En solsort har i nogen tid bevæget sig rundt på græsplænen. Ad snirklede veje, tilrettelagt efter et system, den næppe selv forstår. Eller måske? Hovedet skiftevis højt hævet og helt nede mellem stråene, snart på sned til højre, snart til venstre. Hurtige, resultatløse udfald. Omsider kommer en orm op fra græssets dyb, sprællende og modvilligt bliver den fugls føde.
Og måltidet indtages under en stadig agtpågivenhed, som næppe er gavnlig for fordøjelsen. Kun nådesløsheden bliver helt mæt hver dag…
