Hvad er meningen med det hele?

F.M. Dostojevskij (1821-1881)Har livet en mening? Spørgsmålet er oftest affødt af en følelse af afmagt, når vi indser, at livet ikke føjer sig under logikkens love og vore forestillinger om retfærdighed. Anledningen kan være en personlig krise eller nyhedsformidlingens overvældende vidnesbyrd om menneskelig lidelse og fornedrelse – fra hverdagens familietragedier, tilfældig gadevold og trafikuheld til hele nationers undergang som følge af krig, hungersnød eller naturkatastrofer. Når grum tilfældighed uafladeligt rammer både egne og hele menneskehedens forhåbninger bliver vi tvivlere og fornægtere.

Og afmagten finder næring i så mange, mindre voldsomme, men nok så afgørende faktorer: problemer med kærligheden og parforholdet, børnenes trivsel, velfærdssamfundets tendenser mod bureaukrati og formynderi, arbejdsløshed og et mangefold af globale trusler, hvor såvel lægmand som forsker kan have vanskeligt ved at gennemskue argumenternes grundlag og troværdighed. Man behøver ikke være sortseer for at finde sig overvældet af dagligdagens kanonade af genvordigheder. I en verden, der forandrer sig med stedse større hast, bliver det vanskeligt at finde det grundlag, hvorpå man vil fundere sin tilværelse. Værdierne smuldrer, og mennesket føler sig fremmed i sin verden.

»Hvis Gud er død, er alt tilladt,« er det gennemgående tema i Fjodor M. Dostojevskijs Brødrene Karamasov.[1] Og er det tilfældet, giver det så mening at tale om moral, have begreber om godt og ondt? Eller mere bestemt: vil det være muligt at finde en mening i livet? I en samtale mellem to af brødrene, den intellektuelle skeptiker Ivan og den yngre idealist Alekséij, fortæller Ivan om baggrunden for sin tvivl og anfægtelse:

»Mennesket vil leve, og jeg lever, ja lever på trods af al logik og forstand. Selv om jeg ikke tror på den indre orden og mening – jeg elsker dog grenenes klæbrige, bristende skud hvert forår, det blå himmeldyb, et eller andet menneske, som jeg, måske uden selv at vide hvorfor, finder uimodståeligt. Jeg elsker også den virkelige dåd, menneskets store handlinger, hvis nytte jeg måske allerede for længe siden er ophørt med at tro på, men som jeg af gammel veneration ærer i mit hjerte.« (s. 313-314)

Ivan er et splittet menneske, hvor livsmodet bryder igennem med stor kraft, skønt den meningsløse grusomhed mennesker imellem og især de uskyldiges lidelser plager ham stærkt. Han samler beretninger herom fra aviser og tidsskrifter; han har læst naturvidenskab og er overbevist ateist, men også i sin ateisme forbliver han en tvivler. »Det er ikke Gud, jeg nægter at anerkende, Aljósja, jeg sender ham blot entrébilletten ærbødigst tilbage.« (s. 334) Han må afslå tanken om en forsoning mellem bødler og ofre; hvis andres lidelser skal betale for harmonien, er entréen købt for dyrt! Og Ivan slutter samtalen med et poem, han har affattet: Storinkvisitoren, en anklage mod kristendommen og en protest mod uretfærdigheden. Ivan formulerer den i et prosadigt om Kristi genkomst i Sevilla på inkvisitionens tid, hvor denne genkendes og hyldes af folket, men arresteres af storinkvisitoren, som dømmer ham til bålet næste morgen. Midt om natten går han til Kristus i fangehullet og taler til ham:

»Vi har forbedret din gerning her på Jorden og bygget den op på underet, mysteriet og autoriteten.« (s. 349) Det er de tre fristelser i ørkenen (Bibelen, Matt 4,1-11), der hentydes til og ved at afslå disse, har Kristus agtet mennesket for højt og stillet for store krav: »Sjælens frie kærlighed, det var den Du ville – ikke den knægtedes henrykkelse for den magt, der én gang for alle har indjaget ham skræk … Men også i dette har du overvurderet menneskene; thi om de end er skabt med rebelske lyster og drifter, er og bliver de dog slaver alligevel. Se Dig om hér og døm selv!« (s. 348)

Kristi skyld er, at han har givet mennesket den frie vilje og evnen til at skelne mellem godt og ondt, skønt han måtte vide, at det enten ville misbruge den eller forkaste den, som en tyngende byrde, det ikke kan bære:

»Thi hemmeligheden ved den menneskelige tilværelse ligger ikke blot i selve livet, men fremfor alt i forestillingen om livets formål. Mennesket vil, uden fast forestilling om, hvad det lever for, ikke kunne finde sig i livet, men vil hellere udslette sig selv end blive på Jorden – om så alt omkring ham, hvad han rørte ved, var lutter brød.« (s. 346) Kristus forholder sig til stadighed tavs. »Men hvad blev resultatet af Dit afslag? … I stedet for at bøje menneskenes frihed under Dit herredømme, øgede og ansporede Du denne frihed! Har Du glemt, at mennesket foretrækker roen, ja selv døden, fremfor erkendelsen af og det frie valg mellem godt og ondt? Intet er mere forførisk for mennesket end samvittighedens frihed, og dog – intet volder det større kvaler.« (s. 346-347).

Her finder vi igen det dobbeltbundede i friheden, som et både attråværdigt og besværligt ideal. Inkvisitoren har levet et asketisk liv i selvfordybelse og sorg over menneskenes elendighed. Efter at have sat hele sit liv ind på at finde en fast tro, når han frem til den overbevisning, at menneskets liv ikke kan ordnes blot nogenlunde tåleligt uden at følge de råd, som Djævelen gav. Han beslutter at godkende løgnen og bedraget, berolige menneskene med løfter og med fuldt overlæg føre dem i døden og tilintetgørelsen. »Og mærk dig dette: bedrageriet sker i Hans navn, hvis ideal har draget oldingen så mægtigt hele hans liv igennem!« (s. 356).

Den sidste del af Ivans fortælling tager form og fremtvinges af Aljósjas bedrøvede spørgsmål: »Hvordan slutter så dit poem […] Eller er der ikke mere?« (s. 357) Broderen fortsætter da og slutter ufrivilligt med en hyldest til Kristus: inkvisitoren forsøger til det sidste at afæske fangen et svar. Omsider rejser denne sig, stadig tavs, træder nærmere og giver ham et kys:

»Dette er hele Hans svar – et svar, der får oldingen til at fare sammen. Et øjeblik er det, som om det sitrer i den gamle inkvisitors mundvige; han går hen til døren, åbner den og siger til Ham: „Gå, og kom ikke mere igen … kom aldrig mere … aldrig!“ Han lukker ham ud på „stadens mørke, øde plads“. Og fangen går.« (s. 357)

Dostojevskij sammenfatter i Ivans legende sin egen livslange kamp mellem tro og tvivl og sit syn på spørgsmålet om den frie vilje, menneskets kår og den etiske fordring: mennesket har en fri vilje, og den er uløseligt bundet til respekten for liv; næstekærligheden og tilliden mennesker imellem. Friheden kan det kun bære, hvis det finder noget, som er større end det selv; ellers ender det i fornedrelsen, hvor primitive og lave instinkter tager over og kun sanseligheden råder. Dostojevskij mener tydeligvis ikke, at det er ideologierne eller videnskaben, der kan trække mennesket ud af bestialiteten. Ivans ’poem’ er en bred anklage mod kirken som institution, marxismen, den naturvidenskabelige livsforståelse og enhver form for bedrevidende formynderi. Alle rummer de, hver på sin vis, et bud om, hvordan mennesket kan undgå selv at give værdi til godt og ondt, rigtigt og forkert.

Storinkvisitoren symboliserer alt dette ved at repræsentere kirken som en institution, der gennem en stivnet og fordrejet dogmatik har omtolket det oprindelige budskab: mennesket kan sætte sig ud over fornedrelsen og grusomheden, hvis det vil indse, at det kan skelne mellem godt og ondt. En frihed, der kan være tung at bære, fordi det som Kristus må modstå de 3 fristelser; indse, at på dem kan livet ikke baseres: underet, hvor problemerne opløser sig selv; mysteriet, hvor stærke kræfter udefra kommer til hjælp; autoriteten, der udfrier af ansvaret for eget liv. Kan man ikke hæve sig ud over fristelserne, indfinder nødvendigheden sig: mennesket er bestemt udefra, friheden sat over styr og dermed også muligheden for at finde en mening i livet. Her knytter Dostojevskij an til en pointe, som også åndsfællen Søren Kierkegaard betoner kraftigt: værdierne skal være i mennesket for at have gyldighed; vi er kun herre i eget hus.

Dostojevskij finder, at de lette løsninger ikke kan give mennesket det formål, det har så stærkt behov. At finde en mening med tilværelsen består i at tage eget ansvar på sig; at indse, at man forråder sig selv, når man søger at fly lidelsen, som i Dostojevskijs optik er et grundvilkår i tilværelsen. Kristus er det menneske, der har vist, at det er muligt at følge denne vej. Ved at forblive tro mod sig selv og de værdier, der ligger ud over det sanselige nu og tilfredsstillelsen af de umiddelbare behov. Og når han fastholder en vedvarende tavshed under fangenskabet, må det tages som udtryk for, at kærlighed og frihed er begreber, som ikke kan bevises logisk, indkredses i sproget; de kan kun komme til udtryk gennem det levede liv: handlinger. Det har han gjort én gang; en gentagelse vil kun svække budskabet og gøre det mindre troværdigt!


[1] Hvor ikke andet er anført, citeres fra bind 3 i Dostojevskij, Fjodor M.: Samlede værker 1-24, Stig Vendelkærs Forlag, København 1965-66

 

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Begreber, Filosofiske smuler, Litteratur. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.