Kan nogen give mig en plausibel forklaring på, hvorfor det danske sprog i dag er nærmest klinisk renset for det gode bogstav ‘x’, skønt vi har et righoldigt udvalg af ord med ‘ks’-sammensætninger?
Stort set synes kun indlånte ord, især fra latin, at gå fri af ringeagten. Indrømmet, der er forskel på seks og sex, men den finte kunne man fint leve med i ældre dansk sprogbrug. Svundne tiders litterære landskab vidner om, at man glad og gerne lod Oxer strejfe frit på overdrevet, lystigt svang Øxen i huggeblokken og fint fornemmede, om pigen kom efter Sex æg – eller kunne nøje sig med Sex, slet og ret…
Hvad har x’et gjort forkert?
