Kentaur med nykker

Sophus hed han. Det var næppe tilfældigt, at han brugte den gamle stavemåde med ’ph’, for hans lille, men tætbyggede og seje troldestatur kunne dårligt forenes med det ordinære og det ligetil. Det forudsigelige lå ham i enhver henseende fjernt.

Sophus boede i et afsides skovløberhus nær mosen i skovens østside; dér, hvor uglen jævnligt kendte sig ensom og oplod sin tuden. Sophus, derimod, nedlod sig ikke gerne til nogen form for tuderi. ”Lad kun kvinderne skabe sig,” som han sagde. ”De forstår sig nok bedst på at tage i vej, med eller uden kosteskaft.” Øjnene plirrede lettere filosofisk og efterlod intet tegn på, om bemærkningen skulle forstås som en vits eller en sarkasme.

Massey Ferguson 35Hans tilknytning til skoven var nu af en egen og gådefuld natur, thi han var ikke ansat, hverken som skovløber eller skovarbejder. En gammel, rød Massey Ferguson 35 knyttede en sindrig forbindelse, af karakter ikke ulig traktoren selv. Gik den en sjælden gang i udu, kunne en stump ståltråd vanligvis klare sagen. Med årene havde den da antaget en sælsom skikkelse, der forlenede garnnøglets trinde blidhed med pindsvinets prikne harnisk. Hvor de lignede hinanden, de to. Ja, når mand og traktor tøffede om i skoven, var det som at møde en kentaur.

Uadskillelige og organisk sammenvoksede var de, man så dem aldrig hver for sig. Hver dag drog kentauren om i skoven og klarede de opgaver, som skovens mere moderne grej ikke magtede. De mange moser, hvor den store IH med hydraulisk kran trods sine boogie-hjul hurtigt stak fast i dyndet. Og der, hvor denne havde hentet det meste, men ikke havde stunder at tage sig af mere spredtliggende kassetræ og brænde. Kunne grabben ikke lukke sig, så næven blev fuld hver gang, var det for dyrt at sætte den unge herre med hans hang til bekvemmelighed på jobbet. En hang, kentauren ikke kendte til, men nærmest foragtede. Således var der altid noget at udrette for ham.

Gjorde Sophus nu ikke stort væsen af sig, når det kom til magelighed, var han til gengæld en kender af nykker. Han formelig samlede på dem, og man måtte tage hensyn dertil. Ellers kom man ingen vegne med selv det mest ædle forehavende.

Tid og tålmodighed måtte man også have med i ranselen. Gik man vel rask til sagen og bad Sophus om at køre ud til afdeling 17 og samle kassetræet dér, kunne vanskelighederne tårne sig op over skovens højeste trætoppe. Vel forskanset deroppe var det sin sag at få ham talt god og ned igen, fortrædelighederne var uoverskuelige og blev spækket med spydigheder: ”Hvorfor skal jeg altid lave det, ingen af de andre gider?” Eller: ”Hvorfor sætter du ikke din IH til det, den kan jo alt?” Og jo, han havde nok set det kassetræ på sine runder i skoven, men: ”Ingen dæv’l på jord kan magte dem med håndkraft.”

Ville man gøre sig ringeste håb om at få kentaurens blide gemyt i tale, da måtte man pænt gå ad bagdøren, forsigtigt lirke den op og begynde med ømskindede og let henkastede antydninger: ”Du har vel set, at Hansen har skovet i afdeling 17?” Og så langsomt kredse de mange vanskeligheder ind, lade dem vokse sig store og stærke – ja helst antyde, at det næppe var et job, som overhovedet kunne løses af nogen.

”Hvad regner du mig for?” fnøs Sophus da hånligt. Og man skulle vare sig, for havde man først udfordret hans kræfter, ville han hellere splitte sig selv ad end at give op. Sådan var kentauren helt igennem en modsætningernes mand.

Når skoven frøs til og fjælede sig i store, hvide snedriver, futtede Sophus gerne om på sin Ferguson med pjækkerten hængende over dens køler, selv i skjorteærmer trods de måske mere minus tyve grader. Men om sommeren, når solen brændte uden nåde fra den høje, blå himmel, da kunne vinterens kry påklædning hævne sig, for den hærdede vintertrold kunne ikke omstille sig og skaffe varmen afløb. Så kunne det hænde, at han måtte krybe til korset og søge hjem, ind i den svale skygge med nærhed til vandpostens kølige og lindrende drik.

Varmen aftog jo igen før eller siden, og da skulle man ikke spørge for meget til, hvor han havde hyttet sig de seneste dage. Kentauren kunne være ilter af sind, men også med en egen humor. Ofte, når man var ude og se til, hvordan det gik ham med arbejdet, kunne han med pokerfjæset skruet på spørge til et og andet, komme med en uventet kommentar, eller slet og ret brokke sig. Det var da gerne ment i spøg, og tog man ham nu for sikkerheds skyld alvorligt, så føg latteren fra den gode Sophus. Men ve den, der tog fejl og slog en bemærkning hen i spøg, når han mente det alvorligt…

Sophus var ikke altid nem at omgås eller gøre tilpas, men han er dog en af de mange, der står lysende i erindringen, netop for sine kontraster og særegenhed. Og den i bund og grund godmodige natur, der gemte sig i skovtroldens dyb.

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Portrætter. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.