Den tavse fattigdom

Mama Mia! Inden hjerternes fest er kommet ret fra start, er der allerede kun festen og løjerne tilbage: al snak om fattigdom i Danmark synes eftertrykkeligt manet i jorden af en enkelt, vildfaren kuglestøder, hjulpen vel i vej af klaprende fløjdøre og højbårne rigsråder.

I al ærbarhed har man trodset kulden, højtideligt bevæget sig ud i den skinbarlige virkelighed og kan efter behørigt selvsyn erklære, at den sidste fattige er død. Meget død. Bisættelsen finder sted i stilhed og snarest, hvilket vil sige næste gang en elendig kontanthjælpsmodtager må smøge ærmerne op under afsyngelse af den folkekære vise: “Man skal yde, før man kan nyde!”

Men siden vi åbenbart i hele riget fattes en ærligt fattig sjæl, kan vi da ikke i det mindste kåre os en helgen eller to? Thi sådanne synes landet nærmest til overflod velsignet med… Måske lidt selvretfærdige på en især for helgener lettere uklædelig vis, men når krisen kradser, er det just ej tid at være kræsen. Slet ikke for alle de ikke-fattige, som herved kunne forskaffes lidt håb at klynge sig til, når der nu ikke kan bevilges en klat smør på risengrøden. For ikke at tale om kanelsukker – hvilken skændig krævementalitet ligger i øvrigt ikke gemt i den frækhed også at udbede sig kanelsukker strøet med rund og godhjertet hånd! Skal der måske ikke være forskel på dem, der knokler røven ud af bukserne, og dem, der anstændigvis må gå med numsen bar?

Jo, skreg de i kor – på nær ’de ydmygede og de sårede’, som altså på ingen måde og særdeles langt fra er fattige, men foruden enhver tvivl blot lider af gemen dovenskab parret med forslugne gab og meget for højrøstede stemmer! Nu må de tie, deres klagemål er hørt og kendt uden gang på jord. I al fald hvad angår den gode danske muld.

Ej, det er nok herlig spas at svitse andre i egen selvfedme – træde på dem, der allerede ligger ned! Kuglestøder Joachim B. Olsen gnider sig fro i hænderne efter at have scoret billige point på et mildest talt tåbeligt valg af ‘en eksemplarisk fattig’. Dermed døde debatten om fattigdom i Danmark og blev til almindeligt nid og nag – ressentimentet lever nu højt på bekostning af den ellers tiltrængte debat…

Maxim  GorkijDog, de sidste ord skal nu her overlades Maxim Gorkij, som havde set lidt af hvert og gennemskuet ét og andet i både zartidens Rusland og det tidlige Sovjet: menneskets storhed kunne han aldrig opgive at tro på, men han bevarede gennem alle omskiftelser et skarpt øje for, hvordan fattigdom uvægerligt avler råhed og brutalitet. Gorkij skildrede sine oplevelser på mesterlig vis i først og fremmest sin erindringstrilogi, også her i novellen ”Seksogtyve og en”:

Men det var ikke ret ofte, at vi skændtes – thi hvordan skal et menneske bære sig ad med at fremkalde andres vrede, når han selv er halvdød, når han er blevet til en slags stenstøtte, når alle hans følelser er blevet knust under arbejdets tyngde?

Tavshed er kun skrækkelig og pinlig for dem, der allerede har sagt alt og intet har at sige mere. For dem derimod, der endnu slet ikke er begyndt at tale, er tavshed en let og simpel sag …

Share

Om Per Brahde

Denne blog tilhører Per Brahde, freelance journalist og skribent. Leverer løsninger inden for formidling, kommunikation, research og information. Uddannet cand.mag. i Dansk og Filosofi, Aalborg Universitet 2007 og skov- og landskabsingeniør, Skovskolen 1976.
Dette indlæg blev udgivet i Samfund. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.