pris kan blive:

„Du kommer ind i et Værelse eller en Gang og faar Lov til at staa med Ansigtet op ad Muren. Lad være med at staa febrilsk og tænke paa, at du nu maaske skal dø. Er du bange for at dø, saa er du ikke gammel nok til at paatage dig Frihedskampen, eller i hvert Fald ikke moden nok. Er denne Tvangstanke i Stand til at skræmme dig, er du det ideelle Emne for et Forhør. […] Tag dem roligt og uden hverken Had eller Foragt, da begge Dele rammer deres overmaade saarbare Forfængelighed alt for stærkt. Betragt dem som Mennesker og brug deres Forfængelighed imod dem selv.“ (Min fremhævning, s. 159 f.)

Men evnen til mentalt at træde ind i et indre rum og derfra med stor menneskekløgt drive psykologisk krigsførelse redder ham ikke; en pressefotograf ved Berlingske Tidende driver dobbeltspil, arbejder både for tyskerne og modstandsbevægelsen og leverer de afgørende spor (Kim Malthe-Bruun og krigen, s. 141 f.): sammen med tre andre bliver han dømt til døden. I afskedsbrevene synes han hverken at fortryde eller at miste den stoiske ro, der præger brevene fra Vestre Fængsel:

„Jeg har vandret ad en Vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit Hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig saa naturligt, saa ligetil. Det er kun den bratte Maade, der afskrækker os i første Nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtigt forklare det, men mit Sind er fuldkommen roligt. Jeg vilde gerne have været en Sokrates, men Publikum manglede.“ (Kim, s. 189 f.)

Den sidste bemærkning kunne være en allusion til MAH’s dialog; det er næppe tilfældet, han har tidligt beskæftiget sig med og er på dette tidspunkt stærkt optaget af de to justitsmord, der har influeret på og gennemtrængt udviklingen i den europæiske tanke- og idéverden: henrettelserne af Sokrates og Jesus – vel i et forsøg på at finde styrken til at modstå den brutale tortur, han udsættes for.

Den eneste direkte forbindelse de to modstandsfolk imellem synes at være et engagement i Studenternes Efterretningstjeneste og mere generelt en stor indsats i modstandskampen, den største et menneske kan give: livet. Begge har måske, og kun måske, læst dialogen og andre artikler fra MAH’s på det tidspunkt anonyme pen, men der er et meget stort spring fra at slutte dette og til den voldsomme skyldfølelse, MAH udtrykker i et brev til Preben Ramløv af 14. september 1946, hvor han skriver:

„denne usalige Pen, blodige Pen (at den allerede var blodig og havde direkte drevet en ung Mand ud i Handling, der kostede Livet, vidste jeg ikke da, men siden kom der endnu et Liv til) denne Pen grebes af en mægtig Lidenskab som aldrig før og paa ganske faa Uger skrev jeg mere end jeg endnu har kunnet naa at bearbejde og gøre færdig til Udgivelse […]“ – (citeret fra Wivel: ”Tornebuskens tilblivelse”, s. 307)

Ikke alene virker det helt ude af alle proportioner, når MAH omtaler sin pen som „usalig“ og „blodig“ på baggrund af forlydender om en mulig forbindelse mellem hans artikler og to modstandsfolks død; det er også selvmodsigende, idet målet med artiklerne vel må være at opfordre til modstand. Hele argumentationen i dialogen hviler på, at det ikke rækker med „denne symbolske Modstand“, sådan som Sokrates’ modpart, Simias – af mange ’genkendt’ som Hartvig Frisch – vil det. Artiklen kalder til væbnet modstand med ordene „virkelig Modstand er effektiv Modstand, og det vil jo sige, at man skader Fjenden mest muligt, og saa er det klart, at den Kamp maa foregaa under Jorden, noget andet er jo ikke muligt.“ (Der brænder en Ild, s. 21)

Med andre ord en guerillakrig, hvor man undgår åben kamp med den overlegne, tyske besættelsesmagt og i stedet slår til i små, hurtige og præcise operationer, hvorfra man med lidt held kan forsvinde under udnyttelse af lokalkendskab, civil klædedragt og det beskedne mandtal. Sommetider svigter imidlertid heldet; nogle falder, andre bliver taget – eller senere arresteret som en følge af, hvad tortur og stikkervirksomhed tilsammen kan udrette. Generelt er modstandsbevægelsen båret af unge kræfter, og specielt i de sidste måneder før befrielsen bliver afstanden mellem cellerne i Vestre Fængsel og pælene i Ryvangen uhyre kort: kun dette sidste forhold kan have overrasket MAH! Tillige med det, at antallet af aktive i modstandsbevægelsen fra nytår 1945 frem til 4. maj anslås (iflg. Encyklopædien) at vokse fra ca. 20.000 til knap 50.000, hvilket nok er en formidabel vækst i forhold til perioden omkring Augustoprøret 1943, men stadig en forsvindende del af den befolkningsgruppe, der med nogen ret kunne betegnes ’potentielt våbenfør’.

Besættelsestiden er blandt så meget andet også et eksempel på, hvordan en moderne myte bliver til, nærmest i løbet af natten mellem 4. og 5. maj fødes myten om ’det danske folks vilje til modstand’! Men her er myten en skrøne kun; modstandskampen i Danmark er til det sidste båret af en lille, elitær gruppe, der vover at sætte sig igennem trods den nyudnævnte udenrigsminister Erik Scavenius’ berømte ord den 8. juli 1940:

„Ved de store tyske sejre, der har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet i Europa, der vil medføre en nyordning i politisk og økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt samarbejde med Stortyskland.“ (De så det ske, s. 62)

Ord, der ikke just mister deres brod, da regeringen følger de tidlige sabotageaktioner op med denne erklæring af 10. november 1942: „Regeringen vil sikre opretholdelse af ro og orden i landet. Den vil ikke tåle sabotage eller anden forbrydelse, der direkte eller indirekte retter sig mod besættelsestropperne.“ (De illegale, s. 9) Vilhelm Buhl, statsminister fra maj til november 1942 og senere leder af befrielsesregeringen, går endog så vidt som til i en radiotale den 2. september 1942 at opfordre til stikkeri af landsmænd:

„Vi er nødt til at gøre det klart for alle, og navnlig for de unge, at den, som begaar Sabotage og hjælper med dertil, eller overfor Myndigheder tilbageholder Viden om Sabotageplaner, eller undlader at medvirke til Opklaring af Sabotage, handler mod sit Fædrelands Interesser.“ (Da freden brød ud, s. 47)

Alligevel fortsætter en på dette tidspunkt lille og løst sammentømret gruppe af ’terrorister’ arbejdet med at organisere og udbygge den modstandsbevægelse, som da også efter 29. august 1943 begynder at vinde opbakning i brede dele af befolkningen – rent moralsk! Hvad driver disse mennesker? Udover alle grænser: ud i nattens mulm, hvor faren for bratdød er ulige mindre skræmmende end tanken om at ende i Gestapos varetægt, ud i et væv af løgne og bedrag overfor nærmeste omgangskreds, ud i omegnen af og jævnt ofte langt ind i nervesammenbruddet – samtidigt med, at jobbet skal passes i dagtimerne, uden mindste spor af nattens foretagender. Tilsyneladende ikke ord, hvor de så end måtte komme fra… Tværtimod har der iflg. Bech Christensens artikler været et tungt savn af ord; en anden røst end politikernes: en, der kunne tolke ’nattens stemmer’.

Trods disse indvendinger står det klart, at MAH bliver stærkt betænkelig ved den magt, han med sin pen kan udøve; også, hvor der er tale om en rent digterisk påvirkning af andres sind. Efterfølgende udvikler dette sig til en kunstnerisk krise, som Bjørnvig og Bugge på hver sin vis udfolder og belyser. Helt enige er de nu ikke, og Ole Wivel og Aage Henriksen har alternative opfattelser af krisens kilde, og hvornår den egentlig sætter sig igennem. Alle søger de at finde en forklaring på den tavshed, MAH udviser i skønlitterær sammenhæng fra Agerhønen 1948 og frem til sin død 1955, kun afbrudt af Løgneren (1950) og Paradisæblerne (1953). Tavsheden bliver gåden, som allerede samtiden er opmærksom på, og især eftertiden søger at udgranske. Støttet af, at MAH ikke efterlod skrivebordsskuffen tom, skønt nok overvejende fyldt med gamle ting og gennemskrivninger heraf, og at han de sidste uger før sin død arbejder ivrigt med nye udkast og idéer til skønlitterære arbejder. Meget tyder således på, at han var alt andet end udbrændt som digter, og at tavsheden må skrives på en anden konto, men hvilken?

Bjørnvig giver 1964 et første bud, hvor han inddeler forfatterskabet i fire perioder, finder et skæringspunkt – og på det grundlag fremfører sin hovedtese om:

„den uforsonlige Konflikt mellem Kunst og Kristendom, antydet flere Steder i hans Forfatterskab efter „Lykkelige Kristoffer“, her gjort til et Hovedtema. […] Selve „Kains Alter“-Planen deler mærkværdigt præcist Forfatterskabet i to Halvdele, hver et Aarti langt, fra Debut’en i 1935 til Januar 1946, da han udkastede Planen, og dérfra til hans Død 1955.“ (Kains Alter, s. 11 f.)

Perioderne specificeres nærmere som: „den socialrealistiske idédebatterende, den episke, den modernistisk erkendende og den arkæologisk historiske religionshistoriske“ (s. 17), og det anføres: „Tilsidst igen, i Hospitalsdagbogen, er han paa Tærskelen til Fortællingen. […] Da var Konflikten mellem Kunst og Kristendom ophævet i blichersk Aand.“ (s. 13 og 19) Men altså for sent, i en årrække rammes „den selvfølgelige gode Samvittighed“ (s. 265) til at digte og humorens kilde tilstoppes.

Året efter kommer der et modspil fra Wivel, hvor han i essayet ”Omkring Kains Alter” går i rette med Bjørnvigs tese; han mener dels at finde en række faktuelle fejl og især overfortolkninger, dels at Bjørnvig læser egne problemer med kristendommen ind i forfatterskabet – hvilket jeg må give Wivel ret i, idet jeg i anden forbindelse er stødt på steder, hvor Bjørnvigs omgang med det biografiske materiale synes selektivt, grænsende til det tendentiøse (se bilag 2, der stammer fra en analyse af ”Offer” i Agerhønen). Wivel svarer:

„Jeg vil tage de kunstneriske problemer under eet, altsaa fortællersindets rystelse, den ny erkendende holdning, stilens uldenhed og sensualismens aftagen, og alt dette vil jeg se i lyset – ikke af nogen Kainskrise, nogen selvmistænkeliggørelse – men af krigen. Det var den, og de helt personlige forhold under krigen, de helt personlige erfaringer, der gjorde Martin A. Hansen til moderne digter, som saa mange andre epokeskabende forfattere, hvis udvikling forløber helt parallelt med hans.“ (Kunsten og krigen, s. 103)

Henriksen søger 1971 at påvise en spaltning i sindet, idet han gør opmærksom på, at det var MAH „meget om at gøre at være et ærligt menneske, en mand andre kunne stole på.“ Og tilføjer:

„Men på det tidspunkt af sit liv regnede han det blot for almindelig skyldighed. At det er en revolutionær fordring, som river alle vaner op og fører sin mand gennem dødsriget, hvis den tages alvorligt, vidste han endnu ikke. Den højspændte uge blev for Martin A. Hansen porten til mange nye erkendelser, fordi han i den lovede mere end han kunne holde.“ (Gotisk tid, s. 109)

Tidspunktet er en uge, hvor MAH arbejder i døgndrift på Lykkelige Kristoffer, dagbogsnotaterne ”Juli 44” og ”Dialog om Drab og Ansvar”. Ud fra en genial samlæsning af disse tekster konkluderer Henriksen, at her grundlægges en splittelse, MAH aldrig forvinder, thi nok åbner den for nye erkendelser, men kun i nutiden kan man handle: „Hans vidtspændende forestillingsverden indeholdt en klar, dyb fortid og rugende anelser om fremtiden, men der var ingen nutid i.“ (s. 159) I en parallelisering med Grundtvig fremhæves dennes „vægtløse nutidighed mellem fortid og nutid, mellem erindring og fantasi“, men MAH kunne ikke „finde det sted i sig selv“, på samme vis gøre „kunsten at dø til et led i kunsten at leve. / Her står man ved afslutningen i Martin A. Hansens udvikling, den tilstand hans hæftige stræben stivnede i.“ (s. 171)

Og vi står ved afslutningen af den tidlige MAH-forskning; i nyere tid baserer denne sig i høj grad på hovedteserne herfra, ikke mindst Bjørnvig har med Kains Alter fået rejst et fundament, det er svært at komme uden om, enten det bliver i et medspil eller et modspil. Nyt er især en øget opmærksomhed mod dialektikken hos MAH og en nedtoning af dualismen som en forældet opfattelse, der ikke er videre befordrende for at finde og forstå hovedtrækkene i forfatterskabet. Havde Henriksen trukket en parallel til Kierkegaard frem for Grundtvig, var han måske blevet opmærksom på en spændingsfyldt dialektik; den, der gennemtrænger tilværelsen: så såre et nyt liv er undfanget, er der også sat en ny død i verden. Vi lever i et kontinuum udspændt mellem endelighed og uendelighed, timelighed og evighed, frihed og nødvendighed – en polspænding, der ikke kan brydes. Hvilket er noget andet end en ’stræben’, der ’stivner’ i splittelse og uforløste kunstneriske bestræbelser.

Bugge og måske især Thyrring Andersen argumenterer overbevisende for dialektikken som et fremtrædende træk ved forfatterskabet og sidste anfører omkring krisen „dels, at det såkaldte Kain-tema er på spil i Lykkelige Kristoffer, dels at det er den ene pol i et polspændingsforhold, altså ikke selve gnisten, men blot den ene af forudsætningerne for den.“ (Arvesyndens skønne Rose, s. 10) – dvs. før det skel, Bjørnvig mener at kunne datere til januar 1946 og Henriksen til juli 1944. I det seneste bidrag til diskussionen konkluderer Bugge: „Konflikten mellem kunst og kristendom […] var hos Martin A. Hansen hverken begrænset til en bestemt periode af forfatterskabet eller et underordnet tema blandt mange andre. Tværtimod var konflikten et gennemgående og fremtrædende tema i hans liv og værk.“ (Medusas Søn, s. 368)

Her ser han uden tvivl rigtigt og har i det hele et nuanceret blik for, at der er tale om et kompliceret samspil mellem flere mulige grunde til konflikten. Hvortil jeg vil føje endnu et par, kort antydet: skyldfølelse over først sent at gå ind i modstandsarbejdet, ligesom det synes slående, at ”Gartneren, Dyret og Barnet” kan læses som en bearbejdelse af en faders mareridtsagtige drøm om svigt i forhold til sit barn – tiden, hvor MAH lever adskilt fra familien.

Den ene grund udelukker ikke den anden, de kan glimrende have virket sammen. Og hvorfor partout, som nogle vil det, gøre konflikten til en lammende krise, noget andet og mere end den anfægtelse, der vel må ramme enhver seriøs digter: har kunsten en berettigelse, eller er den slet og ret en mere eller mindre harmløs leg med egen og andres tid? I en epoke, der tumler med store spørgsmål og hos et menneske, der stiller store krav til sig selv, må anfægtelsen hvile tungt over skuldrene, men man synker ikke nødvendigvis i knæ og mister bevægeligheden – som under en krise. Så mange digtere har jo bearbejdet deres personlige traumer og konflikter og akkurat gennem digtningen kunnet, om ikke overvinde dem, så dog håndtere dem. Spørgsmålet er, om der nogen sinde har eksisteret en digter af format uden et stærkt og voldsomt konfliktstof? Er det ikke brydningerne og kontrasterne, der føder den særlige modtagelighed, som for nogle kun kan forløses i kunst? Hvis den opfattelse har noget for sig, må man snarere spørge, hvorfor MAH ikke efter krigen digtede på livet løs, som aldrig før?

Hvad han jo faktisk også gør! Perioden omkring 43/44 til 48/49 synes at være den mest hektiske i forfatterskabet: én stor udladning i kunst. Når han herefter for en tid bruger kræfterne på essays, kulturhistoriske værker samt rejseskildringer – foruden engagementet i Heretica – kan det vel være en meget naturlig reaktion: et behov for at få pusten igen, arbejde på en anden måde – og måske lade op til en ny udfoldelse ’i blichersk ånd’. Meget tyder på, at han under arbejdet med Leviathan faktisk overvinder anfægtelsen og med hjælp fra især Cassirers symbolfilosofi finder argumenterne for kunstens berettigelse. Men han har længe tæret på sin ellers stærke konstitution, nægtet at acceptere døgnets begrænsede timetal, der ses som en stadig hindring og bekæmpes med alle til rådighed stående midler: kaffe, tobak, alkohol, hovedpinepiller, etc. – indtil nyrerne svigter, og helbredet ikke længere kan indfri de høje krav, MAH stiller til sig selv.

Hvad årsagen end er: i ”Midsommerfesten” får anfægtelsen, eller krisen, et markant udtryk, dels gennem tekstens metafiktive pegen på sig selv som en konstruktion af virkelighed, ikke mimesis: efterligning af virkelighed, dels gennem „Forfatterens“ mange selvanklager, hvor „Ordene er blevet Ludere“ (s. 183) og bemærkninger som disse, henvendt til „Læserinden“:

„Kort og godt, jeg maa have en at plyndre, udsuge, forstaar De … som en Rolf Blaaskæg, en Marquis de Sade, en Kanni … […] Jeg har faktisk forført Dem, sjæleligt, okkult, mener jeg. […] Det er sikkert sandt, der er noget masokistisk paa Bunden af os. Maaske det ogsaa virker lidt dragende, at De ikke ved, hvor jeg vil hen. Jeg ved det ikke selv. Og jeg vil heller ikke. Jeg stritter imod som Profeten Jonas. Det ender maaske med, jeg bliver slugt af en Hvalfisk […] Men maaske De skal være Hvalfisken, Frue? Har De noget imod det? … Men nu skal jeg vide, hvad De hedder?“ (s. 102 f.)

Anklager, der kulminerer med et resignerende: „Jeg tør ikke sige, hvad man gør og er. Jeg trænger til at vaske Hænder. Der hænger Blæk og andet ved.“ (s. 118) Og disse svar fra „Læserinden“: „Kære, De kunde finde paa at bruge mit Privatliv“ (s. 103) – og senere: „Men De har ikke blot prøvet at udplyndre, udstille mig, forhaane mig, afsløre mig som et helt igennem lystent Væsen … Men De har været ved at faa mig til at tro, at saadan var det. Saadan var hele mit Jeg! Det skulde jeg tro…“ (s. 141)

Når jeg vil have den biografiske vinkel med og endda inddrager forhold, retsopgøret og de to modstandsfolk, som først gør sig gældende hen over sommeren 1945, efter at ”Paaske­klokken” bliver til, er det for efterhånden at få portrætterne af Johan og Johansen sat i rette lys.

Den bliver til i en periode, hvor MAH selv er ’gået under jorden’; fra september 1944 til befrielsen lever han adskilt fra Vera og børnene, helt på det rene med, hvad prisen må blive, hvis den anonyme pen afsløres. Han er harm både over selve drabet på Kaj Munk den 4. januar 1944 og „kan ikke glemme, hvordan visse blade og partier i marts i fjor ved valget prøvede at hænge Kaj Munk ud og bespytte ham“ for sin skuen mod Tyskland før krigen, thi „med sin død rejser han sig som en kæmpe over småfolket, over de, der latterliggjorde ham.“ (Bondesøn og Digter, s. 208) Nytåret 1945 opsummerer han i dagbogen Munks betydning for en af sine mest produktive perioder med ordene „4/1 44 betød vistnok meget.“ (Dagbøger, bd. 1, s. 365).

Endelig kan det med rimelighed supponeres, at MAH tidligt i 1945 har vidst besked med, om end måske ikke i alle detaljer, at der allerede i sommeren 1944 er stærke politiske kræfter i røre, en magtkamp mellem ’de gamle politikere’ og modstandsbevægelsens gennem året stadigt stærkere koordinerende organ, Danmarks Frihedsråd, med henblik på regeringsdannelse efter den ventede befrielse og på at få Danmark anerkendt som allieret.

Et speget spil, hvor der fra politisk hold arbejdes på at forebygge en frygtet magtovertagelse grundet modstandsbevægelsens generelt stærkt kommunistiske islæt, foruden i Frihedsrådet (Børge Houmann, Mogens Fog m.fl.), store dele af den illegale presse og fx sabotagegruppen BOPA. Fra militært hold synes der at herske en splittelse efter interneringens ophør i oktober 1943; en del officerer går ind i modstandskampen, mens andre, med Den Danske Brigade i Sverige i beredskab, synes at støtte politikerne og forberede sig på at imødegå og nedkæmpe ethvert tilløb til revolution og magtovertagelse ved besættelsens ophør. En illegal reorganisering af hær og flåde finder sted under ledelse af hærchefen, general Ebbe Gørtz, der danner en stab kaldet Den lille Generalstab og betyder officererne, at de stadig er under kommando:

„Den illegale hær bragte hærens og flådens officerskorps i tættere kontakt med den modstandsbevægelse, der var ubetinget loyal over for Frihedsrådet. Men forholdet vedblev at være præget af gensidig mistillid. I efteråret 1943 søgte Den lille Generalstab at få hærens nu illegale efterretningstjeneste til at koncentrere sig om at samle efterretninger om kommunisterne, hvad denne dog nægtede, og de af hærens officerer, der var gået ind i civile modstandsgrupper, fik ordre til at trække sig ud. Flåden valgte at lade tilsvarende officerer blive og pålagde kun de øvrige at danne deres egne grupper.“ (Besættelsesårene 1940-1945, s. 142)

Jørgen Røjel, der selv opholdt sig i Den Danske Brigade en periode, men mistede tilliden til dens ledelse og troen på, at brigaden skulle bruges mod besættelsesmagten, sammenfatter forholdet mellem modstandsbevægelsens civile og militære grupperinger noget skarpere her:

„Hvis man i dag analyserer »Den lille Generalstab«s holdning til de 59 stabsofficerer, er sagen den enkle, at »Den lille Generalstab« gjorde sit yderste for at svække modstandsbevægelsens indsats i selve besættelsesperioden. Det var grunden til, at stabsofficererne ikke måtte arbejde sammen med den civile modstandsbevægelse. Meningen med officersgrupperne var den, at de først skulle anvendes efter tyskernes kapitulation, hvis de gamle politikere kom under pres fra den civile modstandsbevægelse. Det var værnenes politik at være politikernes værn i den givne situation.“ (Da freden brød ud, s. 143)

Perioden efter august 1943 er kaotisk, dunkel og uoverskuelig; det er uklart, hvem der reelt leder landet: Departementschefstyret, politikere samlet omkring Vilhelm Buhl eller Frihedsrådet – et spørgsmål, som både dengang og i dag møder divergerende svar afhængigt af hvordan, der spørges og hvem, der svarer.

Bech Christensen var ikke i tvivl, i artiklen ”Vor store Chance” forsøger han at mane til besindighed: „Frihedsraadet er Danmarks Regering. […] Det er taabeligt at mene, at der skulle være et Modsætningsforhold mellem Frihedsbevægelse og de politiske Partier.“ (Artikler fra ”1944”, s. 149 f.) Den store chance han ser, består dog i at undgå kompromiset: „Der tales om, at Medlemmer af Samarbejdsregeringen, der svigtede det bedste Landet ejede, skal fortsætte i den kommende Regering. Sker dette har vi forspildt vor store Chance.“ (s. 150)

Mange frygter, at besættelsens ophør skal føre til en omvendt gentagelse af ’de lange knives nat’ i Tyskland 1934; i værste fald, at den ventede befrielse skal lede over i en egentlig borgerkrig, som det sker i Grækenland og Belgien, og som der er tilløb til i andre af de lande, der som de første slipper ud af tysk besættelse efter D-dag, den 6. juni 1944. Fundamentale svagheder i den vestlige verdens demokratier, mangel på handlekraft og sammenhold, er længst blevet afsløret op gennem 30’erne, hvilket dengang fik mange til at vende blikket ud i verden, i en søgen efter stærke ledere: Hitler og Mussolini til den ene side, Stalin til den anden.

Det er i denne periode, demokratiets krisetid i 30’erne, Johan kæmper med tyren, men skildret af en forfatter, der har hele den sidste periodes erfaringer med: teknologiens bagside endnu engang udmøntet i verdenskrigens rædsel, fascismens uhyrlige menneskesyn, hvorimod KZ-lejrenes pendant, GULag, endnu ikke er alment kendt, og Sovjetunionen står som én af sejrherrerne; tilmed en meget vigtig allieret, uden hvilken nazismens åg måske endnu kunne hvile tungt og længe på Europas skuldre. Faren ved stærke mænd med demagogiske talenter og forførende ideologier er dog blevet åbenlys.

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Historie, Litteratur, Portrætter, Samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.