Ak ja. I tidens løb kæmper vi dog alle mest mod tidens gang…
-
Nye indlæg
Nye kommentarer
Arkiver
Kategorier
Meta
Hvad er meningen med det hele?
Har livet en mening? Spørgsmålet er oftest affødt af en følelse af afmagt, når vi indser, at livet ikke føjer sig under logikkens love og vore forestillinger om retfærdighed. Anledningen kan være en personlig krise eller nyhedsformidlingens overvældende vidnesbyrd om menneskelig lidelse og fornedrelse – fra hverdagens familietragedier, tilfældig gadevold og trafikuheld til hele nationers undergang som følge af krig, hungersnød eller naturkatastrofer. Når grum tilfældighed uafladeligt rammer både egne og hele menneskehedens forhåbninger bliver vi tvivlere og fornægtere.
Og afmagten finder næring i så mange, mindre voldsomme, men nok så afgørende faktorer: problemer med kærligheden og parforholdet, børnenes trivsel, velfærdssamfundets tendenser mod bureaukrati og formynderi, arbejdsløshed og et mangefold af globale trusler, hvor såvel lægmand som forsker kan have vanskeligt ved at gennemskue argumenternes grundlag og troværdighed. Man behøver ikke være sortseer for at finde sig overvældet af dagligdagens kanonade af genvordigheder. I en verden, der forandrer sig med stedse større hast, bliver det vanskeligt at finde det grundlag, hvorpå man vil fundere sin tilværelse. Værdierne smuldrer, og mennesket føler sig fremmed i sin verden.
»Hvis Gud er død, er alt tilladt,« er det gennemgående tema i Fjodor M. Dostojevskijs Brødrene Karamasov.[1] Og er det tilfældet, giver det så mening at tale om moral, have begreber om godt og ondt? Eller mere bestemt: vil det være muligt at finde en mening i livet? I en samtale mellem to af brødrene, den intellektuelle skeptiker Ivan og den yngre idealist Alekséij, fortæller Ivan om baggrunden for sin tvivl og anfægtelse:
»Mennesket vil leve, og jeg lever, ja lever på trods af al logik og forstand. Selv om jeg ikke tror på den indre orden og mening – jeg elsker dog grenenes klæbrige, bristende skud hvert forår, det blå himmeldyb, et eller andet menneske, som jeg, måske uden selv at vide hvorfor, finder uimodståeligt. Jeg elsker også den virkelige dåd, menneskets store handlinger, hvis nytte jeg måske allerede for længe siden er ophørt med at tro på, men som jeg af gammel veneration ærer i mit hjerte.« (s. 313-314)
Ivan er et splittet menneske, hvor livsmodet bryder igennem med stor kraft, skønt den meningsløse grusomhed mennesker imellem og især de uskyldiges lidelser plager ham stærkt. Han samler beretninger herom fra aviser og tidsskrifter; han har læst naturvidenskab og er overbevist ateist, men også i sin ateisme forbliver han en tvivler. »Det er ikke Gud, jeg nægter at anerkende, Aljósja, jeg sender ham blot entrébilletten ærbødigst tilbage.« (s. 334) Han må afslå tanken om en forsoning mellem bødler og ofre; hvis andres lidelser skal betale for harmonien, er entréen købt for dyrt! Og Ivan slutter samtalen med et poem, han har affattet: Storinkvisitoren, en anklage mod kristendommen og en protest mod uretfærdigheden. Ivan formulerer den i et prosadigt om Kristi genkomst i Sevilla på inkvisitionens tid, hvor denne genkendes og hyldes af folket, men arresteres af storinkvisitoren, som dømmer ham til bålet næste morgen. Midt om natten går han til Kristus i fangehullet og taler til ham:
»Vi har forbedret din gerning her på Jorden og bygget den op på underet, mysteriet og autoriteten.« (s. 349) Det er de tre fristelser i ørkenen (Bibelen, Matt 4,1-11), der hentydes til og ved at afslå disse, har Kristus agtet mennesket for højt og stillet for store krav: »Sjælens frie kærlighed, det var den Du ville – ikke den knægtedes henrykkelse for den magt, der én gang for alle har indjaget ham skræk … Men også i dette har du overvurderet menneskene; thi om de end er skabt med rebelske lyster og drifter, er og bliver de dog slaver alligevel. Se Dig om hér og døm selv!« (s. 348)
Kristi skyld er, at han har givet mennesket den frie vilje og evnen til at skelne mellem godt og ondt, skønt han måtte vide, at det enten ville misbruge den eller forkaste den, som en tyngende byrde, det ikke kan bære:
»Thi hemmeligheden ved den menneskelige tilværelse ligger ikke blot i selve livet, men fremfor alt i forestillingen om livets formål. Mennesket vil, uden fast forestilling om, hvad det lever for, ikke kunne finde sig i livet, men vil hellere udslette sig selv end blive på Jorden – om så alt omkring ham, hvad han rørte ved, var lutter brød.« (s. 346) Kristus forholder sig til stadighed tavs. »Men hvad blev resultatet af Dit afslag? … I stedet for at bøje menneskenes frihed under Dit herredømme, øgede og ansporede Du denne frihed! Har Du glemt, at mennesket foretrækker roen, ja selv døden, fremfor erkendelsen af og det frie valg mellem godt og ondt? Intet er mere forførisk for mennesket end samvittighedens frihed, og dog – intet volder det større kvaler.« (s. 346-347).
Her finder vi igen det dobbeltbundede i friheden, som et både attråværdigt og besværligt ideal. Inkvisitoren har levet et asketisk liv i selvfordybelse og sorg over menneskenes elendighed. Efter at have sat hele sit liv ind på at finde en fast tro, når han frem til den overbevisning, at menneskets liv ikke kan ordnes blot nogenlunde tåleligt uden at følge de råd, som Djævelen gav. Han beslutter at godkende løgnen og bedraget, berolige menneskene med løfter og med fuldt overlæg føre dem i døden og tilintetgørelsen. »Og mærk dig dette: bedrageriet sker i Hans navn, hvis ideal har draget oldingen så mægtigt hele hans liv igennem!« (s. 356).
Den sidste del af Ivans fortælling tager form og fremtvinges af Aljósjas bedrøvede spørgsmål: »Hvordan slutter så dit poem […] Eller er der ikke mere?« (s. 357) Broderen fortsætter da og slutter ufrivilligt med en hyldest til Kristus: inkvisitoren forsøger til det sidste at afæske fangen et svar. Omsider rejser denne sig, stadig tavs, træder nærmere og giver ham et kys:
»Dette er hele Hans svar – et svar, der får oldingen til at fare sammen. Et øjeblik er det, som om det sitrer i den gamle inkvisitors mundvige; han går hen til døren, åbner den og siger til Ham: „Gå, og kom ikke mere igen … kom aldrig mere … aldrig!“ Han lukker ham ud på „stadens mørke, øde plads“. Og fangen går.« (s. 357)
Dostojevskij sammenfatter i Ivans legende sin egen livslange kamp mellem tro og tvivl og sit syn på spørgsmålet om den frie vilje, menneskets kår og den etiske fordring: mennesket har en fri vilje, og den er uløseligt bundet til respekten for liv; næstekærligheden og tilliden mennesker imellem. Friheden kan det kun bære, hvis det finder noget, som er større end det selv; ellers ender det i fornedrelsen, hvor primitive og lave instinkter tager over og kun sanseligheden råder. Dostojevskij mener tydeligvis ikke, at det er ideologierne eller videnskaben, der kan trække mennesket ud af bestialiteten. Ivans ’poem’ er en bred anklage mod kirken som institution, marxismen, den naturvidenskabelige livsforståelse og enhver form for bedrevidende formynderi. Alle rummer de, hver på sin vis, et bud om, hvordan mennesket kan undgå selv at give værdi til godt og ondt, rigtigt og forkert.
Storinkvisitoren symboliserer alt dette ved at repræsentere kirken som en institution, der gennem en stivnet og fordrejet dogmatik har omtolket det oprindelige budskab: mennesket kan sætte sig ud over fornedrelsen og grusomheden, hvis det vil indse, at det kan skelne mellem godt og ondt. En frihed, der kan være tung at bære, fordi det som Kristus må modstå de 3 fristelser; indse, at på dem kan livet ikke baseres: underet, hvor problemerne opløser sig selv; mysteriet, hvor stærke kræfter udefra kommer til hjælp; autoriteten, der udfrier af ansvaret for eget liv. Kan man ikke hæve sig ud over fristelserne, indfinder nødvendigheden sig: mennesket er bestemt udefra, friheden sat over styr og dermed også muligheden for at finde en mening i livet. Her knytter Dostojevskij an til en pointe, som også åndsfællen Søren Kierkegaard betoner kraftigt: værdierne skal være i mennesket for at have gyldighed; vi er kun herre i eget hus.
Dostojevskij finder, at de lette løsninger ikke kan give mennesket det formål, det har så stærkt behov. At finde en mening med tilværelsen består i at tage eget ansvar på sig; at indse, at man forråder sig selv, når man søger at fly lidelsen, som i Dostojevskijs optik er et grundvilkår i tilværelsen. Kristus er det menneske, der har vist, at det er muligt at følge denne vej. Ved at forblive tro mod sig selv og de værdier, der ligger ud over det sanselige nu og tilfredsstillelsen af de umiddelbare behov. Og når han fastholder en vedvarende tavshed under fangenskabet, må det tages som udtryk for, at kærlighed og frihed er begreber, som ikke kan bevises logisk, indkredses i sproget; de kan kun komme til udtryk gennem det levede liv: handlinger. Det har han gjort én gang; en gentagelse vil kun svække budskabet og gøre det mindre troværdigt!
[1] Hvor ikke andet er anført, citeres fra bind 3 i Dostojevskij, Fjodor M.: Samlede værker 1-24, Stig Vendelkærs Forlag, København 1965-66
Udgivet i Begreber, Filosofiske smuler, Litteratur
Skriv en kommentar
Empatiens digter
I dag er det 100 år siden, at Herman Bang (1857 -1912) blev fundet død i et tog i Ogden, nær Utah i USA. Så ene og forladt i døden som ’de stille eksistenser’, han gav mæle i romaner og noveller. Hvem var han, den ensomme?
Her, dér og alle vegne; så med ét som sunken i jorden – selv for nærmeste omgangskreds. Således tegner sig billedet af Herman Bang som menneske: skuespiller in spe, skarpsindig kritiker, banebrydende journalist, medrivende oplæser, formbrydende forfatter, fremragende sceneinstruktør – og omflakkende kosmopolit. Lig Ahasverus, den evige jøde, hjemløs, uden fædreland – en fremmed i tilværelsen. Fred og hvile, endsige lykke, synes ham beskåren til den dag, hvor døden slukker den flimrende bevidsthed. Undervejs kan han dog øjne en lindring, Jerusalems skomager ej var forundt. I ’ventesalen’ bliver kloral, morfin, champagne, cognac, duftevand og nelliker i reverset – akkurat reversen! En dekadent dandy, hvis udgifter nok var proportionale med indtægterne, blot evindeligt hældende mod den fejle side, som ifølge ivrigt svirrende rygter også hans sexualitet påstodes at gøre det. Mange så ikke andet…
Ikke vidste man besked med, hvordan han jævnligt måtte leve under kummerlige kår trods en overvættes flid; hans store taknemmelighed mod dem, som hjalp; hans egen betænksomhed mod dem, som var i knibe; eller hans generøsitet, som når han fx tilskriver Jonas Lie æren som „Mesteren“, der har lært ham, hvordan den sceniske fremstilling gestaltes. Bang holdt jo selv disse sider omhyggelig skjult med sin selviscenesættende facon: han ville forarge og provokere og læses. Og han blev læst, endog flittigt; anerkendelsen var derimod sparsom og kom både modvilligt og sent fra de fleste.
I værkerne finder vi digteren Bang ganske snært på mennesket Bang: ikke til at få hold på. Ingen genre lades uforsøgt: essay, skitse, studie, drama, digt, erindring, novelle, roman og hyppigt fortællinger balancerende ubestemt mellem sidste to. Synsvinklen skifter hurtigt og brat eller glider umærkeligt, så den vanskeligt kan bestemmes; replikkerne ryster anførselstegnene af sig og individualiserer sig i et kådt og sprælsk virke under dække af tankestregens eftertænksomhed; inqvit glimrer ofte ved sit fravær og rejser spørgsmålene: hvem siger hvad, til hvem, hvornår? Spørgsmål, som yderligere kompliceres ved hyppig anvendelse af flere navne for samme person – snart fornavn, snart efternavn, så titel, så ægteviet påhæng til anden person – hvorfor især ’scener’ med flere ’optrædende’ kan blive kaotiske og vanskelige at orientere sig i; dog, et mangefold af tankestreger og prikker hindrer ikke, at ’kameraet’ snurrer uafbrudt med præference for ’close-ups’, der blokerer overblikket: årvågent sansende, registrerende, reflekterende – et spejl holdes frem! Hvad fremviser det? Bang som menneske, som digter? Rent fiktive personer, opfundet til lejligheden? Eller læseren selv? Vi får ingen hjælp; den olympiske fortæller er likvideret, tilsyneladende er samme kranke skæbne overgået enhver type fortæller, kun scenen er sat: in medias res, så får replikken, handlingen, detaljerne rulle op, hvad det hele går ud på. Men helheden? Især, når det drejer sig om mennesker, fiktive eller ej!
Som J.P. Jacobsen (1847-1885) lader Hjerrild formulere det i Niels Lyhne: „Et Menneske hænger ikke saa nøje sammen.“[1] En opfattelse, der også kan antages at være hans personlige, da han fremfører og uddyber synspunktet i breve til Edvard Brandes[2]. Bang knytter i mangt og meget an til Jacobsen. Allerede som 22-årig er kritikeren Bang istand til at sammenfatte sin poetik; endnu kan han ikke selv digte, men han véd nok over hvilken læst, stoffet skal skæres:
„Hvad Realismen oprindelig synes at have set, er, at, som Taine siger, Tingene i Livet sjeldent er saa ganske simple. Og at Forfatterne, da de først havde vendt Blikket mod det Liv, der leves, maatte se dette, var ganske naturligt, ligesaa naturligt som, at man en smuk Dag holdt op med at være Romantiker og ved at vende sig mod Livet overhovedet blev Realist. Hvad man opdagede, var det, at alle Følelser er sammensatte, og at Følelseslivet er uendelig mere kompliceret, end man tidligere havde antaget. Denne Betragtning, der var opstaaet ved at se paa Virkeligheden, maatte naturlig lede til, at man mere og mere søgte at dissekere dette Følelsesliv, komme det nærmere paa Livet. Saaledes begyndte man at dyrke denne saa bagtalte Sjælens Anatomi, som er Skolens Stolthed og Modstandernes mest benyttede Vaaben. (…) Selv Billedet af det enkelte Sjæleliv vil altid spalte sig i Billeder. Det Iagttagnes Mangfoldighed er for overvældende, og Forfatteren viger tilbage for af egen Magtfuldkommenhed at sammensmelte alt dette Mangeartede og alle disse Modsigelser, der rummes i det samme Liv. Jeg kjender derfor heller ikke nogen realistisk Roman, der ikke er en Samling Billeder, løsrevne Blade af den menneskelige Sjæls store Bog, en Bog, Ingen har læst tilende, og hvis Opløsning derfor Ingen kjender.“[3]
Symptomatisk er da også, at Bang allerede i samme værk klart diagnosticerer det problem, som litteraturforskningen i Danmark først i de seneste årtier ret har fået øjnene op for: Jacobsen er ikke naturalist, men transcendenserer, som alle store forfattere, sin egen tid både forud og fremad – en skønsom hybrid af romantiker, realist og modernist:
„Og dog er han den bedst maskerede af alle vore nye Forfattere, iført et ældre Aarhundredes Kustyme, omgivet hélt af et historiske Sceneri. […] Hvad der i „Marie Grubbe“ navnlig betog det store læsende Publikum var Bogens glimrende Kolorit. Man maa for at finde noget lignende i Farveglød og Farvepragt, gaa tilbage til visse Romantikere i Frankrig. Et mærkeligt Fingerpeg forresten henimod en Sandhed, Realismens Venner og Fjender begge har ladet uomtalt: Jacobsen er midt i al sin Realisme en stor Romantiker, men en Romantiker, hvis Romantik er tøjlet af Forskeren i ham, og som derfor mere skaffer sig Udslag gjennem det enkelte Billedes Stemning end gennem Helheden, hvor Digteren vil være Forskeren og vil undersøge Fænomenerne.“[4]
Bangs tidlige bekendskab med og egen fascination af Guldaldertidens digtning kan måske forklare: han kender problemet på første hånd!
Når jeg trækker udsagnet om Jacobsen frem her, skyldes det, at iagttagelsen også demonstrerer, hvad der for mig at se er Bangs proprium: kombinationen af et skarpt blik, en ofte usædvanlig vinkling af emnet – og en sjælden indlevelsesevne! ’Resignationens digter’ og ’den tragiske Bang’ er blandt de etikketter, Harry Jacobsen anvender i sin store biografi; jo bestemt, men for mig at se først og sidst ’empatiens digter’.
Endnu et forhold synes at trække en forbindelse mellem Jacobsen og Bang: så uomgængelige deres navne i dag synes i en nærmere redegørelse for ’det moderne gennembrud’, var de for chefideologen Georg Brandes at se begge utidige ’problembørn’ med nykker og hang til at gå egne veje. Broderen, Edvard Brandes, havde nok mere forståelse for og indsigt i Jacobsens egenart[5], mens Bang var – og måske forblev – en opkomling, idet han ikke alene var ved at tage ham brødet ud af munden med sin journalistik, men ydermere havde den frækhed at komme begge brødre i forkøbet med sin introduktion af fransk naturalisme; ja, med Realisme og Realister (1879) i mangen henseende faktisk at foregribe GB’s Det moderne Gjennembruds Mænd (1883). Sagtens er det anspændte forhold i høj grad udtryk også for en personlig tvist, nok så meget som en litterær og ideologisk uoverensstemmelse: Bang på sin side var skuffet over aldeles at blive forbigået i Georg Brandes’ bog.
Nuvel, ét er bøgerne og deres publikationsår; ’det moderne gennembrud’ dateres gerne tilbage til forelæsningsrækken ”Hovedstrømninger i det nittende Aarhundredes Litteratur”, som indledes 1871. Påfaldende er dog, at Jacobsen og Bang begge står helt i centrum af gennembruddet og til samme tid må se sig slynget ud i periferien af enten den ene eller anden Brandes, foruden talrige andre af tidens litterater!
Jacobsen får nok venlige ord i anmeldelserne fra det toneangivende broderpar Brandes, men er ikke blind for den skuffelse, som især GB har svært ved at skjule efter den lovende debut med ”Mogens”. Og Bang når kun én gang at se et værk, Ludvigsbakke, lovprist af en nogenlunde samstemmende kritik; det eneste også, som sælger og altså er i stand til at vinde læsernes gunst. At en senere tids læsninger har skaffet såvel Jacobsen som Bang en langt større anerkendelse, end deres samtid tilkendte dem, er så heldigvis ikke usædvanligt; det er gået dem begge som her:
„Men hine to Kvindeansigter – aa dagligdags Ansigter med bortstrøget Haar fra lidt kantede Tindinger – var forblevet i en Sygs Erindring og Maaneder og Aar kom de igen og igen som et Minde, der kaldte paa fler og fik hundrede Billeder i Følge.“
– Herman Bang: Ludvigsbakke, 1896
[1] SV*, bd. 2, p. 126 f.
[2] SV, bd. 6, p. 104 f og p. 105f. – i breve af 30.03 og 28.04.1880
[3] Realisme og Realister, p. 15 f.
[4] Ibid., p. 65 og 83 f.
[5] Her kan man bl.a. hæfte sig ved, at GB og JPJ i deres brevveksling hele livet forblev Des, mens breve til og fra EB tidligt er holdt i en anderledes venskabelig og mere fortrolig tone. Se fx breve SV, bd. 5 og 6.
* SV henviser til Jacobsen, J.P.: Samlede Værker 1-6. Rosenkilde og Bagger, København 1972-74
Udgivet i Litteratur, Portrætter
Skriv en kommentar
Dyr og mennesker
Et lille bidrag, Skipper, til din kommende samling af filosofiske uhyrligheder, hvor din pragmatiske optik vil hæfte sig ved et »aldeles unødvendigt skel mellem dyr og menneske«! Det kunne måske ellers være ganske tankevækkende, at mennesket – vagt udrustet som det er fra naturens side i henseende til instinktsikkerhed, sanser, offensive og defensive midler, et sandt ’naturens stedbarn’ – på forunderlig vis har evnet at bosætte sig og overleve overalt og under de mest ekstreme forhold her på kloden. Men slige petitesser skal vel ikke opholde os i vor søgen efter en forståelse af mennesket og den verden, der omgiver det?
Tid og Væren
Hvordan kan vi have et begreb om Tiden? Forudsætningen er et Jeg, som erindrer det svundne, oplever nuet og forventer en fremtid. Uden Jeget ville Tiden ikke være! I rummet kan vi umiddelbart opfatte os som værende her frem for der; ikke således med Tiden! Øjeblikket kan ingen abstraktion udskille fra den stadige syntetisering af triaden: fortid, nutid og fremtid.
Hvordan kan vi have et begreb om Jeget? Forudsætningen er jo den selvsamme: her sammenføjes de temporale former i ét: Hvad hændte, hvad sker, hvad skal ske – min oplevelse af at være et Jeg er betinget af erindringer og forventninger. Heller ikke Jeget kan udskilles som en selvstændig entitet, men opkommer gennem synteserne.
Rædsomt! Tiden er betinget af Jeget og Jeget af Tiden – den tanke er som hentet ud af Poe’s værste delirier.
Stemninger
Alt er blot stemninger – en sitren under lukkede øjenlåg, mens du læner dig tilbage og prøver at fange netop dit livs særlige duft.
Udgivet i Vagabonderende tanker
Skriv en kommentar
Rationaliteten
Tak for din hilsen, Skipper. Er stadig lidt i tankerne omkring rationalitet vs. irrationalitet. Det er jo skræmmende, at verden ændrer sig så hurtigt, at ingen længere har hverken overblik eller kan gennemskue sammenhængene. I egentlig forstand kan siges at kende verden – kende, nærmest i bibelsk betydning: elske. Jeg har selv svært ved at mobilisere optimismen, mindre på egne mere på børn og mulige børnebørns vegne.
Men der ligger også bagved en fornemmelse, som siger, at problemet måske ligger et andet sted. Engang var vi ikke naturen mægtige og holdt os derfor fortrolige med skæbnen, guderne eller Gud. Noget skulle til for at overvinde angsten for mørket, sygdommene og svigtende jagt. Naturen overvinder vi i stadig højere grad og har derfor længst erklæret Guds død; sat os i hans sted. Det gør selvfølgelig en forskel; vi er lidet skikket hertil – ikke alvidende, ikke almægtige.
Spørgsmålet er så: hvis vi indser, at målet er uden for rækkevidde og indstiller vor stræben – er vi da stadig mennesker? Eller måske skal den vendes på en anden led: vokser irrationaliteten ret beset? Er den ikke blot forlagt fra skovens enhjørninge, varulve og elverpiger til rummet, atomet og genet?
Liturgi
Er det alle dine ritualer? Kaffen på terrassen, dyrene derude. Og senere, solen. Solen, der ikke kan gå ned, uden du har hilst den godnat. Og månen. Månen, der ikke kan trække havet af sted, før du har hilst den godaften; gennem rødvinens dybe purpurskær sendt den af sted, med ønsket om lykkelig færd og natlige eventyr.
Udgivet i Vagabonderende tanker
Skriv en kommentar