Det er jo den gamle historie: når man sadler på to heste, ender det gerne med, at de render hver deres egen vej…
Så hænger man frit sprællende i den tomme luft – grebet af horror vacui. En velvalgt anledning til at fundere over Kants to anskuelsesformer: tid og rum. Og på vejen ned kan man i forbifarten lige nå at snuppe et par af forstandskategorierne: er det vane eller nødvendighed, som forårsager faldet?
Eller, man må med Nietzsche konstatere: »Før virkningen tror man på andre årsager end efter virkningen.«
