Rationaliteten

Tak for din hilsen, Skipper. Er stadig lidt i tankerne omkring rationalitet vs. irrationalitet. Det er jo skræmmende, at verden ændrer sig så hurtigt, at ingen længere har hverken overblik eller kan gennemskue sammenhængene. I egentlig forstand kan siges at kende verden – kende, nærmest i bibelsk betydning: elske. Jeg har selv svært ved at mobilisere optimismen, mindre på egne mere på børn og mulige børnebørns vegne.

Men der ligger også bagved en fornemmelse, som siger, at problemet måske ligger et andet sted. Engang var vi ikke naturen mægtige og holdt os derfor fortrolige med skæbnen, guderne eller Gud. Noget skulle til for at overvinde angsten for mørket, sygdommene og svigtende jagt. Naturen overvinder vi i stadig højere grad og har derfor længst erklæret Guds død; sat os i hans sted. Det gør selvfølgelig en forskel; vi er lidet skikket hertil – ikke alvidende, ikke almægtige.

Spørgsmålet er så: hvis vi indser, at målet er uden for rækkevidde og indstiller vor stræben – er vi da stadig mennesker? Eller måske skal den vendes på en anden led: vokser irrationaliteten ret beset? Er den ikke blot forlagt fra skovens enhjørninge, varulve og elverpiger til rummet, atomet og genet?

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Begreber, Filosofiske smuler, Vagabonderende tanker. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.